Wiinblads skrift er inspireret af Écriture féminine – en fransk og feministisk litteraturteoretisk retning fra 1970’erne – og den koncentrerer sig i forlængelse heraf om at fremskrive kroppen i teksten og i øvrigt at forhandle og debattere den måde mening produceres på en henholdsvis kvindelig og mandlig måde. Wiinblad trækker her aktier på hovedværker inden for genren, som f.eks. Sylvia Plath med “Ariel”, Joan Didion med “Play It as It Lays”, Fay Weldon med “Praxis” og ikke mindst Marguerite Duras med ”Elskeren” – som alle arbejder med at finde udtryk for en specifik kvindelig erfaringsverden. Hos Wiinblad kan man navnlig se inspirationen i ”De elskende”, hvor henholdsvis kvindens og mandens tale både er markeret forskelligt og lyder ganske forskelligt.
Blandt Christel Wiinblads samtidige i dansk litteratur fremhæves Josefine Klougart og Nina Søs Vinther ofte som åndsfæller, men hos forfattere som Lars Frost, Ursula Andkjær Olsen, Lone Hørslev og Mette Moestrup m.fl. fornemmer man en lignende mørk tone, udtrykt via forliste forhold, braste illusioner, knuste drømme og personlige tab. Går vi imidlertid til udlandet, finder vi hos en forfatter som den nobelprismodtagende Herta Müller – som i øvrigt er et selverklæret idol for Wiinblad – måske det stærkeste slægtsskab. Tog man en nation af smerte og skalerede den ned til en villavej, ligner Wiinblads Odense til forveksling Herta Müllers Rumænien og 'overgrebets matrikel'. Müllers lille tysktalende enklave, degenereret, indeklemt i et hjørne af verden, ingen ser eller bryder sig om at se. Det er det samme knuste perspektiv, den samme undersøgelse af skam og isolation, den samme forpligtelse på sproget, de udtrykker.