Robert Zola Christensen

Robert Zola Christensen blev født den 15. juli 1964 i København, og han voksede op på Amager med en far, der var smed, og en ufaglært mor. Da Robert Zola Christensen var 12 år, flyttede familien til Frederiksværk i Nordsjælland. Allerede som barn viste Robert Zola Christensen interesse for forfattergerningen, og barneværelset var klistret ind i små lapper med digte, han selv havde skrevet. Noget, der absolut ikke huede hans far.

Zola Christensen har i interviews ikke lagt skjul på, at han kommer fra en ikke-boglig familie, hvor det at være bogorm gjorde én til lidt af en sær snegl. Men Robert Zola Christensen fortsatte digtskriveriet helt op i gymnasiets skoleblad, hvor nogle af dem kom forfatteren Rolf Bagger for øje. Hans dom faldt prompte: Det var noget værre lort. Herefter holdt Zola Christensen op med at skrive overhovedet, og de næste ti år brugte han på sine akademiske studier. Som ung student flyttede han tilbage til København, hvor han startede på danskstudiet på Københavns Universitet.

I perioden 1987-89 boede Robert Zola Christensen i den franske by Aix-en-Provence, hvor han studerede sociologi. Herefter boede han i ti år i Lund i Sverige, hvor han studerede litteraturvidenskab og siden underviste i dansk sprog. Robert Zola Christensen skrev i den forbindelse en lærebog i dansk grammatik for svenskere.

Først da Forlaget Centrum i midten af 1990’erne udskrev en romankonkurrence, begyndte Robert Zola Christensen igen at skrive prosa. Her fik han den besked, at hans roman var god, men at forlaget gerne ville have en anden i stedet. Derfor skrev han den egentlige debutroman ”Kristinas tavshed”, der blev begyndelsen på et særdeles produktivt forfatterskab.

Udover flere romaner tæller forfatterskabet også en spændingsroman, den nævnte grammatikbog, en ph.d.-afhandling om vandrehistorier, en samling af vandrehistorier fra Kolding-området og en manual til skrivekunsten. Derudover har Robert Zola Christensen arbejdet på en billed/tekst-bog sammen med Dorthe Nors, hvor de har fotograferet mennesker på gaden i New York, interviewet dem og skrevet mere eller mindre sandfærdige historier om dem.

Pelle Beck er molekylærbiolog og hovedperson i Robert Zola Christensens roman ”Biologen der tabte hovedet” fra 2000. Han har et forskerjob på Panum i København, et par enkelte venner, en fornuftig hustru og to børn, og han keder sig ikke så lidt. Derfor har han anskaffet sig en elskerinde, den unge lette Ieva, og det er under et besøg hos hende, at Pelle overværer en begivenhed, der skal få fatale konsekvenser for hans liv. Pelle kigger tilfældigt ned i et buskanlæg under Ievas vindue og ser en mystisk mandsperson, som gemmer noget af vejen i buskene. Senere på dagen finder han ud af, at et voldtaget barnelig er fundet i buskene, og Pelle lægger to og to sammen: han har fået et kig på gerningsmanden og kan indtelefonere en beskrivelse til politiet. Desværre har gerningsmanden også fået øje på Pelle igennem vinduet, og nu tager den vilde jagt sin begyndelse. Det trygge liv, som Pelle hidtil har følt som snærende kedsommeligt, skal han snart komme til at savne.

23213567

Pelle lader sig nemlig drage ind i en sag, der peger i retning af organiseret seksuelt misbrug af børn, og langsomt går det op for Pelle, at sagens manglende opklaring skyldes en modvilje hos politiet, der på mareridtsagtig vis også er indblandet i sagen.

Undervejs i opklaringen, som Pelle gradvist tager mere i sine egne hænder, forsvinder elskerinden Ieva, og søgningen efter hende bringer Pelle til Letland. Samtidig forsømmer Pelle sin forskning i gensplejsning, og hans ægteskab med Anna får en uventet afslutning, da hun kommer Pelles dårlige samvittighed i forkøbet og afslører, at også hun har en affære. Intet i Pelles liv er, hvad det så ud til ved første øjekast, og hver gang han mener at have fast grund under fødderne, åbner endnu en lem i gulvet sig, og han ryger ned i et endnu sortere mørke. Der er således ikke noget at sige til, at han taber hovedet, og selvom bogens genrebetegnelse blot er ‘roman’ er ”Biologen der tabte hovedet” en ganske effektiv kriminalroman eller thriller.

Robert Zola Christensens jegfortalte roman ”Tennis” fra 2006 har den cirka fyrreårige Morten som hovedperson. Morten lever et almindeligt borgerligt liv i Virum med sin hustru og deres datter, han har job i Statens Center For Kompetence og Kvalitetsudvikling og en fast tennisaftale med meteorologen Henrik. Og så keder han sig. Men under overfladen ligger der noget andet og alvorligere og spreder sig: Morten griber sin kone i at være sammen med Henrik, og deres datter, Trine, har sandsynligvis fået en hjerneskade på grund af en dårligt kontrolleret diabetes.

Kort tid efter, at Mortens kone Iben har forladt familien og er flyttet sammen med Henrik, møder Morten den underlige Göran på en studietur til Sverige. Göran får efterhånden karakter af en slags skytsengel for Morten, og efterhånden også for Trine.

26480477

Hvert af romanens korte kapitler afsluttes med en kort faktaboks, hvor et begreb uddybes eller kommenteres, og på denne måde får den ikke særligt muntre historie om en familie i krise et vist barokt, humoristisk præg. Mortens hustru Iben forsvinder ind i sit forhold til Henrik, hvilket blandt andet giver trioen Morten, Trine og Göran lejlighed til et roadtrip til det nordlige Tyskland, hvor Morten på afstand kan kæmpe med Iben om, hvad de skal stille op med Trine, der ikke virker til at trives overhovedet. Skal de sende hende på institution eller tage sagen i egen hånd? Morten hælder til det sidste og begynder efter hjemkomsten at undervise hende derhjemme.

Mortens mål er hele tiden at erobre Iben tilbage og få sat skik på tilværelsen igen, og den ægteskabelige krise bliver gengivet i stort og småt.

Alt i alt er ”Tennis” en roman om al den ualmindelighed, der findes i al tilsyneladende almindelighed, og den giver en livagtig skildring af en mand, der forsøger at få sit liv på ret køl igen. Der er tale om, hvad man kunne kalde en moderne kriseroman, men det lette toneleje afslører effektivt den dårskab, der ofte udgør kernen i menneskers desperate handlinger i krisetider.

I 2009 udgav Zola Christensen ”Aldrig så jeg så dejligt et bjerg”, hvor jegfortælleren er en udbrændt, fordrukken gymnasielærer ved navn Allan Ringel. Han sidder i sin lejlighed i Slagelse og tænker over den tid, der er gået, siden han kom til verden i tressernes København som barnebarn af den vakse Hurtig-Carl. Faderen var mekaniker og moderen hjemmegående, og i Allan Ringels familie var det okay at blive akademiker, hvis der altså var tale om at blive ingeniør. Men Allan, der fra barnsben skrev digte på tapetet i sit værelse, ville studere litteratur og sprog, og det blev mildt sagt betragtet med skepsis.

Romanen er ikke fortalt kronologisk, men i en slags bevidsthedsstrøm, og det er på hulter-til-bulter-facon, at historien om Allans barndom, ungdom og voksenliv udfolder sig. Allan Ringel er en mønsterbryder. Efter studentereksamen tager han i Kibbutz i Israel, mens forholdet til gymnasiekæresten Sara sættes på stand-by derhjemme. Hun har søgt ind på Litteraturvidenskab på Københavns Universitet, og det samme gør Allan, da han kommer hjem. Han har dog ikke eksamenssnittet til at komme ind og begynder i stedet på danskstudiet. Nogenlunde samtidig møder han den unge franske kvinde Céline, og forholdet til Sara går i stykker. Allan tager til Aix-en-Provence med Céline og er fra nu af udfordret af sin egen eventyrtrang, der gang på gang har det med at smadre tingene for ham.

27576567

Tilbage i Danmark har Allan igen svært ved at finde ud af, hvilket ben han skal stå på. Han forsøger sig som forfatter, men har nok hverken talentet eller viljen, det kræver. Da han omsider får afleveret sit speciale, tager han et vikarjob som gymnasielærer, men vikartjansen kommer til at vare i syv år. Herefter får han job på et gymnasium i Slagelse, hvorfra han fortæller sin historie, sammenstykker de billeder, der dukker op mellem alkoholtågerne og brokker sig over mangt og meget, blandt andet den kedsommelige danske samtidslitteratur, som den praktiseres af forfattere som Helle Helle. 

”Aldrig så jeg så dejligt et bjerg” er et portræt af en opvækst i et arbejderklassehjem i København i tresserne og halvfjerdserne, mens Danmark hastigt stiger i velstandsniveau. Den tematiserer det sorte ungdomsliv i firserne, der er præget af arbejdsløshed og desperation samt et voksenliv, der synes at være ebbet ud, inden det er kommet rigtigt i gang. Allan plages således konstant af tankerne om, hvordan tingene kunne have været, hvis han havde truffet nogle andre beslutninger.

Robert Zola Christensens første spændingsroman, ”Is i blodet” (2013), handler om en videnskabelig ekspedition på indlandsisen, der ender katastrofalt.

I sommeren 2011 tager Theis, der er isforsker på Niels Bohr Instituttet, til Grønland for at tage prøver af indlandsisen. Han ankommer lidt senere end sine kollegaer og finder i første omgang lejren tom. Efter kort tids søgen finder han samtlige kollegaer liggende livløse og nøgne på isen. Alle er der, undtagen én, nemlig forskerkæresten Vibe, som Theis mødte sidste år samme sted. Hvor er hun? Det spørgsmål bliver omdrejningspunkt for resten af historien, for både Theis og PET er stærkt interesserede i at finde Vibe og forklaringen på det døde forskerhold. Er de ramt af maveforgiftning, et epidemisk angreb eller har de begået kollektivt selvmord?

29882290

Sandheden viser sig at være en anden og af storpolitisk karakter med tråde tilbage til 1960’erne, hvor amerikanerne tabte atombomber over indlandsisen. Vibe findes i live, men har været i lommen på en amerikansk industrigigant, og Theis har blot været en lille brik i hendes forsøg på at overleve under konstante trusler.

”Is i blodet” bliver fortalt i realtid fra ulykken til opklaringen og med jævnlige flashbacks til de forgangne år, hvor den godtroende Theis møder den hemmelighedsfulde kollega. Det viser sig, at den tidligere miljøaktivist Vibe har fusket med sine forskningsresultater i sandhedens tjeneste og derved bragt sit – og sin tætknyttede brors – liv i fare.

Zola lader historien og suspensen udspille sig i krydsfeltet mellem Alaska, den grønlandske indlandsis og et dansk forskningsmiljø med hovedpersonerne Theis og Vibe og deres kærlighedsforhold som det hverdagslige omdrejningspunkt for et storpolitisk spændingsplot. ”Is i blodet” fremstår som en velresearchet og vidensstærk spændingsroman, der – som titlen tvetydigt markerer – både følger et hold passionerede og politisk bevidste isforskere og skaber isnende spænding hos læseren, der løbende ved mere end både politi og hovedperson, hvilket giver rig mulighed for at gisne og gyse undervejs.

Robert Zola Christensen debuterede med en roman, der ligesom Martin A. Hansens halvtreds år ældre “Løgneren” er en dagbogsroman, der fortælles af en mand på en ø. Sproget i “Kristinas tavshed” havde ikke så lidt af den alvorstyngde, som karakteriserer Martin A. Hansen, og det er iøjnefaldende, at Robert Zola Christensen senere er kommet over denne tendens til cementtung alvor og med tiden har fundet sin egen lettere ironiske og humoristiske tone.

Den stilistiske udvikling havde på dette område taget et kvantespring allerede med debutens opfølger “Good Luck, Mr. Gorsky”, der også på andre områder indvarslede elementer, der har præget resten af Zola Christensens forfatterskab. Det gælder interessen for de små historier, der er i omløb mellem mennesker, og som har en evne til at skabe forbindelse mellem fremmede – nemlig vandrehistorien. Allerede samlingens titel refererer til en sådan vandrehistorie, nemlig historien om den mærkværdige hilsen, Neil Armstrong afgav fra månen i 1969, lige inden han gik tilbage til rumskibet. Ifølge diverse mere eller mindre obskure websites, sagde han nemlig ikke blot de berømte ord om “et lille skridt for et menneske, men et kæmpe skridt for menneskeheden”, men også sætningen “Good luck, Mr. Gorsky”.

I de næste romaner fjernede Zola Christensen sig yderligere fra debutromans gravtunge alvorssprog, men det er i “Jysk Fitness” og “Tennis”, at han for alvor finder sin helt egen stil både i sprog og indhold. 

Her er fællestrækket, at det, der på overfladen er et typisk dansk hverdagsscenarie, er rigt på ualmindeligheder, hvis man kigger efter. I “Biologen der tabte hovedet” og “Jysk Fitness” er det endog kriminalgåder, hverdagen skjuler under sin tilsyneladende begivenhedsløshed. Det er dog ikke kriminalgåderne, der er det centrale i de to romaner, for det er ikke gåderne, forfatteren har sin opmærksomhed rettet mod. Den er derimod fokuseret på de mange og mærkelige forbindelser, der findes mellem mennesker, og som knyttes sammen af de historier, der vandrer fra menneske til menneske.   

I “Aldrig så jeg så dejligt et bjerg” møder Christensens skrivestil kongenialt sit stof, og der fortælles naturligt og uforceret i fortid og nutid, om de historier i et liv, der brager ind i hinanden. Imellem mennesker og i mennesker. Menneskehistorier.  

Med spændingsromanen ”Is i blodet” fra 2013 lader forfatteren for første gang et reelt kriminalplot styre sin fortælling. Genremæssigt bevæger han sig derfor lidt udenfor sit sædvanlige spor og ind i den afart af krimigenren, der betegnes som videnskabskrimien. Zola Christensen berører i sin bog det aktuelle og politisk sprængbare tema: klodens klimaforandringer.

Robert Zola Christensens romaner folder sig ud som en form for moderne socialrealisme. Han har en stor forkærlighed for de virkelighedsnære skildringer og for at dykke under overfladen i de mennesker, der befolker virkeligheden. Romanen “Aldrig så jeg så dejligt et bjerg” kan læses i en litteraturhistorisk forlængelse af Martin Andersen Nexøs klassiker “Pelle Erobreren”, men hvor sidstnævnte er en klassisk udviklingsroman om en fattig bondedreng, der kæmper sig fri af sine fattige kår og bliver i stand til at forsørge sin familie, så ender “Aldrig så jeg så dejligt et bjerg” knap så lykkeligt. Ganske vist får hovedpersonen Allan forceret bjerget, men ensomheden og et enormt indre kaos holder Allan fast og gør, at bruddet aldrig bliver en forløsning.

Det indfølte tidsportræt i “Aldrig så jeg så dejligt et bjerg” er ligeledes indholdsmæssigt tæt beslægtet med romaner af de norske forfattere Lars Saabye Christensen og ikke mindst Karl Ove Knausgård.

Robert Zola Christensens optagethed af fortællingen i alle dens udformninger giver hans bøger en form for slægtskab med Peter Seeberg, der ligeledes interesserede sig for de historier, der er tilstede overalt, men som ikke nødvendigvis gør meget væsen af sig.

Med sin kreative brug af krimigenren i romanerne “Biologen der tabte hovedet” og “Jysk Fitness”, minder Robert Zola Christensens leg med genrer om Pia Juuls i romanen “Mordet på Halland”.

Selv nævner Robert Zola Christensen, at han er inspireret af internationale forfattere som Milan Kundera, Moravia, Paul Auster, Kerstin Ekman, James Ellroy og Beate Grimsrud.

Med ”Is i blodet” træder forfatteren ind i en nyere tradition af videnskabskrimer, der kendetegnes ved at plottet udspiller sig i et videnskabeligt forskermiljø. På dansk er der indenfor de seneste år udgivet en del krimier med et videnskabeligt felt i fokus. I 1992 kombinerede Peter Høeg underholdning og encyklopædi i bestselleren ”Frøken Smillas fornemmelse for sne”. I 2003 udgav den amerikanske forfatter Dan Brown sin historiske thriller og verdenssucces ”Da Vinci Mysteriet” og gav hermed genren et gevaldigt boom – og den er siden blevet fortolket og udført på vidt forskellige måder. Den danske forfatter Sissel-Jo Gazan har udgivet ”Dinosaurens fjer” (2008) og ”Svalens graf” (2013), der begge forener et videnskabeligt plot med et psykologisk drama. Forfatterparret Bille & Bille har udgivet to titler af en forventet trilogi med videnskabsjournalisten Thea Vind som hovedperson. I ”Gudindens sidste offer” fra 2012 bliver journalisten involveret i en intrige blandt internationale arkæologer – og i ”Nattens gerning” fra 2013 er det astrofysiske forskningsmiljø omdrejningspunkt for et dramatisk plot. 

Robert Zola Christensens spændingsroman ”Is i blodet” er første bog i en planlagt serie.