Kvalme og lede i provinsen

Citat
”Manuel havde grædt, som var han bleven pisket, da han rullede ud af sit barndomshjem. Og mo’r Karen havde siddet bleg og stille ved hans side og tysset på ham og snakket godt. Knors havde han haft på armen, og Mortensen havde kukkeluret i en lågkurv ved hans fødder. Det var nu på nær femten år siden. Og han var dengang nitten og havde aldrig nogen sinde været to dage i træk borte fra fædrenegården. – Naturligvis blev han til spot og spe i købstaden ...
Gustav Wied: ”Livsens Ondskab”, side 25-26.

Det er med den fiktive, sydsjællandske provinsby Gammelkøbing som omdrejningspunkt, at Gustav Wied i romanerne ”Livsens Ondskab” (1898), ”Knagsted” (1902) og ”Pastor Sørensen & Co.” (1913) har skabt sine allermest elskede figurer: Det umage makkerpar toldkontrollør Knagsted og overlærer Clausen, den ene illusionsløs satiriker og levemand, den anden selvhøjtidelig og naiv menneskeelsker, den forsmåede puger Emanuel Thomsen, ”Thummelumsen”, og hans viljeløse ”Mor Karen”. Desuden institutioner som ”Ædedolkenes Klub”, hvis (udelukkende mandlige) medlemmer skal veje mindst 230 pund og ikke være under halvtreds år. Omkring disse figurer kredser et bipersongalleri af selvbevidste, intrigante provinsborgere, hvis gøren og laden Wied skildrer med bidende ironi.

I den første Gammelkøbing-roman, ”Livsens Ondskab”, der med tiden er blevet den mest populære af de tre, væves to handlingsspor sammen. Det ene er fortællingen om den skævbenede og umulige Emanuel og hans kuede mor, Karen, som efter faderens død har været tvunget til at forlade slægtsgården og i en længere årrække har ernæret sig som småhandlende i Gammelkøbing. Tanken om at vinde gården tilbage er blevet en besættelse for Emanuel, der ikke blot sætter alle sine penge til side, men også er overbevist om, at han er udvalgt til at vinde i lotteriet – ved Guds hjælp. Det har han nemlig fået åbenbaret i en drøm. Troen på, at han igen skal komme til ære og værdighed som gårdejer har gjort Emanuel immun overfor lillebyens latter og fornærmelser, men han er også blevet en selvforblændet og følelseskold fantast. Det går både ud over moderen og kusinen Wulfdine, der er udset til at blive hans hustru. Fortællingens ironi er, at Thummelumsen vitterlig vinder den store gevinst i lotteriet og får mulighed for at købe slægtsgården tilbage. Det er et mirakel, men miraklet gør ikke Emanuel lykkelig. Da han først har virkeliggjort sin drøm om at købe Gammelgaard tilbage, har han intet at leve for. Han formår ikke at drømme nye drømme, men ender i stedet med at sidde og længes efter de små stuer i Gammelkøbing, alt imens moderen og hustruen Wulfdine sygner hen i skyggen af hans skuffelse og bitterhed.

26149185

”Skomager, bliv ved din læst”, kunne være en passende parafrase over Wieds ondskabsfulde morale om Thummelumsen, som da også stemmer ganske fint overens med det fravær af illusioner, der kendetegner romanens anden hovedperson, tolderen Knagsted, hvis samtaler med vennen overlærer Clausen, ”Over-Clausen”, udgør romanens andet centrale handlingsspor. Knagsted og Clausen er hinandens modsætninger både af statur og sind. Knagsted er den trinde satiriker, Clausen det lange, alvorlige rær. Knagsted er direkte og voldsom, mens Clausen er blid og tænksom. Knagsted er nihilist, Clausen idealist. Makkerparret er uenige om alt og komplet uadskillelige og diskuterer romanen igennem små og store hændelser i Gammelkøbing, som en art kommentarspor til fortællingens udvikling.

Der er næppe nogen tvivl om, at Knagsted-figuren ligger meget tæt op ad Gustav Wieds eget temperament, men tilsammen repræsenterer Knagsted-Clausen en grundlæggende dobbeltfigur i Wieds forfatterskab: Det dobbelte blik på verden, dét, Wied selv kaldte tilstedeværelsen af ”Den Anden”. Allerede i 8-10 års alderen oplevede Gustav Wied således en stærk splittelse i sin personlighed, en kamp mellem to jeg’er. Det fortæller han om i erindringerne ”Digt og virkelighed”. At Gustav Wied muligvis led af skizofreni er en teori, der i eftertiden er blevet fremsat med mellemrum, blandt andre af forfatteren Tom Kristensen. Ser vi bort fra denne teori kan man under alle omstændigheder konstatere, at Knagsted-Clausen-figuren udgør modsætningsparret privat og offentlig. Hvor Clausen er borgeren, det gode, moralske menneske, der tager aktivt og medfølende del i sin omverden, hvis gode intentioner han tror på, er Knagsted anarkisten, på én gang dybt hæmningsløs og grænseløst passiv. Knagsted inkarnerer den usminkede ærlighed, ind-til-benet-erkendelsen af menneskets dårskab – også sin egen – og derfor er hans optræden ofte fornærmende, nærmest vulgær, og når han deltager i det sociale liv sammen med andre mennesker, er det oftest kun for at kunne iagttage dem og le af dem. For af natur er Knagsted i virkeligheden en eremit. I sin omgang med det opstyltede provinsborgerskab bliver han således talerør for det civiliserede menneskes undertrykte kvalme og lede ved sig selv og den rolle som socialt individ, samfundet påtvinger den enkelte. Et ubehag, der bobler frem i hele Wieds forfatterskab – og mere og mere med årene.

I Gammelkøbing-romanerne, ”Livsens Ondskab”, ”Knagsted” og ”Pastor Sørensen & Co.” er ubehaget dog altid ledsaget af et ironisk smil, der gør kvalmen til at holde ud, og i det provinsielle rum, fortællingerne udspiller sig i, er menneskene slet ikke store nok eller kompromisløse nok til, at man for alvor kan foragte eller hade dem. Anderledes skulle det blive i Gustav Wieds slægtsromaner, ”Slægten” og ”Fædrene æde druer”.