Kapricer

Citat
”Denne plets dybdeskabende mørke kunne kun overgås i udtryksfuldhed af armhulesilhuetterne, de våde hårs fine spor henover lagenet, der selv med min tyndeste kinesiske pensel var umulige at optegne præcist.”
”Kapricer”, s. 9.

Harald Voetmann debuterede allerede som 22-årig i år 2000 med tekstsamlingen ”Kapricer”. Teksterne er korte og synes skødesløst sammensat, hvilket titlen også antyder: Kaprice betyder 'lunefuldt indfald'. Bogen er umiddelbart en samling af tilfældigheder, som nærmest er kommet til verden for sjov. Samtidig er kapricer også titlen på en serie af raderinger fra omkring år 1800 af den spanske maler Francisco Goya, i hvilken han laver en eksperimenterende kritik af et spansk samfund præget af irrationel overtro og kirkelig magt.

23083248

Den religiøse lære og lærerens autoritet får da også straks én over nakken i novellen ”Konformationsforberedelse” (”Kapricer”s tredje tekst), men alligevel er de mange fragmenterede tekster et gakket sammenrend af minder, fantasier, absurde scener og metarefleksioner over arbejdet med den store (fiktive) roman om Katharina den Store.

Allerede i ”Kapricer”s navnløse første korte tekst kommer et af Voetmanns varemærker til syne. Mens vi alle har travlt med at vaske og parfumere kroppens uddunstninger og lugte, lader Harald Voetmann kroppens væsker stå som mindesmærke: ”Der var en ring af orange fedt inderst, i den mørke midte af den svedplamage på sengen, der var din, som om dit hjerte havde udskilt det den morgen.” Her står svedpletten som et mindesmærke over et for læseren ukendt ”dig”, som ikke er der længere. Om det er en forsvundet elsker, et afdødt familiemedlem eller noget helt tredje står åbent, men pletten står som en monument, ”der selv med min tyndeste kinesiske pensel var umulige at optegne præcist.” I åbningsteksten afvises altså kunstnerens mulighed for perfekt at fastlåse mindet, som det faktisk var. Her går Voetmann ind i en antik diskussion om begrebet mimesis: Platon anså kunsten som efterligning af virkeligheden, der ikke helt kunne stå mål med den ægte vare (eller filosofien). Aristoteles derimod havde større tiltro til kunstens evner, men Harald Voetmann synes altså i ”Kapricer” at stå på Platons side.