49 forelskelser

Citat
“så godt og grundigt på stoffer/ blotter du dig og dit køn/ men desværre/ er der ikke andet at se/ end en kedelig/ og godt slidt/ glatbarberet blomst”
“49 forelskelser”, side 46.

Christel Wiinblad debuterede i september 2008 med digtsamlingen “49 forelskelser – 49 forelskelser beskrevet i hvert sit digt. De udkårne er en række popikoner fra anden halvdel af det tyvende århundrede – Marilyn Monroe, Audrey Hepburn, Ian Curtis, Anthony Hegarty, Robert Smith, Pete Doherty, Britney Spears m.fl. – nogle digterkolleger som Ursula Andkjær Olsen, Lone Hørslev og Tor Ulven, og broren og moren Jannick og Anita Wiinblad – og nogle stykker, der falder uden for de nære kategorier, for eksempel kassemedarbejderen i supermarkedet, Anne-Boe Kaas.

Forelskelserne kan være høvisk romantiske: “Intet fysisk begær/ intet vanvid/ intet andet end drømmen om/ at hoppe ind i bogen,/ føre hende gennem skoven/ og slå hendes drage ihjel/ for at give hende/ et slot af fred og guld/ hvor hun rank og fin kan sætte sig/ på tronen med sin prins/ mens jeg stolt/ og ædel / klirrende red bort i min rustning”, hedder det i digtet til Ursula Andkjær Olsen(side 15-16) med en genklang af de hjerter og sommerfugle, som pryder bogens omslag.

27366198

En del af de udkårnes fascinationskraft ligger i spændet mellem deres person og deres persona, mellem den, de er, og den, de fremstår og fremstilles som, og måden de tackler det på: “Og efterhånden ret tyk og brugt/ og stadig med alt for meget makeup/ stiger hun i faldet/ som en kvinde/ i gang med at finde/ den krop, der endelig/ kun tilhører hende”, hedder det i digtet til Britney Spears (side 47).

Forelskelserne udveksler med den binære dødsdrift, de kan næsten ikke andet, når det kommer til nogle af de store popikoner, som søger ud til grænsen: “og nu igen ligger han i sølet/ gigantisk og ren som et barn”, hedder det om det geniale babyfjæs, rock-, narko- og partyvraget Pete Doherty (side 63), Sid til supermodellen Kate Moss' Nancy i de seneste ti års mest fatale kærlighedsduo.

Med en elegant glidning fra matematikeren John Forbes Nash (ham fra storfilmen “A Beautiful Mind”) munder undersøgelsen ud i en kort essayistisk introspektion af forfatteren eller hendes fortællerstemme: “Jeg ligner mig i virkeligheden ret meget, i hvert fald på et rent æterisk plan. Jeg taler om udstråling. Kompromisløshed. Ulidelig perfektion. Vanvid. Skønhed. Ensomhed.// Det er den ynde, den væmmelse, den galskab, det bål, jeg føler, jeg genkender. Det raseri, mit raseri, min uskyldighed. Den uskyldighed, den usikkerhed og den ustabilitet. Den kyskhed, det cølibat. Den sødme og følelsesmæssige kynisme, selvom jeg minder om det barn, jeg aldrig rigtigt har været.” (side 73).

Samlingens afsluttende digt er betitlet “Christel Wiinblad” og kaster et blik ind bag digterens fremtoning eller offentlige persona, der i sig selv aspirerer til det ikonografiske: “og jeg passerer hende,/ glider ind i hende, ind i den kvinde,/ ind i den del af mig/ der forført og fortryllet/ aldrig kan få nok og slet ikke/ kan få det hårdt nok/ og bryder sammen/ af ædru, stædig/ og næsten ikke genert/ igen med det hele løbende/ rundt i kroppen/ og alt for meget udenpå/ som digte, blomster/ og ridelektioner/ så kedeligt, vidunderligt/ heftigt og banalt.” (side 82-83).

Digterens 49 forelskelser er tidstypiske i forstanden et individualiseret pantheon, en lille katedral omkring de udvalgte, og de er kønstypisk illustreret med små sommerfugle og hjerter og snapshots af Pete Doherty som coolest med hatten på sned og smøg dinglende i gavflaben, og forfatterinden selv som gladest, og selve digtene ordnet i sirlige, rytmiske sætningsforløb med pyntelige linjeskift og indryk.

Digteren forklarede selv forelskelsen sådan her: “Forelskelsen rummer empati, fordi man føler omsorg for den anden. Men der er også noget koldt over at være forelsket, fordi man ophøjer den anden og skaber afstand, hvorfra man kan betragte den udvalgte. Forelskelser er noget, jeg føler for mange ting og ofte. Det er ikke udelukkende kærlighed mellem to mennesker. Det er meget større, nærmere en jubel, som giver mig en ekstrem trang til at formulere. Det er det, der er, og alligevel er det fantastisk, fordi forelskelsen ikke er moraliserende,” (Christina Ytzen Lauridsen: Britneys falmede rose. Politiken, 2008-08-23).