Tora-trilogien

Citat
“Virkeligheden løftede hende op til overfladen, hentede hende ind fra drømmen. Så stod hun op og gik hen til vinduet for at slippe væk fra sig selv. Lys sommerhimmel med skinnende, uldne skyer. Som lam i det fjerne. Da så hun sig selv udefra. En skikkelse i en hvid, tynd natkjole. Og hun havde ingen at dele sig selv med."
“Hudløs himmel”, s. 128.

Herbjørg Wassmos debutroman “Huset med den blinde glassveranda” fra 1981 (“Huset med den blinde glasveranda”, 1983) udgør sammen med “Det stumme rommet” fra 1983 (”Det stumme rum”, 1984) og “Hudløs himmel” fra 1986 (“Hudløs himmel”, 1987) Tora-trilogien. Trilogien kan både læses som en traditionel psykologisk beretning om pigen Toras udvikling fra barn til ung kvinde og som en fragmenteret modernistisk fortælling om et splittet sind, en ødelagt krop og et sprog, der bryder sammen.

Romanerne foregår i 1950´erne i et lille samfund på en ø ud for Nordnorges kyst, der skildres som et fastlåst og isoleret efterkrigssamfund, hvor hver har sin plads, og hvor den sociale kontrol er stor. Barnet Tora er ekstra udsat, fordi hun ikke blot er horeunge men også tyskerunge. Morens nye mand forgriber sig tilmed seksuelt på sin steddatter og skaber et næsten ubærligt forhold i familien med had, skyld, skam, binding og angst.

23162237

Et vigtigt tema i Herbjørg Wassmos forfatterskab er allerede her til stede. Tora bliver ikke bare billede på det incestødelagte barn, men på det svigtede barn i mere generel forstand. Toras reaktion på svigtet udvikler sig til et psykotisk identitetsskred og sprogligt kaos. Galskaben kan siges at blive både en flugt og et oprør. Tora tror, at hun er alene og skyldig, og erfaringen bliver en tavs byrde, som ikke kan blive verbal eller sættes i forbindelse med virkeligheden. Det blinde, det stumme og det hudløse, der ligger i romanernes titler, symboliserer de egentlige virksomme lag i menneskesindet: Inde bag det sete, det sagte og hovedpersonens hårde skal, ligger der voldsomme kræfter.
På trods af udviklingsforløbet i trilogien kommer hovedpersonen aldrig fri af øsamfundet og bindingen til familien. For der er stadig meget, som ikke må siges, ikke kan siges, eller som hun ikke evner at sætte ord på.
Herbjørg Wassmos lavmælte debutroman “Huset med den blinde glassveranda” og de følgende to romaner fortælles fra den grænse, hvor menneskers følelser og psyke hele tiden indeholder en fare for at udløse voldsomme begivenheder. Det er en rystende psykologisk beretning, som dog også har klare samfundskritiske træk i skildringen af udviklingen i Nordnorge i genopbygningsfasen efter Anden Verdenskrig. Romanerne vakte opsigt ved udgivelsen i Norge på grund af deres livtag med tabuemner som tyskerunger, incest og voldtægt. Ligeledes er det gennemgribende incestforhold et dramatisk symbol på indestængtheden og den sociale arv i isolerede samfund, på manglende menneskeligt overskud og på skrøbeligheden i den seksualitet, der ellers for Wassmo indeholder en særlig grad af frihed, integritet og frigørelse.