Ned til kvinderne – da Per blev til Pia

Året efter, i 2000, udgav Hanne-Vibeke Holst den autentiske beretning om en transseksuel mand, nemlig ”Ned til kvinderne – da Per blev til Pia”. Holst skrev på opfordring af den 54-årige Per historien om den pinagtige hemmelighed, om dobbeltidentiteten, om problemerne med at fortælle omverdenen om sine følelser, samt om den endelige transformation: kønsskifteoperationen der gjorde Per til Pia.

23745429

Det er et nærgående og sårbart portræt af en personlighed, der ikke er socialt og seksuelt forståelig for sine omgivelser – hverken før eller efter operationen. For er en mand, der drømmer om at være kvinde, en rigtig mand? Og tilsvarende: er en mand, som er blevet opereret til kvinde, så en rigtig kvinde?

Per/Pia svarer indirekte nej til begge dele. For det første har samfundet svært ved at forholde sig til en mand med forkærlighed for kvindetøj. For det andet sidder kønnet ikke i kønsorganerne, men indprentes os gennem socialisering. Man må have ‘født og blødt’, som Pia udtrykker det efter operationen, med henvisning til de livslange kropslige erfaringer, et operativt indgreb umuligt kan give hende. Operationen fjerner således ikke længslen, ikke tvivlen om, hvem hun er, om valget var rigtigt, og heller ikke følelsen af at være en stigmatiseret grænseeksistens i samfundet.

På den vis er beretningen dels en fortælling om et samfund med en snæver seksualmoral, der har meget svært ved at acceptere og indlemme en ‘seksuelt anden’ i fællesskabet og dels en beretning om at træffe et valg og vælge sin identitet.