Dimitri Verhulst

Artikel type
voksne
stud. mag. Mette-Marie Zacher Sørensen, iBureauet/Dagbladet Information. 2009.
Main image
Verhulst, Dimitri
Foto: Forlaget Ries

Indledning

Dimitri Verhulsts forfatterskab spænder fra beskrivelsen af en mors “tissekort”, der giver adgang til at springe køen ved offentlige toiletter over, til beskrivelsen af fedtede klumper hår på en asylcenterbeboers hoved. Hans historier både henrykker og forarger læsere verden over. Humor, sarkasme og groteske fremstillinger er motoren i det særprægede belgiske forfatterskab, der ofte fremavler en syrlig politisk kritik.

 

26715008

Blå bog

Født: Den 2. oktober 1972 i byen Aalst i Belgien.

Uddannelse: Journalist.

Debut: De kamer hiernaast, 1999 (ikke oversat til dansk).

Litteraturpriser: Blandt andet publikumsprisen “Gouden Uil” (2007) og den hollandske litteraturpris De Inktaap (2008),

Seneste udgivelse på dansk: Altings bedrøvelighed. Forlaget Ries, 2007.

Baggrund

“Kapitalismen er en fantastisk opfindelse, og den har kun den ulempe, at man skal have penge for at kunne deltage i den. Det kaldes investering. Cashflow. Bingo. Kasse. Nasdaq. I dette land, der flyder med mælk og fritureolie, har man sandelig nogle herlige ord til sin rådighed, når det drejer sig om at anskaffe sig en kvinde. For slet ikke at tale om, når man skal anskaffe sig et pas.
“Hotel Problemski”, s. 111.

Dimitri Verhulst er født i 1972 i den belgiske by Aalst i Belgien. Han voksede op i et hjem, hvor vold, alkoholmisbrug og utroskab stod øverst på familiens dagsorden. Moderen efterlod sin søn alene med faderen, men Dimitri stak kort efter af og blev i stedet anbragt hos en plejefamilie. Her kom han aldrig til at falde til og måtte i stedet klare sig selv. Det gjorde han i årene efter ved at tage arbejde som pizzabud, turistfører og tegneserietegner.

I starten af halvfemserne begyndte Dimitri Verhulst at skrive. Til en begyndelse var det kun venner og bekendte, der læste hans tekster, men i 1999 fik han udgivet novellesamlingen “De kamer hiernaast” – der kan oversættes til “Værelset ved siden af” – og blev nomineret til NRC’s litteraturpris. Sideløbende har han udgivet små tekster i litterære magasiner, blandt andet i bladet Underground, hvor han også er redaktør. Desuden har han i mange år arbejdet som journalist, og da han på et tidspunkt blev sendt ud på et asylcenter for at researche til en artikel, blev det afsættet til at skrive romanen “Hotel Problemski”.

Dimitri Verhulsts romaner har vakt en del opsigt. Passager, hvor han for eksempel beskriver moderens fedme i grove vendinger, har fået hans egen mor til at anlægge sag an mod ham. I det hele taget er sprogbruget og emnevalget ofte kontroversielt.

I dag lever Verhulst i Vallonien, nær Huy i Belgien. Han er journalist for avisen De Morgen, og skriver også poesi og teaterstykker. Hans bøger er oversat til over ti sprog.

 

Et poetisk møgsted

“Jeg kender ikke så meget til de belgiske traditioner, men Stipe fortalte mig om det: alle får lov til at skrive et fødselsdagsønske på éns krop med en tyk tusch. Når de så har skrevet deres ønsker, stiller de sig i rundkreds omkring én og klapper i hænderne. Hele hans mave og ryg var fyldt med ønsker. Om jeg ville se dem?
Stipe løftede stolt sin trøje, og jeg læste: “Dit sorte svin, tag hjem, hvor du kommer fra.”
“Og? Og? Hvad står der?” Spurgte han. “Vil du ikke nok oversætte det for mig?”
“Stipe, verdensmester i fodbold!” sagde jeg, og hans smil blev endnu større.”
'Hotel Problemski', s. 90-91

I romanen “Problemski Hotel” fra 2003 (“Hotel Problemski”, 2004) følger vi jeg-fortælleren Bipul Masli, der er flygtet fra sit hjemland og havnet på et asylcenter i Belgien. Her står smertefulde og groteske historier om menneskeskæbner i kø, og Bipul fortæller om dem alle sammen. I korte, koncentrerede kapitler slynger fortælleren os rundt i centeret med sin galgenhumoristiske tone og sit eksplosive sprog. Bipul var pressefotograf, før han måtte flygte fra sit krigshærgede land. Han har mistet sit kamera, men sætter med et billedligt sprog skarpt på det trøstesløse asylcenter-liv. Vi hører om manden, der får afslag på asyl, fordi han har taget sit fine jakkesæt på til samtalen. Og om dårlige maver efter døgn i en container med tomater som eneste føde.

Historien om den ti-årige dreng Stipe trækker tænder ud. Lufttrykket under et bombardement har “suget hans venstre øje ud af kraniet”. Han har fået et blåt øje – et glasøje, selvom hans andet øje er brunt. Det er sjovt, poetisk og voldhamrende brutalt. Beskrivelsen af, hvordan han bliver mobbet og udstødt af de belgiske skolekammerater, får det til at vende sig i læseren, og de ensfarvede øjne svier.

Vi hører også om Martina, der er blevet gravid efter en voldtægt. De mandlige venner på asylcenteret lover at skaffe hende af med barnet men formår det alligevel ikke, da de står med det lille spædbarn i hænderne, og hun må gøre det selv: “Officielt var barnet dødfødt, kvalt i navlestrengen. // Barnet skulle have heddet Røvhul.” (side 140).

25489322

Det er umiddelbart uforståeligt, hvordan man kan holde ud at læse videre. Det er, som om sprogets uforfærdede fremlægninger på en gang skaber distance og identifikation. Det kan ikke være anderledes. Tonen er rablende, og den ene association tager den anden. Man bliver bombarderet med sanseindtryk og oplevelser fra centeret. Og det mærkværdige består i, at det er en nydelse. Ikke bare fordi der også er historier om forelskelse, og fordi man ved månen også skinner hos dem, men fordi fortælleren gør stemningen sjov. Og så lister de ubegribelige realiteter rundt i læserens bevidsthed som en våd og flov hund. Det er, som om humoren gør det muligt at tale om tingene. Den bliver ikke et panser, der skjuler ubarmhjertighed og urimelig behandling. Den bliver den eneste mulige formidler af noget, der er ubegribeligt og umenneskeligt.

“Hotel Problemski” er i høj grad fiktion. Selvom Dimitri Verhulst selv siger, at bogen er inspireret af hans ophold på et modtagelsescenter for asylansøgere i Arendok, er det vigtigt for ham at påpege at: “godt halvdelen af historierne er opdigtede, og at ingen historie indeholder løgn.” (efterordet, side 154).

Verhulst spidder med sin roman den belgiske, ja hele den vestlige kultur. Det er ganske komisk, når asylcentrets mænd læser de belgiske kvinders kontaktannoncer, fordi man kommer til at se på en kultur med deres blik. Og når man igennem fortællerens optik ser ud på verden fra et sygt sted, erkender man også det sygelige ved den vestlige kulturs diskoteksmiljø, bureaukrati og dehumaniserende behandling. Dimitri Verhulsts fortæller peger ikke fingre ad systemet. På spidsfindig vis får læseren selv lov til at væmmes – og reagere.