I Juleoratoriet stiller Tunström spørgsmål om, hvad der sker med os, når vi mister og sørger. Hvordan reagerer vi, når een af vore nærmeste dør? Hvorfor vinder nogen ved tabet styrke og fornyet livsduelighed, mens andre helt synes at miste evnen til fortsat meningsfuldt liv overhovedet? Og Tunström besvarer spørgsmålet ved at vise, hvordan et menneske, her hovedpersonen, Solveig, der meningsløst bliver trampet ihjel af nogle køer, i kraft af den livsglæde og de åndelige værdier, som hun gav til sine omgivelser, mens hun levede, med sin død formår at forvandle andres liv fra tilfældige levnedsløb til meningsfulde skæbner.
Tunström viser i Juleoratoriet , at Solveig er en guddommeligt skabende livskunstner, og han viser yderligere ved hjælp af Johan Sebastian Bachs´ Juleoratorium, at musikken som mystisk gudsoplevelse er af afgørende betydning for, at denne skaberkraft kan frigøres. Juleoratoriet er en roman fortalt på mange planer. Handlingen forskydes, som i de allerfleste af Tunströms romaner, såvel i tid som i rum. De fortællende personer skifter, og skrivestilen ændres i forhold hertil.
Juleoratoriet er på engang en ligefrem, folkeligt fortalt historie om en ung mors tragiske død fra mand og to små børn, og de menneskelige, sociale og familiemæssige konsekvenser, der bliver følgen heraf og så en filosofisk, psykologisk og teologisk subtil diskussion af tilværelsens mest eksistentielt brændende spørgsmål. Og man kan læse den med udbytte og fornøjelse på et eller (helt) flere planer alt efter temperament og interesse.