Vita Andersens femte roman ”Sig det ikke til nogen” fra 2012 forløber i to spor. Romanens 64 korte kapitler fortælles skiftevis fra Claires og Lauras synsvinkel. De to kvinder bor over for hinanden, lever adskilte liv, men deler drømmen om at finde trygheden. Og det er de villige til at gå langt for. Så langt, at de både fornedres, bliver slået og fremstår magtesløse og selvdestruktive, men heldigvis findes der håb hen mod romanens slutning. De to kvinders spor krydses, da Claire, der er fotograf, en sen nat ser Simon slå Laura. Hun tager billeder af optrinnet, tager senere kontakt til Simon og begynder endda at belure og stalke Laura, men hun formår ikke at række ud og hjælpe.
29611343
Laura og Simon drømmer om et barn, men får en hund, uden at det dog ændrer noget ved volden i ægteskabet. Claire bor sammen med kæresten Adam og sin teenagedatter Zarah, og de forsøger på bedste vis at leve som en harmonisk kernefamilie. Men Claire nages af datterens åbenlyse tilnærmelser til Adam, og hun føler sig ikke sikker på, at papfaren fastholder grænserne mellem barn og voksen. Men hun tør ikke konfrontere dem, vil hellere selv lide frem for at satse trygheden. Men kvindernes projekt lykkes ikke. Langsomt går deres liv mere og mere i opløsning, sprækkerne åbner sig, og det må nødvendigvis ende galt.
Romanen kredser tematisk om forfatterens klassiske konfliktstof, nemlig tryghedsnarkomani, selvværdstab, psykiske lidelser, vold, svigt og ensomhed. De to spor skaber på sin vis to fortællinger, der begge skrider kronologisk frem, men frem for en udvikling, sker der en afvikling. De to kvindeportrætter supplerer hinanden og viser, at kærligheden til et barn kan være lige så maltrakterende som tærskene fra en ægtemand. Sproget er som altid hos Vita Andersen vitalt, særligt i dialogerne, og hun skriver ting og situationer frem, så man tydeligt ser dem for sig.
”Sig det ikke til nogen” er et realistisk drama om den umulige kærlighed bag kernefamiliens facade