I både “Hotel Problemski” og “Altings bedrøvelighed” skildres vrangsiden af samfundet. Det er beskæmmende, at børn skal vokse op med kronisk alkoholisme i socialt belastede hjem, og det er ubærligt at tænke på, hvis ens samfund har asylcentre, hvor beboerne bliver behandlet som dyr. Dimitri Verhulst vender denne vrangside ud mod verden og gør det beskæmmende nærværende og fordøjeligt. Det er provokerende, både fordi han forvandler komplekse sociale problemstillinger til poetiske historier med glimt i øjet, men også fordi læseren gennem indlevelse og (en mulig) identifikation bliver lokket til at glo lige ind i samfundets fortrængte og blødende sår.
Forskellen på de to romaner er, at hvor “Altings bedrøvelighed” er med til at sætte spørgsmålstegn ved ’det gode liv’, så skildrer “Hotel Problemski” et decideret ’ikke-liv’. Den politiske opsang i “Hotel Problemski” er således hvinende tydelig: Man kan ikke tillade sig at have asylcentre, der behandler folk på den måde!
“Altings bedrøvelighed” fordrer en mere nuanceret refleksion vedrørende socialhjælp og livsformer.