Gustav Wied var hele sit liv dramatiker, men i dag kender mange læsere ham først og fremmest som den bidske og satiriske romanforfatter, der med udgangspunkt i sin barndoms landskab i f.eks. ”Slægten” og ”Livsens Ondskab” portrætterer den danske provinsialisme i al dens smålighed og selvgodhed. Sine figurer fandt han i alle samfundslag, hvor ingen syntes ham for gode til at blive hængt ud, hverken fattig eller rig, mænd eller kvinder, stærk eller svag. I Wieds univers går tragedie og komedie, rå realisme og letbenet farce altid hånd i hånd, selvom sidste del af forfatterskabet nok bedst kan karakteriseres som tragisk farce.
Der er næppe tvivl om, at det er tvetydigheden, det dobbeltbundne i Wieds forfatterskab, der har sikret dets fortsatte popularitet: Hos Wied har komikken altid tyngde, mens tragedien bliver lettere at bære fordi den ledsages af latter og ironi, men først og fremmest er det helt karakteristisk, at sorg og glæde, gråd og latter altid følges ad hos Wied. Måske er det – i kombination med det ærkedanske landskab, hans romaner udspiller sig i – netop denne dobbeltbundethed, der får mange til at opfatte Wied som en gennemført dansk forfatter. Der går en lige linje fra Wieds lattervækkende familietragedier til f.eks. et moderne, kanoniseret filmværk som Thomas Vinterbergs ”Festen” (1997) eller Erling Jepsens delvist selvbiografiske roman ”Kunsten at græde i kor” (2002), der blev filmatiseret i 2007. Begge værker tager – ligesom Wieds gjorde det – fat på familien som arnested for incest, svigt og ondskab, men hele tiden bæres fortællingen frem af latteren: Det grusomme bliver grotesk morsomt, det grotesk morsomme er grusomt. Farcen er en måde at tage livtag med det onde på – at holde den tre skridt fra livet, kunne man tilføje, med henvisning til den ofte hørte anklage mod ”den danske mentalitet”, at den har så forbandet svært ved at tage noget alvorligt – og slet ikke slægten! Det ville således ikke være helt ved siden af at bemærke den meget store forskel, der er på familiebilledet i f.eks. dansk og svensk kultur. Hvor svenskerne så at sige har taget patent på den tragiske slægtshistorie, har danskerne sat sig på familien som farce, familien, der går under til lyden af latterbrøl.
Gustav Wied indtager en plads helt fremme i den danske familie-farces førerfelt, måske som mesteren over dem alle, fordi han hverken gik på kompromis med tragedien eller komedien: Hans værker er udstrakt mellem begge poler, og enhver, der læser Wied vil selv føle sig strakt til sit yderste, revet og flået i. Effekten er stadig lige stærk, nu snart 100 år efter Wieds alt for tidlige død.