Fugleskræmslet og Fugleskræmslet II

Citat
”Mick stoppede op. Ikke fordi der kom en ny besked, ikke fordi han havde regnet hende ud, eller fordi han havde en smøg at tænde. Men fordi der lå noget foran ham. Først troede han, at det var en død hare.”

”Fugleskræmslet”, s. 48-49.

I 2007 udgav Wung-Sung teenagegyseren ”Fugleskræmslet”, der i 2008 blev fulgt op med en ”Fugleskræmslet II – Swinging London”. Der er det samme persongalleri i de to gysere, ligesom handlingsforløbet går på tværs af bøgerne.

I den første fortælling om fugleskræmslet er den unge rod Mick Jensen efter et indbrud i København blevet sendt på landet som en sidste chance for at komme på ret køl. Og selvom Mick ikke er helt tilfreds med sine nye landlige omgivelser og de bonderøve, der er så anderledes end drengene fra slænget i København, synes livet på landet alligevel at rumme muligheden for forelskelse og forandring for den unge rastløse fyr.

26967147

Men den landlige idyl varer ikke længe. Gyset optrappes hurtigt, først med en blodig skrift på væggen i Micks værelse og siden et afskåret hundehoved. Da Mick finder ægteparret, der huser ham, myrdet, ved vi læsere allerede godt, at der er noget grueligt galt med fugleskræmslet på den nærliggende mark. Det levendegjorte fugleskræmsel, som viser sig at være den tidligere landmand Charles Bødker, der blev frasnydt al sin jord i kortspil, hævner sig nu brutalt ved hjælp af en stor le. Efter en række makabre mord og en hæsblæsende jagt i ægte ungdommelig gyserstil lykkes det kun Mick og den lokale pige Fie at slippe væk med livet i behold.

Wung-Sungs forsættelse af historien om fugleskræmslet starter med Fie og Mick, der er på vej på ferie til London. De er begge traumatiserede efter hændelserne på landet, men rejsen fremstår også som en måde at lægge fortidens begivenheder bag sig. Og en prøvende kærlighed spirer mellem de to skrøbelige unge mennesker. Men som titlen indikerer, er det egentlige omdrejningspunkt i fortællingen gyset, og gyset inkarneres af den tilsyneladende ustoppelige Charles Bødker. Iført bowlerhat og med klare koblinger til Londons berygtede seriemorder Jack the Ripper jagter han på ny Mick og Fie. Endnu en gang koster Charles Bødkers jagt på de unge mennesker en række bipersoner livet. Og selvom det lykkes Mick at lokke fugleskræmslet ud på sporene i Londons undergrundsbane, hvor han sprænges til atomer, er det uvist, hvordan de unge hovedpersoner klarer sig siden hen. Og om fugleskræmslet for bestandigt er manet i jorden, det er egentligt også uvist...