I Nikolaj Zeuthens roman ”Buemundet guitarfisk” fra 2018 følger vi digteren Stefan Bak Dalgaard i en temmelig kaotisk fase af hans tilværelse, hvor han kæmper indædt med både sit arbejdsliv og sit familieliv. Han er gift med Nete og sammen har de tre børn, Ask, Samuel og Sigrid. De bor i en lejlighed, der er angrebet af svamp. Nete arbejder meget, og når hun er hjemme, har hun ikke lyst til nærkontakt med den hudsultne Stefan. Netes mor hedder Knirke og er mester i at træde på Stefans ømme tæer – der er mange – og samtidig være en stor hjælp. En ret irriterende kombination.
På Stefans stambar møder han en aften en gammel bekendt, der tilbyder ham et job i en nystartet virksomhed, Stresskompagniet. Alt stritter imod i Stefan, men alligevel bliver han på en eller anden måde blandet ind i projektet, som også hvirvler ham ind i en intens affære med den unge jyde Rigmor.
53817890
Romanens 223 sider er inddelt i seks kapitler, der hver rummer en håndfuld afsnit. Kapitlerne har en titel hver, som f.eks. kapitel 1: ‘Needy’. Historien fortælles i 3. person og foregår primært på Frederiksberg i København, hvor familiens lejlighed ligger. Den beskriver et forløb over et lille halvt års tid: Begynder i grå, trøstesløs vinter og slutter i et lunere forår, der på en eller anden måde, trods alt, rummer håb.
Som sædvanlig er Zeuthens sprog en blanding af dagligsprog, relativt korte sætninger, der flyder let og ubesværet – og så alligevel, præcis på grund af det veluddannede, første-verdens-, storby-menneske han beskriver (og er?) – et vist ironisk, selvhadende, hyperintellektuelt islæt. Denne dobbelthed i sproget sætter fingeren ned i dagens skandinaviske, velfærdsstats-borgers ømme sår: balancen mellem familie og arbejde, mellem parterne i et parforhold, mellem frihed og tryghed – såvel økonomisk som sjæleligt. Romanens undertitel er da også ”En prekær komedie”. Prækariatet – den voksende klasse af arbejdstagere, der arbejder i korte ansættelser uden pension, forsikring mv. – er helt klart et tema - det er jo netop Stefans situation. En komedie er det også, en komedie der får læseren til at tænke på Frank Hvams ”Klovn”, med sin tåkrummende, smertefulde morskab. Men Zeuthen beskriver håbløse, naive, uoriginale Stefan med en varme og genkendelighed, der gør faldet og medfølelsen så meget større, hver gang tingene går skævt for ham.