Dimitri Verhulst

stud. mag. Mette-Marie Zacher Sørensen, iBureauet/Dagbladet Information. 2009.
Main image
Verhulst, Dimitri
Foto: Forlaget Ries

Indledning

Dimitri Verhulsts forfatterskab spænder fra beskrivelsen af en mors “tissekort”, der giver adgang til at springe køen ved offentlige toiletter over, til beskrivelsen af fedtede klumper hår på en asylcenterbeboers hoved. Hans historier både henrykker og forarger læsere verden over. Humor, sarkasme og groteske fremstillinger er motoren i det særprægede belgiske forfatterskab, der ofte fremavler en syrlig politisk kritik.

 

26715008

Blå bog

Født: Den 2. oktober 1972 i byen Aalst i Belgien.

Uddannelse: Journalist.

Debut: De kamer hiernaast, 1999 (ikke oversat til dansk).

Litteraturpriser: Blandt andet publikumsprisen “Gouden Uil” (2007) og den hollandske litteraturpris De Inktaap (2008),

Seneste udgivelse på dansk: Altings bedrøvelighed. Forlaget Ries, 2007.

Artikel type
voksne

Baggrund

“Kapitalismen er en fantastisk opfindelse, og den har kun den ulempe, at man skal have penge for at kunne deltage i den. Det kaldes investering. Cashflow. Bingo. Kasse. Nasdaq. I dette land, der flyder med mælk og fritureolie, har man sandelig nogle herlige ord til sin rådighed, når det drejer sig om at anskaffe sig en kvinde. For slet ikke at tale om, når man skal anskaffe sig et pas.
“Hotel Problemski”, s. 111.

Dimitri Verhulst er født i 1972 i den belgiske by Aalst i Belgien. Han voksede op i et hjem, hvor vold, alkoholmisbrug og utroskab stod øverst på familiens dagsorden. Moderen efterlod sin søn alene med faderen, men Dimitri stak kort efter af og blev i stedet anbragt hos en plejefamilie. Her kom han aldrig til at falde til og måtte i stedet klare sig selv. Det gjorde han i årene efter ved at tage arbejde som pizzabud, turistfører og tegneserietegner.

I starten af halvfemserne begyndte Dimitri Verhulst at skrive. Til en begyndelse var det kun venner og bekendte, der læste hans tekster, men i 1999 fik han udgivet novellesamlingen “De kamer hiernaast” – der kan oversættes til “Værelset ved siden af” – og blev nomineret til NRC’s litteraturpris. Sideløbende har han udgivet små tekster i litterære magasiner, blandt andet i bladet Underground, hvor han også er redaktør. Desuden har han i mange år arbejdet som journalist, og da han på et tidspunkt blev sendt ud på et asylcenter for at researche til en artikel, blev det afsættet til at skrive romanen “Hotel Problemski”.

Dimitri Verhulsts romaner har vakt en del opsigt. Passager, hvor han for eksempel beskriver moderens fedme i grove vendinger, har fået hans egen mor til at anlægge sag an mod ham. I det hele taget er sprogbruget og emnevalget ofte kontroversielt.

I dag lever Verhulst i Vallonien, nær Huy i Belgien. Han er journalist for avisen De Morgen, og skriver også poesi og teaterstykker. Hans bøger er oversat til over ti sprog.

 

Et poetisk møgsted

“Jeg kender ikke så meget til de belgiske traditioner, men Stipe fortalte mig om det: alle får lov til at skrive et fødselsdagsønske på éns krop med en tyk tusch. Når de så har skrevet deres ønsker, stiller de sig i rundkreds omkring én og klapper i hænderne. Hele hans mave og ryg var fyldt med ønsker. Om jeg ville se dem?
Stipe løftede stolt sin trøje, og jeg læste: “Dit sorte svin, tag hjem, hvor du kommer fra.”
“Og? Og? Hvad står der?” Spurgte han. “Vil du ikke nok oversætte det for mig?”
“Stipe, verdensmester i fodbold!” sagde jeg, og hans smil blev endnu større.”
'Hotel Problemski', s. 90-91

I romanen “Problemski Hotel” fra 2003 (“Hotel Problemski”, 2004) følger vi jeg-fortælleren Bipul Masli, der er flygtet fra sit hjemland og havnet på et asylcenter i Belgien. Her står smertefulde og groteske historier om menneskeskæbner i kø, og Bipul fortæller om dem alle sammen. I korte, koncentrerede kapitler slynger fortælleren os rundt i centeret med sin galgenhumoristiske tone og sit eksplosive sprog. Bipul var pressefotograf, før han måtte flygte fra sit krigshærgede land. Han har mistet sit kamera, men sætter med et billedligt sprog skarpt på det trøstesløse asylcenter-liv. Vi hører om manden, der får afslag på asyl, fordi han har taget sit fine jakkesæt på til samtalen. Og om dårlige maver efter døgn i en container med tomater som eneste føde.

Historien om den ti-årige dreng Stipe trækker tænder ud. Lufttrykket under et bombardement har “suget hans venstre øje ud af kraniet”. Han har fået et blåt øje – et glasøje, selvom hans andet øje er brunt. Det er sjovt, poetisk og voldhamrende brutalt. Beskrivelsen af, hvordan han bliver mobbet og udstødt af de belgiske skolekammerater, får det til at vende sig i læseren, og de ensfarvede øjne svier.

Vi hører også om Martina, der er blevet gravid efter en voldtægt. De mandlige venner på asylcenteret lover at skaffe hende af med barnet men formår det alligevel ikke, da de står med det lille spædbarn i hænderne, og hun må gøre det selv: “Officielt var barnet dødfødt, kvalt i navlestrengen. // Barnet skulle have heddet Røvhul.” (side 140).

25489322

Det er umiddelbart uforståeligt, hvordan man kan holde ud at læse videre. Det er, som om sprogets uforfærdede fremlægninger på en gang skaber distance og identifikation. Det kan ikke være anderledes. Tonen er rablende, og den ene association tager den anden. Man bliver bombarderet med sanseindtryk og oplevelser fra centeret. Og det mærkværdige består i, at det er en nydelse. Ikke bare fordi der også er historier om forelskelse, og fordi man ved månen også skinner hos dem, men fordi fortælleren gør stemningen sjov. Og så lister de ubegribelige realiteter rundt i læserens bevidsthed som en våd og flov hund. Det er, som om humoren gør det muligt at tale om tingene. Den bliver ikke et panser, der skjuler ubarmhjertighed og urimelig behandling. Den bliver den eneste mulige formidler af noget, der er ubegribeligt og umenneskeligt.

“Hotel Problemski” er i høj grad fiktion. Selvom Dimitri Verhulst selv siger, at bogen er inspireret af hans ophold på et modtagelsescenter for asylansøgere i Arendok, er det vigtigt for ham at påpege at: “godt halvdelen af historierne er opdigtede, og at ingen historie indeholder løgn.” (efterordet, side 154).

Verhulst spidder med sin roman den belgiske, ja hele den vestlige kultur. Det er ganske komisk, når asylcentrets mænd læser de belgiske kvinders kontaktannoncer, fordi man kommer til at se på en kultur med deres blik. Og når man igennem fortællerens optik ser ud på verden fra et sygt sted, erkender man også det sygelige ved den vestlige kulturs diskoteksmiljø, bureaukrati og dehumaniserende behandling. Dimitri Verhulsts fortæller peger ikke fingre ad systemet. På spidsfindig vis får læseren selv lov til at væmmes – og reagere.

 

Barndom med druk og sveskesang

“På køkkengulvet stod en del spande, der opfangede vanddråberne fra loftet. Hvor hyggelige var ikke disse aftener, hvor vi sad samlet i sofaen og lyttede til de plaskende spandes bløde klange og prøvede at gætte, hvilke xylofonmelodier der blev spillet for os gennem det ramponerede tag.”
Dimitri Verhulst: “Altings bedrøvelighed”, s. 11-12.

I “De helaasheid der dingen” fra 2006 (“Altings bedrøvelighed”, 2007) hedder jeg-fortælleren Dimitri Verhulst, født i Kantonstraat i Belgien. Her bor han med sin far og mor, indtil moderen skrider og faderen tager Dimitri med hen til farmoderen i Reetveerdegem, hvor de fraskilte onkler også bor.

Romanen er bygget op af kapitler, der med titler som “Tour de France”, “De sunkne spædbørns ø” og “Guf for etnologer” giver os bidder af stemningen i fortællerens familie. De laver drukkonkurrencer til de segner, og de ser genudsendelserne af quizprogrammer i fjernsynet, så de stolt kan svare på spørgsmålene. Desværre er pantefogeden på et tidspunkt nødt til at tage fjernsynet med sig. Hele familien elsker Roy Orbison, og da hans koncert bliver sendt i tv, må de opsøge en iransk familie i byen, der gæstfrit tager imod de dansende verhulster.

Lille Dimitri kommer med hen på den lokale bodega og spiller billard. Han lærer hurtigt, at det ikke hedder at tisse men at pisse, og at familiens nationalsang er “Sveskesangen”, hvor en af linierne lyder: “Vil du se et mirakel ske? Den er våd, men der er ingen regn at se.”

Beskrivelserne af fortællerens opvækst får ordet “tvangsfjernelse” til at lyse med kursiveret neonskrift for læserens indre blik. Men der er en naturlig lethed bag de profane beskrivelser, der også gør miljøet til et kærligt bekendtskab. Der er et sammenhold og en insisterende udholdenhed i familien, der gør, at man føler sig godt tilpas. Mange af scenarierne er hylende morsomme og på trods af fortællerstemmens skrigende sarkasme, bliver holdningen aldrig nedladende. Da Dimitri vender tilbage til miljøet som voksen, har han fået en uddannelse og en lille søn. Det er med en slet skjult melankoli, at han tager sønnen med på bodega og lader ham prøve spillemaskinen. Det er, som om det “rigtige, normale” liv, der står i skærende kontrast til Verhulst-familiens opdragelse, heller ikke er helt som det skal være.

26715008

Forfatteren Dimitri Verhulst anvender humoren som et knivskarpt værktøj. Anvendelsen af hans eget navn og træk af egen livshistorie giver en indlevelse og autenticitet, der burde gøre fortællingen endnu mere uudholdelig, når de barske sociale vilkår bliver klasket på bordet. Men det autentiske afsæt kommer mere til at virke som en tilladelse til at vrænge kærligt af dem, man kender godt. Dimitri Verhulst har et såkaldt privilegeret udsigelsessted. Romanen er ikke en selvbiografi, men de groteske portrætter virker næsten for vilde til at være fiktion. Der er elementer i fortællingen, der er så overdrevne, at det bliver muligt at grine. Den rørende sarkasme gør, at man ikke griner af ham og familien men med dem. Det er følsomt og hele tiden lige på grænsen til det ubærlige. Alligevel holder man som læser ved og derfor holder man af Dimitris fuldstændig fucked-up familie.

“Altings bedrøvelighed” er et signalement af det anormale. Man kommer indenfor hos samfundets pinlige fyldebøtter. Det er ikke traditionel socialrealisme, og det bliver ikke udstillet “hvem det er synd for”. For det er også synd for de normale. Romanen kan således ses som en kritik, ikke bare af et konkret samfunds håndtering af sociale problemer, men også af en hel verdensorden og den traditionelle opfattelse af “det gode liv”. Jeg-fortælleren Dimitri kommer ikke som en sladrevoren unge og siger: “Se, hvor slemt jeg har haft det”. Han siger: “Sådan her kan man også have det.”

 

 

Humoren som motor og strategi

Dimitri Verhulst vælger nogle tunge emner og skriver om dem så legende let og humoristisk, at man i momenter glemmer tragedien bag. Romanerne er bygget op af snapshotagtige scener, der portrætterer nogle mennesker i et givent miljø. Der er således ikke en decideret fremadskridende handling, men mere et fletværk af billeder og situationer, således at man som læser føler man selv har været der – på asylcenteret eller på Verhulst-familiens stambodega. De uforfærdede, næsten surrealistiske beskrivelser giver en stærk billeddannelse og derfor også en følelsesmæssig indlevelse – som da den bomberamte dreng får et blåt glasøje, selvom hans andet er brunt.

Som med mange andre forfattere og filmmagere kan man hos Dimitri Verhulst overveje det etiske rigtige i at gøre dødalvorlige emner til beskrivelser, der får læseren til at klukle. Men lødigheden består i, at der ikke bliver gjort grin med nogen. Det er fortællingernes åbenbare absurditet og meningsløshed, der gør det komisk. Ligesom en stand-up komiker kan nærme sig nogle tabuer ved at overdrive og få os til at grine af det “forfærdelige”. Humoren bliver således adgangsbillet til et univers, der i andre sammenhænge nemt kunne være uudholdeligt at læse om.

 

Lårklaskende morsomt - og politisk

I både “Hotel Problemski” og “Altings bedrøvelighed” skildres vrangsiden af samfundet. Det er beskæmmende, at børn skal vokse op med kronisk alkoholisme i socialt belastede hjem, og det er ubærligt at tænke på, hvis ens samfund har asylcentre, hvor beboerne bliver behandlet som dyr. Dimitri Verhulst vender denne vrangside ud mod verden og gør det beskæmmende nærværende og fordøjeligt. Det er provokerende, både fordi han forvandler komplekse sociale problemstillinger til poetiske historier med glimt i øjet, men også fordi læseren gennem indlevelse og (en mulig) identifikation bliver lokket til at glo lige ind i samfundets fortrængte og blødende sår.

Forskellen på de to romaner er, at hvor “Altings bedrøvelighed” er med til at sætte spørgsmålstegn ved ’det gode liv’, så skildrer “Hotel Problemski” et decideret ’ikke-liv’. Den politiske opsang i “Hotel Problemski” er således hvinende tydelig: Man kan ikke tillade sig at have asylcentre, der behandler folk på den måde!

“Altings bedrøvelighed” fordrer en mere nuanceret refleksion vedrørende socialhjælp og livsformer.

 

Litterære inspiratiooner og slægtskaber

Dimitri Verhulsts sproglige stil bærer præg af noget rablende og samtidigt nøgternt. Det er som historierne er fosset ud af hans pen, og at der i hver enkelt fortælling “kunne være meget mere, hvor det kommer fra”. Hans tone er personlig og svær at sammenligne med andre forfatterskaber.

Konceptet i “Altings bedrøvelighed”, hvor en stor del af forfatterens egen biografi bliver anvendt og leget med, er set hos en del danske forfattere i samtiden. Af eksempler kan nævnes Knud Romers “Den som blinker er bange for døden” (2006) samt Erling Jepsens “Kunsten at græde i kor” (2002). Begge disse romaner er baseret på barndomsminder, og de benytter ligesom Dimitri Verhulst en bittersød humor til at skildre brutale sandheder vedrørende henholdsvis tyskerhad og incest.

Konceptet med at anvende humor som afvæbner af tunge emner ses blandt andet også hos den amerikanske forfatter Jonathan Safran Foer, der har skildret verdensbegivenhederne Holocaust og 11. september med bøgerne “Alt bliver oplyst” (da. 2003) og “Ekstremt højt og utrolig tæt på” (da. 2005). Begge Foers romaner håndterer sørgelige skæbnehistorier ved at etablere et charmerende persongalleri og en leg med sproget.

Når Dimitri Verhulst er blevet inspireret til at skrive om et asylcenter efter et journalistisk besøg, giver det et særligt skær af autenticitet, hvis man altså ved det, inden man læser bogen. Som læser forventer man et særligt indblik fra en der har “været der selv”. Denne strategi ses i sin yderste konsekvens hos den tyske journalist og forfatter Günther Walraff, der i 1970’erne blev indbegrebet af “under cover-journalistikken”. Her tog han blandt andet identitet som tyrkisk arbejdsmand – med falsk navn og udklædning – for at kunne give en detaljeret beskrivelse af, hvordan det var at leve på bunden af det tyske samfund. Dimitri Verhulst er ikke ligeså radikal i sin fremgangsmåde, men projekterne er sammenlignelige.

Endelig er Dimitri Verhulst blevet kaldt Belgiens svar på den franske forfatter Michel Houellebecq. Dette skyldes dels det provokerende i forfatterskabet, dels den underliggende vrængen af den vestlige civilisation og dens dehumaniserende kølighed. Begge forfattere har også den historie til fælles, at de er blevet jagtet af familiemedlemmer og andre, der føler sig udstillet i deres bøger. En problematik Knud Romer i øvrigt også kan nikke genkendende til. Når forfattere lader deres værker balancere helt tæt på grænsen mellem virkelighed og fiktion, kan det ofte medføre kraftige reaktioner.

 

Bibliografi

Værker oversat til dansk

Verhulst, Dimitri:
Hotel Problemski. 2004. (Problemski Hotel. 2003). Roman.
Verhulst, Dimitri:
Altings bedrøvelighed. 2007. (De helaasheid der dingen. 2006). Roman.

Andre udgivelser

Verhulst, Dimitri:
Assevrijdag. 1994. Novellesamling.
Verhulst, Dimitri:
De kamer hiernaast. 1999. . Novellesamling.
Verhulst, Dimitri:
Niets, niemand en redelijk stil. 2000. Roman.
Verhulst, Dimitri:
Liefde, tenzij anders vermeld. 2001. Digte.
Verhulst, Dimitri:
De verveling van de keeper. 2002. Roman.
Verhulst, Dimitri:
Dinsdagland. 2004. Rejseskildringer.
Verhulst, Dimitri:
De aankomst in de bleke morgen op dat bleke plein (Aalst), Victoria & Sintjoris. 2005. Drama.
Verhulst, Dimitri:
Mevrouw Verona daalt de heuvel af. 2006. Roman.
Verhulst, Dimitri:
Godverdomse dagen op een godverdomse bol. 2008. Roman.

Om Dimitri Verhulst

Artikler

Wivel, Klaus:
Løgnens Nøgle. Weekendavisen, 2005-02-04.
Kjølbye, Marie Louise:
Umenneskeligt asyl. Kristeligt dagblad, 2005-01-31.
Munck, Aske:
Den kyniske flue. Politiken, 2004-12-04.

Link

Dimitri Verhulsts danske forlag.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning i bibliotek.dk