nikolaj zeuthen
Foto: Robin Skjoldborg

Nikolaj Zeuthen

journalist Nana Bugge Rasmussen iBureauet/Dagbladet Information, 2011. Senest opdateret af Nana Bugge Rasmussen, Bureauet, marts 2019.
Top image group
nikolaj zeuthen
Foto: Robin Skjoldborg
Main image
Zeuthen, Nikolaj
Foto: Privat foto

Indledning

Nikolaj Zeuthens skønlitterære forfatterskab rummer både digtsamlinger, romaner, skuespil og sågar tegneserier, og er en kradsbørstig samfundskritik og skildring af det moderne familieliv. Hvis du har hang til tåkrummende rejser rundt i usikkerhed og neurotiske adfærdsmønstre, har du her chancen for både at le og græde, og måske sågar genkende dig selv.

 

 

 

46100026

Blå bog

Født: 1977, Cambridge.

Uddannelse: M.phil. European Literature, University of Cambridge, 2002.

Cand.mag. dansk, Københavns Universitet, 2004. Ph.d. ved Københavns Universitet, 2009.

Debut: Oliebål. Samleren, 2009. Digtsamling.

Litteraturpriser: Præmiering fra Statens Kunstfond på 75.000 kroner for tegneserien ”Hvad synes du om dansk litteratur?” fra 2010.

Seneste udgivelse: Viceværtsdigte. Rosinante, 2019. Digte.

Inspiration: Knud Pedersen og Dan Turéll.

 

 

Nikolaj Zeuthen fortæller om sin tegneserie ”Hvad synes du om dansk litteratur?”

Artikel type
voksne

Baggrund

“Den løbende og urolige omlægning af vaner, bekymringerne og overvejelserne, rutinerne og skemaerne – alt dette lå som et tungt åg på de to unge voksne. De havde en intuitiv opfattelse af at et eller andet var galt, at livet på en vis måde var det modsatte af hvad de var blevet lovet, men den eneste løsning der viste sig for dem, var at tage fat i deres egen tilværelse og systematisere og planlægge den yderligere hen imod det de forestillede sig som større frihed og mere glæde.”
“Verdensmestre”, s. 28.

Nikolaj Zeuthen er født i 1977 i Cambridge, hvor han, tillige med ophold i USA, boede de første år af sit liv. Siden er han vokset op i Virum og blev i 1995 student fra Aurehøj Gymnasium. To år senere begyndte han at læse dansk ved Københavns Universitet, og i samme periode begyndte han at skrive.

I år 2000 debuterede han i det litterære tidsskrift Den Blå Port med “Paxbjergs Trylledigte” under pseudonymet ‘Vor Frue’. Herefter påbegyndte han et andet vigtigt spor i sin karriere; nemlig live optræden. Først med lyrikduoen Dynamo Weltgeist, hvis anden halvdel var Peter Bo Andersen, og fra 2005 med bandet Skammens Vogn, som udover Zeuthen består af musikerne Jakob Millung og Oliver Hoiness. Skammens Vogn har udgivet flere LP'er.

I år 2002 opnåede Zeuthen en M.phil.-grad med udmærkelse fra Cambridge University i European Literature, og i 2004 blev han cand.mag. i dansk fra Københavns Universitet, hvorfra han også blev Ph.d. i år 2009 med en afhandling om fiktion og fænomenologi. Fra 2007 til 2009 var han redaktør for Den Blå Port.

Også tegneseriens ædle kunst har han mere end snuset til med udgivelsen “Hvad synes du om dansk litteratur?” fra 2010, som blev præmieret med 75.000 kroner af Statens Kunstfond, og ”Al nydelse hæmmer” fra 2017, som er skrevet sammen med Jakob Millung.

I dag bor han på Frederiksberg med sin kone og børn og har helliget sig sine kunstneriske projekter på fuld tid.

Oliebål

“og så går man måske ind i butikken/ og køber sandaler for 1395,- og mærker dét/ eller kører chokolade ned og mærker dét/ eller skærer sig/ eller ser TV 2, 3, 4, 5/ eller ser porno og gnider/ eller plukker alt håret ud af sit ansigt/ og så mærker man det i nogle timer”.
“Oliebål”, s. 36.

Zeuthens skønlitterære debut, digtsamlingen “Oliebål”, udkom i 2009. Den består af 16 digte og et filmreferat, der alt sammen kredser om hyperaktuelle emner, lokale såvel som globale: Parforhold og familie, politik, forbrug og miljø. I digtet “i soveværelset på konen, i et hjørne i en skygge statsministeren” forenes det nære og det politiske i meget konkret forstand: Digtet beskriver et samleje, der forstyrres gevaldigt på grund af statsministerens (imaginære) tilstedeværelse i soveværelset. Digtet er inddelt i fem dele, som hver indledes med en beskrivelse af erektionens aktuelle tilstand, der gennem digtet forværres, i distraktion over statsministeren. Digtet er på én gang syret – på grund af statsministeren i hjørnet, og anmassende realistisk. Beskrivelsen af hvordan sex pludselig kan svinde hen til det rene ingenting – i meget konkret forstand – er tåkrummende og let genkendelig.

Bortset fra den tilbagevendende erektionsrapport er digtet skrevet ud i ét, med uregelmæssige linjeskift, og i det hele taget et flydende sprog, der dog får kanter af dels lange eller underligt sammensatte ord som “hængebrosstrukturer” og “blikmørtel”, dels udskrevne tal der hamres sammen med et lille ord til slut, som “femogfirsprocentsdjævel”. 

27667821

I digtet “selvfølgelig hvis man sådan lige der” er det forbrugerismen, der tages under behandling. For eksempel finder man her ordet “Oliebål”, som jo er hele digtsamlingens titel: “hvis man hele tiden ser olien blive brændt af/hvis man ser oliebålet bag det hele/og tænker:/hvad nu når det om lidt slipper op/min gud, også der.

Digtet har fire strofer af forskellig længde; de tre første kredser om den angst, man som forbruger pludselig kan overvældes af, når forbrugets fatale omfang kortvarigt toner frem på ens ignorante nethinde, den sidste lidt længere strofe er en beskrivelse af alle de nævenyttige ANDRE, som kan få ens dårlige samvittighed til at blusse som en skovbrand, og det er skrevet med en så rammende fornemmelse for det hektiske, hysteriske, at læseren nærmest kan høre digtet for sig, stigende i tempo og tonehøjde indtil et knevrende smølfestemmestadie.

Sproget er insisterende og enerverende, som også problemstillingerne er, linjeskiftene er hyppige og ord gentages til gavn for den svedte fornemmelse, man efterlades med.

Verdensmestre

Citat
“De var frie til frihed, men på sin vis dømt til dette eftersom det jo også betød at de var frie til måske at forkludre deres chance og blive ufrie, og i mangel af et større mål uden for dem selv var deres eget velbefindende og deres egen sociale status det eneste pejlemærke for hvor gode de var til at leve i ikke bare en fri verden, men i den frie verden”.
”Verdensmestre”, s. 9.

Nikolaj Zeuthens anden skønlitterære udgivelse er romanen “Verdensmestre” fra 2010. Den handler om et ungt par, Rune og Anna. De er veluddannede og på alle måder privilegerede og bor på Frederiksberg – nærmere bestemt Solvej –, hvor de stifter familie, og livet går sin gang, som bliver mere og mere slingrende i takt med, at de nærmest panisk forsøger at gøre alt det rigtige, som det foreskrives dem af skole, stat, selvhjælpsbøger, generel samfundsånd og deres egen gode veluddannethed. De sætter sig i voldsom gæld for at skabe det hjem, de mener, deres børn bør have, de prøver at forholde sig til samfundet samtidig med, at netop børneopdragelsen bliver katalysator for al deres usikkerhed og angst for at dumpe livets store eksamen.

Efter en lang eskalering af fortrædeligheder kulminerer historien, da Rune og Anna, fuldstændig uovervejet og uigennemtænkt, flytter langt udenfor byen til et dejligt hus i et fuldstændig dødt område. Her er de ved at kede sig ihjel, og godt et år senere samler de såmænd det hele sammen og flytter tilbage.

28403712

Romanen er delt op i en prolog, 5 kapitler samt en epilog. Allerede i prologen findes et af bogens centrale greb, nemlig koblingen mellem en generel samfundsstemning og det nære liv i den lille familie. Bogen igennem forsøger forfatteren at trække tråde fra det politiske klima og samfundets udvikling til det enkelte, levede liv, og i prologen tages der hul på dette tema med en beskrivelse af, hvordan de mange muligheder og den store grad af frihed bliver snærende. I citatet (i boks) fornemmer man forfatterens kritik af det unge par i pointeringen af, at de simpelthen ikke har noget større at beskæftige sig med end deres egen navle. Hvis man kun har dén at navigere efter, bliver ens virkelighedsfornemmelse ikke just velproportioneret. Rune og Anna skildres både som sympatiske, dannede mennesker og som fuldstændig ubehjælpsomme fjolser, der hele tiden negerer deres egne forestillinger om for eksempel fornuftig børneopdragelse i kraft af deres neurotiske praksis.

En anden karakteristisk ting ved bogen er, at den er skrevet i 3. person flertal – altså den ubestemte flertalsform ‘de’. I øvrigt som den første roman på dansk ifølge forlaget, og jævnfør Zeuthens note bagest i bogen med direkte inspiration fra George Perecs roman fra 1965 “Ting – en historie fra 60'erne”. Resultatet bliver, at man som læser får et ganske specielt forhold til ‘det unge par’, som de kaldes – de opfattes som en enhed af en slags, man kun kan lære at kende som sådan, snarere end som to selvstændige individer med en relation til hinanden.

Blandt andet i en video på Youtube.com giver Zeuthen udtryk for, hvor meget selvbiografisk stof, der er inddraget i bogen. Og det er ikke så lidt. Han og hans kone har to små børn og bor på Solvej, hvor de har fået lagt to lejligheder sammen til én, hvilket har strammet økonomien, så han har måttet tage job ved Aarhus Universitet.

Frivers fra Howitzvej

”nu er der kun en time/ til du kommer hjem fra arbejde/ og solen brager frem/ gennem frosten derude/ i den slukkede skærm/ kan jeg se/ at den rammer mit ansigt/ og også i køkkenet/ holder man vejret:/ Tekanden står bomstille/ guldbrillen ligger og slår ud med armen/ opvaskebørsten stikker akkurat/ sit hoved op fra vasken/ og på bordet i en hårelastik fremhæver lyset/ et par af dine stolt buede hår”
”Frivers fra Howitzvej”, s. 16.

Som titlen angiver, er Nikolaj Zeuthens digtsamling ”Frivers fra Howitzvej” fra 2012 et geografisk forankret værk, der kredser om livet på Frederiksberg, med små børn og parforhold; lige nu, i dag, i går og i morgen.

Forrest i bogen står, at den er tilegnet Peter Bo Andersen 1978-2009. En tilegnelse behøver naturligvis ikke have noget at gøre med det efterfølgende indhold – men i dette tilfælde slår den et tema an i den følgende tekst, nemlig døden. Som i forbindelse med de mere velkendte, store Zeuthen-temaer: Familieliv, parforhold, grundangst, forbrug, tager han også døden under behandling gennem et dagligdags og uprætentiøst sprog: ”Og hvad var det ellers jeg ville sige/ til dig min gamle ven, dernede i graven, jo:/ Lise har fået et nyt tic/ hele tiden skal hun væde fingerspidserne/ og køre dem ned over næsen/ og Maria har jo sin kremten og sit host/ ….vi er her stadig/ og savner dig” (s. 10-11). Så døden, det store, store tema, flettes ind i beretningen om det, i bedste forstand, banale liv – som en fin tråd, en skygge i det sproglige billede, diskret men definerende.

29236550

Blandt digtene er også mere surrealistiske passager, hvor hverdagslige objekter som ”skål med vand” eller ”stearin” blæses et uventet sted hen: ”jeg ligger på ryggen/ nede i skålen med vand/ og ser op på stearinen/ det er det jeg kan her/ hvor der ikke skabes verdner” (s. 14). Passager som denne skaber vekselvirkningen mellem den indre og den ydre verden og giver en genkendelig fornemmelse af, hvordan jeg’et, med alle sine fluktuerende påvirkninger og variable kontekster, er en bøjelig størrelse, der definerer vores forbindelse til verden, både når den er klar, konkret og forståelig og når den er svimlende og famlende.

”Frivers fra Howitzvej” er ‘let’ at læse, men på ingen måde letbenet. Digtene former sig i uregelmæssige strofer, der sine steder virker logisk tekstbårne, andre steder giver stof til formmæssig undren. Kapitæler bruges kun ved egennavne, hvilket bidrager til en strømmende fornemmelse, trods de kantede strofer. Fortællertypen er skiftevis 1. og 3. person. Form og indhold spejler sig fint i hinanden og samler bogen til en maggiterning af levet liv og spekulationer at bringe med sig efter endt læsning.

Buemundet guitarfisk

”Han gik ind og lagde sig i sengen. Han havde ikke redt den endnu, og han lagde sig i Netes side med hovedet på hendes pude. Hendes duft sad på den, og han fik et stik af længsel i brystet. Det var ligesom de morgener hvor han vovede at lægge sig over til hende… Han tænkte på hvor hurtigt hun altid kom op når han sådan på hverdagsmorgener lagde sig ind til hende. Det var simpelthen en stensikker måde at få hende ud af fjerene på.”
“Buemundet guitarfisk”, s. 48-49.

I Nikolaj Zeuthens roman ”Buemundet guitarfisk” fra 2018 følger vi digteren Stefan Bak Dalgaard i en temmelig kaotisk fase af hans tilværelse, hvor han kæmper indædt med både sit arbejdsliv og sit familieliv. Han er gift med Nete og sammen har de tre børn, Ask, Samuel og Sigrid. De bor i en lejlighed, der er angrebet af svamp. Nete arbejder meget, og når hun er hjemme, har hun ikke lyst til nærkontakt med den hudsultne Stefan. Netes mor hedder Knirke og er mester i at træde på Stefans ømme tæer – der er mange – og samtidig være en stor hjælp. En ret irriterende kombination.

På Stefans stambar møder han en aften en gammel bekendt, der tilbyder ham et job i en nystartet virksomhed, Stresskompagniet. Alt stritter imod i Stefan, men alligevel bliver han på en eller anden måde blandet ind i projektet, som også hvirvler ham ind i en intens affære med den unge jyde Rigmor.

53817890

Romanens 223 sider er inddelt i seks kapitler, der hver rummer en håndfuld afsnit. Kapitlerne har en titel hver, som f.eks. kapitel 1: ‘Needy’. Historien fortælles i 3. person og foregår primært på Frederiksberg i København, hvor familiens lejlighed ligger. Den beskriver et forløb over et lille halvt års tid: Begynder i grå, trøstesløs vinter og slutter i et lunere forår, der på en eller anden måde, trods alt, rummer håb.

Som sædvanlig er Zeuthens sprog en blanding af dagligsprog, relativt korte sætninger, der flyder let og ubesværet – og så alligevel, præcis på grund af det veluddannede, første-verdens-, storby-menneske han beskriver (og er?) – et vist ironisk, selvhadende, hyperintellektuelt islæt. Denne dobbelthed i sproget sætter fingeren ned i dagens skandinaviske, velfærdsstats-borgers ømme sår: balancen mellem familie og arbejde, mellem parterne i et parforhold, mellem frihed og tryghed – såvel økonomisk som sjæleligt. Romanens undertitel er da også ”En prekær komedie”. Prækariatet – den voksende klasse af arbejdstagere, der arbejder i korte ansættelser uden pension, forsikring mv. – er helt klart et tema - det er jo netop Stefans situation. En komedie er det også, en komedie der får læseren til at tænke på Frank Hvams ”Klovn”, med sin tåkrummende, smertefulde morskab. Men Zeuthen beskriver håbløse, naive, uoriginale Stefan med en varme og genkendelighed, der gør faldet og medfølelsen så meget større, hver gang tingene går skævt for ham.

Viceværtsdigte

”... det er selvfølgelig også vejret/ tyve grader lige pludselig/ i går søndag og igen i dag mandag/ der er et liv i ejendommen/ og især PÅ ejendommen/ med alle de nye altaner/ folk sidder og ligger og snakker/ og holder selskaber”.

”Viceværtsdigte”, s. 59.

I Nikolaj Zeuthens digtsamling ”Viceværtsdigte” fra 2019 følger vi en debuterende vicevært i en andelsboligforening i København: såvel hans forskellige praktiske udfordringer og overvejelser som hans sociale relationer til de andre beboere i foreningen. F.eks. i begyndelsen af bogen, hvor det hedder: ”... bagsiden af medaljen er/ at skraldet kan være fx toiletpapir/ bare sådan fire stykker/ der ligger i en underlig klump/ eller andet vådt papir/ jeg tænker også på det når jeg fjerner ukrudt/ at der kan være hundetis på det/ eller det der er værre...”. (s. 8) Man nærmest mærker det sjaskede papir mellem fingrene. Eller lidt senere ”... da beder jeg hende altså alligevel lige gå tilbage/ og banke støvlerne/ ”det gør jeg også normalt,” siger hun – måske lidt flov/ ja, hun virker faktisk helt ked af det/ måske man en dag skulle stoppe op og sige:/ ”hey Kate – hvordan går det egentlig med dig?”” (s. 47).

Viceværten er vicevært i den andelsboligforening, hvor han bor. Der er et hav af bipersoner i bogen, som han kender enten som nabo eller i kraft af sit job – enkelte går igen, f.eks. Nina, der bor i stuen og som vores hovedperson både holder af og synes er en smule anstrengende – en nabotype, de fleste sikkert kan genkende.

46100026

Generelt er der meget genkendelighed i digtsamlingen – selv hvis man aldrig har arbejdet som vicevært. Livet i en etageejendom gennem et praktisk blik er underholdende og rørende, omend beskrevet i et ganske tørt sprog.

Bogen er inddelt i to dele på hver godt 40 sider: 'Efterår' og 'Forår'. Viceværten er jeg-fortæller og bortset fra et afsnit først i bogen (s. 20-26), hvor han mindes nogle af sin ungdoms første jobs, foregår den simpelthen i andelsboligforeningen og med ganske små afstikkere til bl.a. den nærmeste Silvan (s. 10).

Som det sig hør og bør hos Zeuthen har teksten et stærkt auto-biografisk præg, som ikke alene kommer af, at der fortælles i første person, men også af den røde tråd i hans forfatterskab, som bl.a. netop er den geografiske placering, det nøgterne, humoristiske sprog og den usminkede beskrivelse af hverdagslivet med øjeblikke af såvel uendelig resignation som stor glæde.

Genrer og tematikker

Genremæssigt har Nikolaj Zeuthen en betragtelig bredde i sit virke. Han har både forskningen, musikken og forfattergerningen i aktivt samspil – og når man zoomer ind på sidstnævnte, er der også her flere genrer på banen: Lyrik, prosa, tegneserie.

De beskrevne værker er selvfølgelig forskellige i form, men har tematisk set en hel del tilfælles. Man kan endda gå så vidt, som Klaus Rothstein gør i sin anmeldelse af “Verdensmestre” (Klaus Rothstein: Skygger over Solvej. Weekendavisen, 2010-09-24), og kalde Zeuthen en “remake af sig selv” i den forstand, at romanen på mange måder er en gennemskrivning af digtsamlingen. Begge handler om en ung families genvordigheder i en krisepræget tid, hvor der skiftevis stilles skarpt på tilværelsens allermest petitesse-agtige problemstillinger, og større, sågar globale spørgsmål som forbrug og miljø – såvel som også mere principielle diskussioner af, hvordan man er sammen som mennesker i et moderne samfund.

Denne zoomen ind og ud bruger Zeuthen helt konkret i “Verdensmestre”, hvorved han blotlægger strukturen i strukturen: “Langt væk fra så man den periodeinddelte dag. Morgen og morgenmad, bringe, arbejde, hente, indkøb, madlavning, spisning, leg og højtlæsning, sengelægning, oprydning, madpakker, vasketøj. Gik man lidt nærmere, så man skemaet for hver periode........Stillede man endnu mere skarpt, så man at hver eneste lille handling inden for hver eneste periode udgjorde endnu et selvstændigt lille system........Gangede man op, blev det til titusindvis af små systematiserede bevægelser og kropshandlinger.....”. (s. 25-26).

En klaustrofobisk og genkendelig beskrivelse, som på skræmmende vis kan overføres til de fleste niveauer i et moderne, (vel?)struktureret liv, og som nok kan give stof til eftertanke, både som den udfoldes i Zeuthens digte og prosa.

Beslægtede forfatterskaber

Via sin uddannelse og videre forskning i litteratur har Nikolaj Zeuthen et stærkt og mangesidigt fundament til inspiration for sin skrivning.

Et forfatterskab, som det forekommer helt oplagt at nævne, er naturligvis George Perecs (1936-1982). Han var en fransk forfatter, der dels eksperimenterede med form og dels tog forbrugerismen op til debat, blandt andet i bogen “Ting – en historie fra 60'erne”, som Zeuthen henviser til i “Verdensmestre”.

Karl Ove Knausgård udgav i 2009 første bind af mammutværket ”Min kamp”, og man må sige, at Zeuthen har været med på beatet i strømmen af autobiografisk litteratur: ”Oliebål” og ”Verdensmestre” kom i hhv. netop 2009 og 2010, så han har ikke nået at være inspireret af Knausgård, men der er klare fællestræk i den, i visse passager, petitesse-fikserede beskrivelse af hverdagens liv og konfliktstof.

Der er også socialrealistiske træk i Zeuthens tematikker, men på en lidt utraditionel måde, da teksterne ikke præges af en social indignation, men snarere en indignation over det spænd, der er mellem kravene fra en vækstøkonomi og klodens økologiske tilstand, og ikke mindst moderne, veluddannede menneskers evner, eller mangel på samme, til at forholde sig konstruktivt til det.

En kilde til mere generel inspiration har været fluxuskunstneren og modstandsmanden Knud Pedersen (1925), som Zeuthen lærte at kende i år 2000. Denne har på baggrund af sin lange karriere som både arrangør og udøvende på flere felter lært Zeuthen et og andet om kunst – og et helt oplagt fællestræk mellem de to er det præg af tusindkunstner, som de begge har. Her er højt til loftet, og skomageren skal ikke bindes til sin læst.

Indenfor det lyriske felt er det oplagt at nævne Dan Turèll som inspirationskilde. Om dét forhold siger Zeuthen selv: Jeg ser meget op til Dan Turèll, fordi han er så nærværende. Hans digte er så enkle og dybe på samme tid, og han prøver aldrig at puste sig op – og tillader sine digte ikke at være målrettede. Og når jeg så læser mine egne ting, så tænker jeg, at jeg er så vred og vil kritisere en hel masse. Jeg vil egentlig hellere være som Dan Turèll, men det kan jeg ikke finde ud af.

(Johanne Mygind: Jeg ville hellere være som Dan Turéll, men det kan jeg ikke finde ud af, Information af, 2009-03-26).               

Bibliografi

Bøger

Zeuthen, Nikolaj:
Oliebål. Samleren, 2009. Digte.
Zeuthen, Nikolaj:
Verdensmestre. Samleren, 2010. Roman.
Zeuthen, Nikolaj:
Hvad synes du om dansk litteratur? Edition After Hand, 2010. Tegneserie.
Zeuthen, Nikolaj:
Frivers fra Howitzvej. Samleren, 2012. Digte.
Zeuthen, Nikolaj:
Stråler. Samleren, 2013. Digte.
Zeuthen, Nikolaj:
Slavedrengen Miku : undergangsvisioner. Samleren, 2014. Noveller.
Zeuthen, Nikolaj:
Nigeriabreve. Antipyrine, 2015. Digte.
Zeuthen, Nikolaj: Buemundet guitarfisk. Rosinante, 2018. Roman.
Zeuthen, Nikolaj: Viceværtsdigte. Rosinante, 2019. Digte.

Skuespil

Zeuthen, Nikolaj:
Voksenfest. Edition After Hand, 2012.

Avisartikler

Pernille Glavind Olsson:
Lykke er ikke målet. Interview. I: Jyllands-posten, 2012-02-11.

Musik

Skammens vogn:
Skammens vogn. Lolita Industri, 2007. LP + CD.
Skammens vogn:
Bilerne kører. Lolita Industri, 2008. LP + CD.
Skammens vogn: Asfalt. LP. 2013.
Skammens vogn: Sukaley! LP. 2017.

Tegneserie

Zeuthen, Nikolaj: Al nydelse hæmmer. Antipyrine, 2017. Medforfatter: Jakob Milung. Kunstner: Nikolaj Zeuthen. Tegneserie.

Om forfatterskabet

Artikel

Højbjerg, Mette:
Foghs lorteårti gjorde os til egoister. Politiken, 2010-11-20.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Nikolaj Zeuthen

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Klaus Rothstein:
Skygger over Solvej. Weekendavisen, 2010-09-24.
Johanne Mygind:
Jeg ville hellere være som Dan Turéll, men det kan jeg ikke finde ud af. Information, 2009-03-26.