Og på samme måde forholder det sig med forfatterskabets filosofisk mest dybtborende værk Tyven . Også den er sindrigt komponeret og med udvalgte scener henlagt til Ravenna i Norditalien og dyk ned i den gotiske sprogs historie i besiddelse af hele kriminalromanens gådefulde spænding.
Hovedperson, Johan, ønsker at beherske sin tilværelse og dermed aftvinge en utrolig hård skæbne, som forældreløs og misdannet, mening og muligheder ved at gøre sig til herre over det skrevne ord. Men de døde bogstaver gør sig efterhånden i hans videnskabelige karrieretilværelse i stedet til herre over ham. Johan oplever, hvordan den ordets overlegenhed, der skulle være hans magtmiddel over for tilværelsens grusomhed og gøre ham i stand til (engang) at redde sin kusine, Hedvig, ud af sindssygens mørke, i stedet bliver årsagen til, at han svigter hende og dermed også sig selv totalt. Og Johan kan derfor også tilsidst kun føle foragt for sig selv, fordi han på grund af dette svigt også er i færd med at miste sin kærlighedsevne og dermed sin evne til at indgå i nogen form for meningsfuldt, menneskeligt fællesskab.
Men Johan kommer alligevel til at opleve, hvordan de døde bogstaver bliver levende virkelighed for ham i sønnen, Dommerens, skikkelse. For Johan føler sig taget til nåde af tilværelsen ved Dommerens fødsel, og han bliver derfor også i stand til at erkende sin egen skyld over for Hedvig.
Tunström forholder sig i Tyven teoretisk tvivlende over for sprogets fremtidsmuligheder, men hans fortælling viser, at ordene har magt til at virkeliggøre, og at der derfor også er håb for et fortsat, meningsfuldt, menneskeligt fællesskab.
I Tunströms litterære univers er tilværelsen ofte hård og ubarmhjertig, men livslysten og -modet er dog alligevel altid, overvældende tilstede.