Oliebål

Citat
“og så går man måske ind i butikken/ og køber sandaler for 1395,- og mærker dét/ eller kører chokolade ned og mærker dét/ eller skærer sig/ eller ser TV 2, 3, 4, 5/ eller ser porno og gnider/ eller plukker alt håret ud af sit ansigt/ og så mærker man det i nogle timer”.
“Oliebål”, s. 36.

Zeuthens skønlitterære debut, digtsamlingen “Oliebål”, udkom i 2009. Den består af 16 digte og et filmreferat, der alt sammen kredser om hyperaktuelle emner, lokale såvel som globale: Parforhold og familie, politik, forbrug og miljø. I digtet “i soveværelset på konen, i et hjørne i en skygge statsministeren” forenes det nære og det politiske i meget konkret forstand: Digtet beskriver et samleje, der forstyrres gevaldigt på grund af statsministerens (imaginære) tilstedeværelse i soveværelset. Digtet er inddelt i fem dele, som hver indledes med en beskrivelse af erektionens aktuelle tilstand, der gennem digtet forværres, i distraktion over statsministeren. Digtet er på én gang syret – på grund af statsministeren i hjørnet, og anmassende realistisk. Beskrivelsen af hvordan sex pludselig kan svinde hen til det rene ingenting – i meget konkret forstand – er tåkrummende og let genkendelig.

Bortset fra den tilbagevendende erektionsrapport er digtet skrevet ud i ét, med uregelmæssige linjeskift, og i det hele taget et flydende sprog, der dog får kanter af dels lange eller underligt sammensatte ord som “hængebrosstrukturer” og “blikmørtel”, dels udskrevne tal der hamres sammen med et lille ord til slut, som “femogfirsprocentsdjævel”. 

27667821

I digtet “selvfølgelig hvis man sådan lige der” er det forbrugerismen, der tages under behandling. For eksempel finder man her ordet “Oliebål”, som jo er hele digtsamlingens titel: “hvis man hele tiden ser olien blive brændt af/hvis man ser oliebålet bag det hele/og tænker:/hvad nu når det om lidt slipper op/min gud, også der.

Digtet har fire strofer af forskellig længde; de tre første kredser om den angst, man som forbruger pludselig kan overvældes af, når forbrugets fatale omfang kortvarigt toner frem på ens ignorante nethinde, den sidste lidt længere strofe er en beskrivelse af alle de nævenyttige ANDRE, som kan få ens dårlige samvittighed til at blusse som en skovbrand, og det er skrevet med en så rammende fornemmelse for det hektiske, hysteriske, at læseren nærmest kan høre digtet for sig, stigende i tempo og tonehøjde indtil et knevrende smølfestemmestadie.

Sproget er insisterende og enerverende, som også problemstillingerne er, linjeskiftene er hyppige og ord gentages til gavn for den svedte fornemmelse, man efterlades med.