Man krænkede et barn. Sådan kunne hovedmotivet i Vita Andersens forfatterskab udtrykkes. Hovedpersonerne i hendes romaner, noveller, skuespil og digte er præget af sår på sjæl og psyke, som de blev påført i barndommen, fordi de voksne svigtede. Det gælder også hovedpersonen i Vita Andersens nyeste roman ”Indigo”, der har flere lighedstræk med den norske forfatter Vigdis Hjorths debatskabende roman ”Arv og miljø” (2016). Dels skriver begge forfattere med udgangspunkt i deres egen barndom, dels kredser de tematisk om svigt, ensomhed og vanvid, men hvor Andersen skriver fra barnets synsvinkel, skriver Hjort fra den voksne kvindes perspektiv. Vita Andersens roman har heller ikke medført en offentlig debat om, hvor tæt litteraturen har lov at gå på virkeligheden, som Vigdis Hjorts roman gjorde det i Norge.
Det er næppe urimeligt at hævde, at der også eksisterer en tematisk lighed mellem Vita Andersens digte og Tove Ditlevsens. Begge leder de efter heling, begge skildrer de pigesindets umådelige sårbarhed. Begge skriver de en digterisk og personlig Askepot-historie.
Selv mener Vita Andersen, at sammenligningen med Tove Ditlevsen har været med til at fastholde billedet af hende som den skrøbelige kunstner. Hun siger: ”Jeg tror godt, man kunne lide at se mig som en skrøbelig person uden humor. Dels fordi man syntes, jeg skrev om sørgelige ting. Og så var det nok også en medvirkende årsag, at jeg meget tidligt i min forfatterkarriere blev sammenlignet med Tove Ditlevsen. Og hun gik jo ud i en skov og begik selvmord. Der var faktisk en overgang, hvor kræfter i Fremskridtspartiet ville have forbudt mit forfatterskab, fordi de syntes, jeg havde sådan en negativ indstilling til livet og arbejdet.” (Lotte Thorsen: Interview: Superlykkelig klokken 16.00. Politiken, 2006-11-25).