Størstedelen af Ovids forfatterskab er skrevet som elegier. Elegien er en poetisk genre, som består af tolinjede strofer med versemål, der er opbygget af et heksameter efterfulgt af et pentameter. Erotik og romantisk kærlighed centreret omkring det mandlige begær efter kvinden er hovedtematikkerne i Ovids digtning. ”Ovids metamorfoser” er skrevet som et epos med samme versemål, daktyliske heksametre, som man finder i Homers og Vergils værker.
Der er mange udlægninger af forvandlingstematikken i ”Ovids metamorfoser”. En læsning kan være, at mennesker er uvidende om deres fremtidige skæbne, men sikkert er det, at vi forandrer os gennem livet. Også Ovid gennemgik en forvandling fra sin position som populær digter i Rom til den eksileredes bitterlige tilværelse. Om forvandlingstematikken hos Ovid skriver den danske oversætter Otto Steen Due: ”Vi er alle under forvandlingens lov, men denne lov har ingen moralsk retning. Forvandling kan lige så godt være belønning som straf, udfrielse af lidelse som fordømmelse til den.” (Otto Steen Due: Indledning i Ovids metamorfoser. Gyldendal, 2005).
Et andet centralt tema i Ovids forfatterskab er eksilet som tilstand og vilkår. I en artikel skriver Bente Jørgensen om Ovids eksildigtning: ”Ovids eksildigte er med deres meditative betragtninger over eksillivets vilkår og beskaffenhed samt med deres udtryk for det psykologiske pres, der udøvedes mod den eksilerede i form af isolation fra familie, venner og vante kulturkreds, uden fortilfælde i den klassiske romerske litteratur.” (Bente Jørgensen: Litterae ex orbe extremo. Aigis online, 2011, nr.1). Bente Jørgensen peger også på, at det unikke indblik i den fordrevnes følelser, tanker og livsvilkår har vækket genklang hos mange gennem tiden og stadig gør det i dag, hvor totalitære regimer og politisk forfølgelse fortsat tvinger mennesker i eksil.