I 2017 vendte Herbjørg Wassmo tilbage til Dina og hendes efterkommere med romanen ”Den som ser” (”Den der ser”, 2017). Der er tale om en selvstændig fortsættelse af fortællingen om den karismatiske Dina og hendes familie, som bl.a. handler om, hvor afgørende Dinas liv og skæbne bliver for sønnen Benjamin og barnebarnet Karna. Samtidig er det et ægteskabsdrama og en skildring af en moderne, selvstændig kvinde.
Romanen tager sin begyndelse i år 1890, da Dina skal begraves efter at være omkommet i en brand. I den fyldte kirke stiller Karna sig op foran menigheden for på vegne af sin farmor at fortælle om de to mænd, Dina slog ihjel. En bekendelse, der dog får store konsekvenser for Karna, som efterfølgende holder op med at tale og forsvinder ind i sin egen verden. Den unge skrøbelige pige har fået for meget at bære på ved at påtage sig at vidne: ”Hvordan kunne Johan, en voksen mand, en præst udsætte et barn for at skulle tilstå sin farmors synder i kirken? Fattede han ikke, at der var grænser for hvad et ungt menneske kunne tåle?” (s. 17), som det hedder med stedmoren Annas ord. Ægteskabet mellem Benjamin og Anna er i krise, og da Karna forsøger at begå selvmord rejser Anna til København for at få steddatteren indlagt til psykiatrisk behandling. Og på hospitalet drages Anna mod reservelægen Joakim.
53615791
Romanen er skrevet med en tredjepersonsfortæller med indre synsvinkel, som skifter mellem bogens centrale figurer og tager form efter den aktuelle person. Som her Karnas opbrudte sætninger med deres egen logik: ”Egentlig opholdt hun sig i et marionetteater, hvor dukkeføreren var faldet i søvn (…) Vide at hun var udvalgt. At hun var en der ikke behøvede at råbe om natten, eller ønske sig et andet sted hen. Og hun vidste det jo. Før eller siden ville det brænde. Også her.” (s. 41). Med sin fortællestil trænger Wassmo således ind i Karnas hoved, som er fuld af hallucinationer og vrangforestillinger.
Bogen præsenterer i sin miljøskildring et tidsbillede af både datidens København og det nordlige Norge. I den historiske skildring er den stærke Anna, som søger sin egen frihed, ligeledes en repræsentant for den nye selvstændige kvinde omkring år 1900. Romanen er desuden et dramatisk trekantsdrama – og bliver en historie præget af skyld, erotisk tiltrækning, jalousi og tilgivelse.