Stefan Zweigs ”Schachnovelle” fra 1941 (”Skaknovelle”, 1973) betragtes af mange som højdepunktet i hans forfatterskab. Den lange novelle er historien om, hvordan verdensmesteren i skak Mirko Czentovic taber til en ukendt, østrigsk flygtning Dr. B., som ikke har siddet ved et skakbræt i over tyve år.
Novellen er fortalt i jeg-person af en fortæller, der interesserer sig uhyrligt for menneskets psyke og hjernens udvikling. Fortælleren er om bord på en passagerdamper, der sejler fra New York til Buenos Aires, hvor også verdensmesteren i skak befinder sig. Han er nysgerrig for at komme i snak med verdensmesteren, fordi denne er lidt af en særling. En apatisk, udannet og delvist analfabetisk person. Hans opførsel har skabt furore i det ellers så intellektuelle skakmiljø. Opvokset som plejebarn i en fattig præstefamilie opdages Czentovics talent ved et tilfælde, og han gør lynkarriere. Om bord på båden skyer han arrogant alle andre, indtil den ærgerrige, whiskydrikkende McConnor betaler ham for at spille et parti skak mod nogle af bådens amatører. Da den forsigtige Dr. B. kommer forbi og blander sig i spillet, tager historien en uventet drejning. Spillet ender ved hans hjælp med remis, hvorefter Czentovic beder om revanche. I næste forsøg taber verdensmesteren til den blufærdige Dr. B.
Fortælleren opsøger nysgerrigt Dr. B., som giver ham sin gribende historie. Dr. B. var juridisk rådgiver for den østrigske kejserfamilie, og blev – da Hitler besatte Østrig – fanget af Gestapo og tilbageholdt et år i en isolationscelle. Under et forhør stjal han en lille bog, der viste sig at være en oversigt over 150 mesterpartier skak. I begyndelsen føltes de imaginære skakspil som Dr. B.s redning fra isolationens meningsløse tomhed, men langsomt udviklede han i stedet en psykose. Grænsen mellem gal og genial er hårfin. Dr. B.s sarte sjæl, og det pres og de traumer han forbinder skakspillet med, er beskrevet med en alvorlig tone i et nervepirrende, medfølende sprog. ”Skaknovelle” kan læses som en desillusioneret allegori over nazismen: I kampen mellem intellekt og primitivitet sejrer sidstnævnte.