Hjertets utålmodighed

Citat
”De beslutninger vi tager her i livet, er i langt højere grad afhængige af vor stand og vore omgivelser, end vi holder af at indrømme.”
”Hjertets utålmodighed”, s. 322.

I 1939 udkom ”Ungeduld des Herzens” fra 1939 (”Hjertets utålmodighed”), der er den eneste af Zweigs ikke-biografiske romaner, der udkom mens han levede. En lille rammefortælling indleder den egentlige historie, idet fortælleren, ved en tilfældighed i 1938, introduceres til hovedpersonen Anton Hofmiller, som herefter beretter om det kærlighedsdrama, han var viklet ind i og som fik et fatalt endeligt i månederne op til første verdenskrigs udbrud.

Den primære historie foregår i 1914 i dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn. Den er fortalt i datid af den midaldrende Anton Hofmiller. Han blev under første verdenskrig hædret til Maria-Theresia ridder, men føler ikke at hans heltestatus er berettiget. ”Hjertets utålmodighed” er hans personlige redegørelse for de omstændigheder, der gik forud for hans modige krigsindsats.

Hofmiller arbejder som løjtnant i kavaleriet ved grænsen til Ungarn. I et nostalgisk tilbageblik beskriver han sit møde med den uhelbredeligt syge Edith, der bor på et lille slot i nærheden af kasernen. Edith er datter af den rige, jødiske Kekesfalva, der ved et lykketræf, og en god portion snilde, er blevet millionær. Anton og Edith mødes til en fin middag hjemme hos Kekesfalva. Af ren høflighed byder løjtnanten husets datter op til dans, uvidende om at hun er lam i begge ben efter en ulykke. Da hun er kommet sig over den første forskrækkelse, forelsker hun sig uigenkaldeligt i den 25-årige løjtnant.

Men Hofmiller har kun medlidenhed til overs for Edith og hendes kærlighed. Denne medlidenhed får voldsomme konsekvenser. Han har ikke viljestyrken til at være oprigtig over for hende og lyver om hendes mulighed for ved hjælp af en ny kur hurtigt at komme til gå igen. Derved giver han den unge pige og hendes familie et falsk håb om, at Edith vil kunne blive helbredt. Skyld, skam, medynk, stolthed og forvirring – følelserne farer gennem løjtnantens hoved. Han er for stolt til at vedkende sig relationen til Edith over for omverdenen, fordi hun er en krøbling, og bruger deres standsforskel som argument for forholdets umulighed.