Good Luck, Mr. Gorsky

Citat
“Et sted i nærheden skal en gruppe kæmpeøgler på mellem tre og fire meter til at gå til angreb på nogle forskræmte artsfæller. Og sådan er det hele vejen igennem, opdager Nikolaj nu; alting er i bevægelser, selv om det står stille. Disse legokreationer overgår alt hvad han tidligere har set.”
“Good Luck, Mr. Gorsky”, s. 49.

I 1999 udgav Robert Zola Christensen ”Good Luck, Mr. Gorsky – fortællinger fra en lille klode” der, som undertitlen afslører, er en samling fortællinger, der ikke er begrænsede til en enkelt geografisk lokalitet, men foregår vidt forskellige steder på kloden. Flere af dem er dog bundet sammen på den måde, at personer går igen i forskellige roller. En histories hovedperson kan være biperson i en anden og i en bisætning hentyde til en tredje person, der i en helt anden historie spiller rollen som protagonist. Og så videre. Man fatter på den måde forfatterens intention: at gøre opmærksom på, at de historier, mennesker er indviklet i på kryds og tværs, kan danne netværk og mønstre på vilkårlige måder og endog overskride oceaner.

22624229

Samlingens bedste novelle, ”Lego Classic”, følger Nikolaj, der føler sig udbrændt i sit job i legetøjskoncernen Lego. For hvordan kan koncernen udvikle nye legetøjskoncepter, hvis den oprindelige, helt enkle firkantede plasticklods med sine nærmest ubegrænsede byggemuligheder i virkeligheden er alt andet legetøj overlegent?

Nikolaj har brug for en pause fra en virkelighed, der har mistet sin oprindelige uskyldighed, og derfor rejser han fra en konference i USA i bil til en lokalitet i vildmarken nord for Polarcirklen. Rejsen har karakter af pilgrimsrejse, idet Nikolajs mål er at finde frem til samen Jouri Heikka i Parkalompolo, der bærer tilnavnet verdens mærkeligste mand. Heikka er nemlig berømt i Legokoncernen for som privatperson at bestille umanerligt store mængder legoklodser hjem, og Nikolajs ærinde er at bese Heikkas sagnomspundne mini-Legoland. I vanlig Robert Zola Christensen-stil skal Nikolaj på sin vej forcere en skov af historier om den outrerede nordbo, inden han kan træde indenfor i den lade, hvor Legobyggerier af vidunderlig fantasi og livagtighed giver hans hjerne det friske pust, han og den firkantede verden trængte så gevaldigt til.