Skolen

Citat
”Men nu var det ham, der talte, selv om han aldrig sagde noget i timerne. Hans stemme var skinger og piget, men tydelig, og alle kunne høre ham, da han sagde: ”Hvad betyder én skole, hvis millioner af andre skoler klarer den?” Han sagde det, som det var. Et spørgsmål.”

”Skolen”, s. 61.

I ungdomsromanen ”Skolen” (2013) stiller Jesper Wung-Sung skarpt på undtagelsestilstanden. Det hele starter med genkendelighed og hverdag på en helt almindelig dansk skole, men da tre sortklædte mænd tropper op og giver besked om, at ingen må forlade skolens område, vendes alting hurtigt på hovedet.

Kort efter det mystiske påbud fra de sortklædte mænd begynder de første på skolen at blive syge. Og så følger nedkastninger fra himlen af mad, medicin og ligposer. Der opsættes hegn omkring skolen, og en stor mystisk fugl begynder at svæve som en stille overvågende drone over skolen.

50673049

Over for de få, som forsøger at flygte over hegnet, viser den store fugl ingen medlidenhed, og de skydes uden videre ned. Den mystiske sygdom rammer skolens voksne før børnene. Så inden længe står børnene alene i denne så pludseligt forandrede virkelighed, hvor der ikke gives nogen forklaring på undtagelsestilstanden.

Skolen bliver i Wung-Sungs udlægning et minifællesskab, og børnene på skolen bliver lidt som i William Goldings romanklassiker fra 1954 ”Fluernes herre” et billede på de menneskelige grundkræfter, der kommer i spil, når man kastes ud i en undtagelsessituation. Således opstår der grupperinger blandt eleverne; nogle søger på fatalistisk vis at omfavne den nye ’orden’, mens andre ønsker at kæmpe mod den usynlige magt, der holder dem fanget på skolen. Wung-Sungs roman bliver på denne måde også til en refleksion over værdien af menneskets liv, når det epidemiske sætter ind, når medfølelsen konfronteres med smittefare og pludselig død.