Herbjørg Wassmo søger i sine bøger at give ord til den sprogløse dimension i mennesket, og den pågående voldsomhed i hendes metaforik slår visse steder ud i en patos, som er blevet kritiseret. I Norge har der været en vis skepsis fra akademisk side over for forfatterskabet, som i visse tilfælde er blevet placeret på grænsen til triviallitteraturen. Wassmos romaner er dog samtidig kritikerroste. Hun har som forfatter traditionsbevidst fornyet kombinationen af psykologisk roman og bred samfundsskildring. Hun har taget fat i den barske nordiske natur og de isolerede udsteder. Med respekt skildres de kulturelle rødder, der er forankret i anderledes samfund præget af slægten og arbejdets betydning. Men fortællingerne stiller sig også kritiske over for de isolerede samfunds indelukkethed.
I nogle af sine seneste romaner fokuserer Wassmo mere på nutidshistorien og moderne kvindeskikkelser, uden dog at slippe forholdet mellem nutiden og fortiden, som er en gennemgående problematik i forfatterskabet. Det gælder også hendes roman fra 2021, "Mit menneske”, hvis hovedpersoner også er præget af en opvækst i et lille nordnorsk samfund.
I Wassmos delvist selvbiografiske romaner ”Hundrede år” og ”Disse øjeblikke” er koblingen mellem hendes egen livshistorie og de kvindeskæbner, der findes i hendes slægts historie, et af omdrejningspunkterne. Forfatterskabets gennemgående tematik om det svigtede barn får her et ekstra lag, da Wassmo afslører, at hun selv som barn blev svigtet og udsat for overgreb. 20 år efter afslutningen på sin Dina-trilogi vendte Wassmo i 2017 tilbage til forfatterskabets mest kendte karakter, Dina, og hendes efterkommere. Med romanen ”Den der ser” fortæller Wassmo historien om, hvad der skete med familien efter Dinas død, og sætter et punktum for sin berømte slægtssaga. En væsentlig tematik i romanen er, at Dinas skæbne bliver livsafgørende for både hendes søn Benjamin og barnebarnet Karna. Flere generationer bærer Dinas skyld – enten ved at tie eller ved at påtage sig at vidne.