Robert Zola Christensen debuterede med en roman, der ligesom Martin A. Hansens halvtreds år ældre “Løgneren” er en dagbogsroman, der fortælles af en mand på en ø. Sproget i “Kristinas tavshed” havde ikke så lidt af den alvorstyngde, som karakteriserer Martin A. Hansen, og det er iøjnefaldende, at Robert Zola Christensen senere er kommet over denne tendens til cementtung alvor og med tiden har fundet sin egen lettere ironiske og humoristiske tone.
Den stilistiske udvikling havde på dette område taget et kvantespring allerede med debutens opfølger “Good Luck, Mr. Gorsky”, der også på andre områder indvarslede elementer, der har præget resten af Zola Christensens forfatterskab. Det gælder interessen for de små historier, der er i omløb mellem mennesker, og som har en evne til at skabe forbindelse mellem fremmede – nemlig vandrehistorien. Allerede samlingens titel refererer til en sådan vandrehistorie, nemlig historien om den mærkværdige hilsen, Neil Armstrong afgav fra månen i 1969, lige inden han gik tilbage til rumskibet. Ifølge diverse mere eller mindre obskure websites, sagde han nemlig ikke blot de berømte ord om “et lille skridt for et menneske, men et kæmpe skridt for menneskeheden”, men også sætningen “Good luck, Mr. Gorsky”.
I de næste romaner fjernede Zola Christensen sig yderligere fra debutromans gravtunge alvorssprog, men det er i “Jysk Fitness” og “Tennis”, at han for alvor finder sin helt egen stil både i sprog og indhold.
Her er fællestrækket, at det, der på overfladen er et typisk dansk hverdagsscenarie, er rigt på ualmindeligheder, hvis man kigger efter. I “Biologen der tabte hovedet” og “Jysk Fitness” er det endog kriminalgåder, hverdagen skjuler under sin tilsyneladende begivenhedsløshed. Det er dog ikke kriminalgåderne, der er det centrale i de to romaner, for det er ikke gåderne, forfatteren har sin opmærksomhed rettet mod. Den er derimod fokuseret på de mange og mærkelige forbindelser, der findes mellem mennesker, og som knyttes sammen af de historier, der vandrer fra menneske til menneske.
I “Aldrig så jeg så dejligt et bjerg” møder Christensens skrivestil kongenialt sit stof, og der fortælles naturligt og uforceret i fortid og nutid, om de historier i et liv, der brager ind i hinanden. Imellem mennesker og i mennesker. Menneskehistorier.
Med spændingsromanen ”Is i blodet” fra 2013 lader forfatteren for første gang et reelt kriminalplot styre sin fortælling. Genremæssigt bevæger han sig derfor lidt udenfor sit sædvanlige spor og ind i den afart af krimigenren, der betegnes som videnskabskrimien. Zola Christensen berører i sin bog det aktuelle og politisk sprængbare tema: klodens klimaforandringer.