Omdrejningspunktet for ”Slægten” (1898) er fortællingen om den ikke længere purunge Baron Helmuth til Næsset og hans ægteskab med det sofistikerede bymenneske Alvilda, der har været gift før og kun har taget ham for hans navn og penge. Baron Helmuth er en godmodig, lidt overvægtig bondetamp, et simpelt menneske, der mest af alt ønsker at leve i fred og fordragelighed med sine omgivelser, dyrke sine herremandsinteresser og sørge for en arving til det gamle gods. Han er dybt forelsket i Alvilda og meget længe ude af stand til at erkende, at hun bedrager ham med sin smukke og charmerende fætter, Grev von Scheele. Helmuth tager til sidst en frygtelig hævn, men i modsætning til sine samvittighedsløse og selvbevidste forfædre, der ikke tvivlede på, at de havde retten på deres side, kan Helmuth ikke leve med sin gerning, men angrer og søger trøst i flasken. Hans dominerende mor må tage føringen, og det er hendes refleksion over slægtens skæbne, der runder fortællingen af og spidsformulerer moralen: – Skidt slægt! mumlede hun. – Rådden slægt! Ingen rygrad! Levet for længe! (”Slægten”, s. 237).
Der er ti år imellem ”Slægten” og den roman, Wied kalder ”Slægten opus 2”, nemlig ”Fædrene æde druer” (1908). Der er tale om to selvstændige romaner, men det tematiske sammenfald er åbenlyst: Begge romaner handler om de sidste skud på et efterhånden udtjent slægtstræ og i begge tilfælde ender den degenererede families sidste krampetrækninger i en katastrofe.
Ikke desto mindre er det åbenlyst, at Wieds kunstneriske ambitionsniveau var steget i årene mellem de to romaner. Wied havde blandt andet i mellemtiden skrevet det eksperimenterende satyrspil ”Dansemus”, og der er mange lighedspunkter mellem dette skuespil og ”Fædrene æde druer”: De er begge store, komplekse og på mange måder vanskeligt tilgængelige værker med deres omfattende persongalleri, utallige sidehistorier, handlingsspor, der forskyder sig på kryds og tværs og kronologiske spring. ”Fædrene æde druer” er da også nærmest scenisk bygget op: Dialogen er dominerende og fortællingen er bygget op af korte optrin, der bestandig afløser hinanden. Med ”Fædrene æde druer” holder Gustav Wied nok fast i temaet fra ”Slægten” – den undergangsdømte familie – men formen er ny.
Omdrejningspunktet for ”Fædrene æde druer” er den gamle adelsslægt Uldahl-Ege, et sammenrend af onde, svage, syge og nedbrudte individer, som er ude af stand til at magte tilværelsen. Grundstemningen i romanen er apokalyptisk – dommedagsvarslende – og det bibelske tema indvarsles da også i romanens titel, der er hentet fra Jeremias’ Bog (31,29) i det Gamle Testamente, hvor der står: ”Fædrene æde druer og børnenes tænder bliver sure”. Underforstået, fædrenes (mis)gerninger hævner sig på efterkommerne. Andre steder i Bibelen kan man finde lignende udsagn som f.eks. at straffen for en synd vil komme over familien i syv slægtled. En anden oplagt bibelsk reference er fortællingen om byerne Sodoma og Gomorra fra det Gamle Testamente. Her er pointen, at der ingen frelse gives, fordi der ikke er noget at frelse – ikke ét syndfrit eller godt menneske kan Gud finde i de to byer, og derfor jævner han dem nådesløst med jorden.
I ”Fædrene æde druer” må familien Uldahl-Ege også til sidst bukke under, og slægtens ejendom overtages af en yngre, stærkere bondeslægt, som imidlertid ikke står meget tilbage for den gamle adelsslægt i ondskabsfuldhed eller herremanerer, kun er de langt mere livskraftige og indvarsler dermed i romanens slutning begyndelsen på et nyt despoti. Håbet er ikke en mulighed i de wiedske slægtsromaner.