Is i blodet

Citat
”Men for helvede. Ingen af de omkomne har mærker efter fysisk vold, og det så heller ikke ud til, at de på anden måde var kommet til skade. De er frosset ihjel, nøgne. Det er det, de er. Intet menneske i verden behøver at dø på den måde.”
”Is i blodet”, s. 53.

Robert Zola Christensens første spændingsroman, ”Is i blodet” (2013), handler om en videnskabelig ekspedition på indlandsisen, der ender katastrofalt.

I sommeren 2011 tager Theis, der er isforsker på Niels Bohr Instituttet, til Grønland for at tage prøver af indlandsisen. Han ankommer lidt senere end sine kollegaer og finder i første omgang lejren tom. Efter kort tids søgen finder han samtlige kollegaer liggende livløse og nøgne på isen. Alle er der, undtagen én, nemlig forskerkæresten Vibe, som Theis mødte sidste år samme sted. Hvor er hun? Det spørgsmål bliver omdrejningspunkt for resten af historien, for både Theis og PET er stærkt interesserede i at finde Vibe og forklaringen på det døde forskerhold. Er de ramt af maveforgiftning, et epidemisk angreb eller har de begået kollektivt selvmord?

29882290

Sandheden viser sig at være en anden og af storpolitisk karakter med tråde tilbage til 1960’erne, hvor amerikanerne tabte atombomber over indlandsisen. Vibe findes i live, men har været i lommen på en amerikansk industrigigant, og Theis har blot været en lille brik i hendes forsøg på at overleve under konstante trusler.

”Is i blodet” bliver fortalt i realtid fra ulykken til opklaringen og med jævnlige flashbacks til de forgangne år, hvor den godtroende Theis møder den hemmelighedsfulde kollega. Det viser sig, at den tidligere miljøaktivist Vibe har fusket med sine forskningsresultater i sandhedens tjeneste og derved bragt sit – og sin tætknyttede brors – liv i fare.

Zola lader historien og suspensen udspille sig i krydsfeltet mellem Alaska, den grønlandske indlandsis og et dansk forskningsmiljø med hovedpersonerne Theis og Vibe og deres kærlighedsforhold som det hverdagslige omdrejningspunkt for et storpolitisk spændingsplot. ”Is i blodet” fremstår som en velresearchet og vidensstærk spændingsroman, der – som titlen tvetydigt markerer – både følger et hold passionerede og politisk bevidste isforskere og skaber isnende spænding hos læseren, der løbende ved mere end både politi og hovedperson, hvilket giver rig mulighed for at gisne og gyse undervejs.