Baggrund

Citat
“Der dryppede blod fra næsen ned på T-shirten, og han måtte gå med nakken lagt tilbage. Der var stjerner spredt ud over himlen. De blev uklare for hans blik. Han stoppede op. Stjerner. Bare hun ville komme tilbage. Det var alt, han ønskede. Det eneste. Men han havde ikke forstand på stjerner. Ikke et hak. Der var noget, der hed Karlsvognen. Det skal drikkes væk.”
“To ryk og en aflevering”, s. 97-98.

Jesper Wung-Sung er født på Ærø og opvokset i byen Marstal. Det er en kinesisk oldefar, der gemmer sig bag det iørefaldende efternavn Wung-Sung. Oldefaderen kom til Danmark som en del af Tivolis store Kina-udstilling i 1902, hvor han mødte en dansk pige og stiftede familie. Men trods forfatterens eksotiske og fremmedartede aner er det dog primært det danske og mere specifikt forfatterens hjemstavn, der danner den egentlige horisont for såvel noveller som romaner.

Efter Jesper Wung-Sung blev student fra Svendborg gymnasium i 1992, tog han til København, slog sig ned på Vesterbro og gik i gang med at studere ved Københavns Universitet. Hele tre uddannelser blev det til – engelsk, dansk og litteraturvidenskab – men ingen af de tre uddannelser blev fuldført. Og Wung-Sung har med sine rødder solidt plantet i fødeegnen fastholdt en udenforståendes blik på storbyen og på det universitære og litterære etablissement. På spørgsmålet om hvilken bog man absolut bør undgå, har Wung-Sung repliceret på følgende, meget sigende facon: “Enhver linje forfattet af Walter Benjamin. Selv om jeg jævnligt falder på knæ og takker manden. Han var stærkt medvirkende til, at det i tide lykkedes mig at undslippe humorforladthedens epicenter: Institut for Litteraturvidenskab, Københavns Universitet.” (Michael Jannerup Andersen: Fem spørgsmål til forfatteren. Jyllands-Posten, 2006-03-11).

I 1998 debuterede Wung-Sung med novellesamlingen ”To ryk og en aflevering”, der mødte stor ros fra en bred skare af anmeldere og blev tildelt Bogforums Debutantpris samme år. I 2004 blev novellesamlingen desuden forlæg til en ungdomsfilm af den århusianske instruktør Aage Rais-Nordentoft, der blev udtaget til Berlin Filmfestival det efterfølgende år. Jesper Wung-Sung har siden 1998 arbejdet udelukkende som forfatter og er efter et længere eksil vendt tilbage til fødeøen, hvor han bor sammen sin hustru og deres to sønner.