Christel Wiinblads ”De elskende” er sidste del af den trilogi, som blev indledt med ”Prolog”. ”Prolog” beretter om et incestoffer, og i to’eren, ”Ingen åbner” fra 2012, er det selvsamme incestoffer, der nu er blevet voksen og omsorgshungrende, men som desværre havner i et parforhold, der er strukturelt voldeligt på samme måde, som det hun kom fra. I ”De elskende” fra 2014 er kvinden kommet ud af sit parforhold – måske klogere, måske dummere – og nu vil hun satse alt på den ægte og altomsluttende kærlighed.
Forbindelsen til de to tidligere bøger ekspliciteres ikke – ikke andet end på titelbladet – og den er heller ikke vigtig narrativt set. Vi befinder os på et helt andet nærmest almenmenneskeligt niveau, hvor det ikke engang er rigtige personer, vi følger, men en kvinde og en mand, der tilfældigt ramler ind i hinanden på Frederiksborggade. Og så slår lynet ned, for at bruge en brugt kliché: ”Hun fik et chok, hun fik stød af det. Det var elektrisk, det var smukkere end alt, og nu smilede han til hende, og nu havde hun allerede glemt alt andet end ham.” (s. 9). Sådan starter romanen, og herefter er der ikke andet at gøre end nervøst at følge efter kvinden, der jublende og rædselslagen, fortabt og forelsket prøver at hengive sig til den kærlighed, hun alligevel er prisgivet. For kærligheden er ikke blød og sød i ”De elskende”, den er derimod ultimativ og utilgivende, og kvinden bliver nødt til, som formuleret af manden, at nedbryde sig selv og glemme alt andet – for herefter at genopstå i kærligheden.
51378318
Vi følger historien fra nært hold, helt inde fra kvindens øjen- og hjertehule, og hvorfra blækket flyder direkte ud i ærlige og korte hovedsætninger, ofte dialogiske, der besværgende gentager og modsiger hinanden: ”Som fuldstændig vanvittig, og ’dø hver morgen, dø hvert sekund,’ sagde han. Han smilede. ’Mener du det, vil du virkelig ofre alt?’ spurgte han. ’Ja,’ sagde hun.” (s. 53). Romanen er inddelt i talløse kortere kapitler, som alle indledes med et længere tekststykke i fed, hvor manden kommer til orde. Han taler i en profetisk eller bibelsk tone – ”Gå med lyset”, ”opgiv alt og bliv til i kærlighed”, ”Hvad har du sagt JA til?” (s. 51), hvormed han manipulerende messer kvinden i stykker og fremstår mere og mere sadistisk.
Det kristne motiv med offeret, den alvidende gammeltestamentlige Gud, lidelsen og tilblivelsen er et klart tema, der driver fortællingen fremad, og i det ligger der et implicit spørgsmål om kærlighedens karakter af religiøs åbenbaring. Kan der være en forbindelse? I Wiinblads udlægning minder begge fænomener om en mere eller mindre destruktiv besættelse, og en søgen efter kærlighed bliver hurtigt til en sørgelig deroute udi kærlighedens mørkeste og ukærlige afkroge.