Stipe løftede stolt sin trøje, og jeg læste: “Dit sorte svin, tag hjem, hvor du kommer fra.”
“Og? Og? Hvad står der?” Spurgte han. “Vil du ikke nok oversætte det for mig?”
“Stipe, verdensmester i fodbold!” sagde jeg, og hans smil blev endnu større.”
I romanen “Problemski Hotel” fra 2003 (“Hotel Problemski”, 2004) følger vi jeg-fortælleren Bipul Masli, der er flygtet fra sit hjemland og havnet på et asylcenter i Belgien. Her står smertefulde og groteske historier om menneskeskæbner i kø, og Bipul fortæller om dem alle sammen. I korte, koncentrerede kapitler slynger fortælleren os rundt i centeret med sin galgenhumoristiske tone og sit eksplosive sprog. Bipul var pressefotograf, før han måtte flygte fra sit krigshærgede land. Han har mistet sit kamera, men sætter med et billedligt sprog skarpt på det trøstesløse asylcenter-liv. Vi hører om manden, der får afslag på asyl, fordi han har taget sit fine jakkesæt på til samtalen. Og om dårlige maver efter døgn i en container med tomater som eneste føde.
Historien om den ti-årige dreng Stipe trækker tænder ud. Lufttrykket under et bombardement har “suget hans venstre øje ud af kraniet”. Han har fået et blåt øje – et glasøje, selvom hans andet øje er brunt. Det er sjovt, poetisk og voldhamrende brutalt. Beskrivelsen af, hvordan han bliver mobbet og udstødt af de belgiske skolekammerater, får det til at vende sig i læseren, og de ensfarvede øjne svier.
Vi hører også om Martina, der er blevet gravid efter en voldtægt. De mandlige venner på asylcenteret lover at skaffe hende af med barnet men formår det alligevel ikke, da de står med det lille spædbarn i hænderne, og hun må gøre det selv: “Officielt var barnet dødfødt, kvalt i navlestrengen. // Barnet skulle have heddet Røvhul.” (side 140).
25489322
Det er umiddelbart uforståeligt, hvordan man kan holde ud at læse videre. Det er, som om sprogets uforfærdede fremlægninger på en gang skaber distance og identifikation. Det kan ikke være anderledes. Tonen er rablende, og den ene association tager den anden. Man bliver bombarderet med sanseindtryk og oplevelser fra centeret. Og det mærkværdige består i, at det er en nydelse. Ikke bare fordi der også er historier om forelskelse, og fordi man ved månen også skinner hos dem, men fordi fortælleren gør stemningen sjov. Og så lister de ubegribelige realiteter rundt i læserens bevidsthed som en våd og flov hund. Det er, som om humoren gør det muligt at tale om tingene. Den bliver ikke et panser, der skjuler ubarmhjertighed og urimelig behandling. Den bliver den eneste mulige formidler af noget, der er ubegribeligt og umenneskeligt.
“Hotel Problemski” er i høj grad fiktion. Selvom Dimitri Verhulst selv siger, at bogen er inspireret af hans ophold på et modtagelsescenter for asylansøgere i Arendok, er det vigtigt for ham at påpege at: “godt halvdelen af historierne er opdigtede, og at ingen historie indeholder løgn.” (efterordet, side 154).
Verhulst spidder med sin roman den belgiske, ja hele den vestlige kultur. Det er ganske komisk, når asylcentrets mænd læser de belgiske kvinders kontaktannoncer, fordi man kommer til at se på en kultur med deres blik. Og når man igennem fortællerens optik ser ud på verden fra et sygt sted, erkender man også det sygelige ved den vestlige kulturs diskoteksmiljø, bureaukrati og dehumaniserende behandling. Dimitri Verhulsts fortæller peger ikke fingre ad systemet. På spidsfindig vis får læseren selv lov til at væmmes – og reagere.