Dorian Gray

Der hvor folkeviddet, fodboldkommentatorer, forfattere og andre indfanger tilværelsens paradokser og paradoksernes tilværelse i elegante, sproglige figurer, fanger de som regel også vores interesse. Alle kender den evigtgyldige sandhed om, at man kan tage drengen ud af Aalborg, men man kan ikke tage Aalborg ud af drengen. Sangeren Mikael Simpson har styr på lortet og lort på styret. Den navnkundige Esbjerg-træner Troels Bech har løftet sportsjargonen ud af hængedyndet med den samme slags kryds og skabt en helt ny trend blandt fodboldtosser: at lyde begavet. Krydsene hedder kiasmer. Oscar Wilde elskede dem og enhver anden stilistisk figur, som reflekterede hans sammensatte person, føjede skønhed til hans løgn og løftede hans værker op over det mimetiske morads, hans naturalistiske og realistiske kolleger fedtede rundt i. “Al forbrydelse er simpel, ganske som al simpelhed er en forbrydelse”, slår han fast i “The Picture of Dorian Gray” fra 1890 (“Billedet af Dorian Gray”, 1953) og videre: “Jeg protesterer aldrig mod handlinger, kun mod ord. Det er derfor jeg er modstander af simpel realisme inden for litteratur. Den mand som kalder en spade for en spade burde tvinges til selv at bruge en. Det er det eneste han er skikket til.” (side 192).

26373379

“Billedet af Dorian Gray” er en moderne Narcissus-myte fortalt med uhyggelige, gotiske indslag, uforklarlige hændelser, skæbnesvangre stemninger, dystre rum, skidne gyder, opiumshuler og tyk Londontåge. Den unge, naive titelperson veksler sin sjæl til evig ungdom. Hans ældning henlægges til et portræt. Selv forbliver han uberørt – udad til. Indad til sker der en forråelse. Han forvandler sig til et baudelairsk homo duplex, et dobbelt menneske, splittet mellem skønhedsdyrkelse og fornedrelse, og geråder ud i en mere og mere ekstrem livsførelse med natlige eskapader og dekadent kunstforherligelse. Han er paranoidt angst for, at hans byttehandel med djævlen skal blive opdaget og svinger mellem psykotisk rædsel og higen efter glemsel i nye sansepirringer. Undervejs planter Wilde replikkerne med aforistisk klarhed, pointerede og skarpe, og løfter skrækfortællingen op til et vittigt periodestykke og en svirpende værdikritik. Eksemplerne er endeløse. Her er blot en lille håndfuld til illustration: “Nu om stunder kender folk prisen på alt og aner intet om værdien” (side 50). “Når man er forelsket begynder man altid med at bedrage sig selv og ender altid med at bedrage andre.” (side 56) “Jeg elsker skuespilkunst. Den er så langt mere ægte end livet selv.” (side 83). “Når man tvinges til at være i harmoni med andre, bliver man uharmonisk.” (side 82). “Nu om stunder dør folk af en slags snigende fornuft og opdager først for sent, at det eneste de aldrig fortryder er deres fejltagelser.” (side 46).“”At helbrede sjælen ved sansernes hjælp og sanserne ved sjælens hjælp.” Ja, det var hemmeligheden.” (side 183).

“Billedet af Dorian Gray” parrer krimien og gysets mester Edgar Allen Poe med den moderne digtnings grundlægger Charles Baudelaire og aforismernes og værdikritikkens filosofiske mester Friedrich Nietzsche. Dekadencen og en markant homoseksuel undertekst faldt læsere og anmeldere for brystet. “Efter Dorian Gray var udkommet ville ingen tale med os,” mindedes Constance Wilde. Den popularitet, Wilde havde oplevet med eventyrerne, var sat over styr. Måske er det derfor, han nedtoner viddet og eskapaderne i de anderledes tilforladelige noveller “Lord Arthur Savile’s Crime and other Stories” (to af dem udgivet på dansk som “Canterville spøgelset og Lord Arthur Saviles forbrydelse”, 1944), som kommer året efter. De fortsætter den gotiske stemning fra Dorian Gray, men når – om end ikke uden humor – ikke op på samme niveau. I november 1892 opnår Wilde kunstnerisk anerkendelse for det makabre, bibelske drama “Salomé”, der blev indstuderet med tidens store diva Sarah Bernhardt og siden tjente som libretto for Richard Strauss’ opera af samme navn, men teatercensuren i London er på stikkerne og forbyder det. I de følgende år skriver Wilde en håndfuld lystige konversationsstykker, der er inspireret af den franske sædekomedie og båret af en vittig dialog udstiller overklassens forstillelse og hulhed. Publikum var begejstrede. Med den barokke farce “The Importance of Being Earnest” fra 1895 fik Wilde også anmelderne med sig.