Den afskyelige

Citat
”Kenneth forer et dynebetræk med en stor plasticpose, som vi smutter isklumper i. Når han ligger sådan, i sit sommerhi, bliver hans hjerteslag langsommere og langsommere. Væk er den feberagtige puls, som giver åndenød. Han behøver heller ikke ligge og gispe med tungen ud af munden. Kenneth sover dage væk, især ved middagstid er han umulig at vække.”
”Den afskyelige”, s. 118-119.

Charlotte Weitzes roman ”Den afskyelige” fra 2016 foregår i en nær fremtid i et nordisk land, hvor de globale klimaforandringer for alvor er slået igennem. Der er tale om en jegfortælling med indre synsvinkel hos pigen Heidi, der har taget et rengøringsjob på et hospital for at være tæt på sin søster Angelica, som for syv år siden kom ud for landets sidste skisportsulykke. Det var dengang, der var sne på løjperne. Nu er verdens gletsjere snart helt væk, ligesom øer er forsvundet i havet, ørkenerne er vokset, regnskovene er blevet færre og tusindvis af dyrearter er uddøde, men ”så længe der er noget is tilbage, så er der håb. Den hvide is gør, at den smule sne, der falder ovenpå, bliver liggende.” (s. 31).

52266203

Som ofte hos Weitze bliver følelser til ydre drama. Den skyldfølelse og sorg, Heidi føler efter søsterens ulykke, har måske gjort hende helt kold indeni. De mænd, hun har sex med, klager i hvert fald over hendes helt konkrete indre kulde. Den tilsyneladende realistiske scene bliver ligeledes sammenkoblet med mytologisk stof, da hovedpersonen forelsker sig i den høje og kraftigt behårede Kenneth, som døjer med øget svedproduktion. Den stigende varme er et stort problem for ham, som mere og mere fanatisk forsøger at modvirke yderligere CO²-udledninger. Det viser sig efterhånden, at Kenneths dna bærer spor af de såkaldte snefolk. Det er også en verden, hvor utrolig mange børn fødes med underlige misdannelser – som drengen Ankerstjerne, der mest af alt ligner en fisk med sin skællede hud og sammenvoksede ben.

Weitze tematiserer følelser som søskendejalousi, sorg, savn og kærlighed i sin bog, som ligeledes skildrer fanatisme og overgangen til voksenlivet. Det tilsyneladende genkendelige sættes sammen med myten om den afskyelige snemand, yetien. Eventyrets konkretisering af følelser og skildring af en overgangsperiode i et menneskes liv er også del af denne roman. Derudover er fortællingen en slags dystopi over, hvor galt det kan gå, hvis verden kun bliver varmere og varmere, og en overvejelse over den enkeltes ansvar: ”Vandstanden er skabt af millioner af skabningers millioner af valg. Dilemmaer, der skulle afgøres, ofte splitsekunder, af folk, som ikke havde tid til at tænke.” (s. 301).