Ovids metamorfoser

Citat
”Afvist gemmer hun sig i skoven og skjuler sit ansigt/ bag dens løvrige grene og lever i ensomme grotter./ Elskoven sidder i hjertet og gror ved at blive foragtet, og den elendiges krop bliver mager af søvnløse kvaler,/ runken og indfalden bliver hun og udtørres helt og aldeles, indtil der ikke er andet tilbage end stemme og knogler.”
”Ovids metamorfoser”, s. 80.

Ovid var ved at lægge sidste hånd på sit værk ”Metamorphōsēs” (”Ovids metamorfoser”, 2005), da forvisningsordren trådte i kraft i år 8 e.v.t. Ovid skriver, at han i fortvivlelse kastede manuskriptet i flammerne, men afskrifter var allerede i omløb og efterspurgt.

”Ovids metamorfoser” er et epos med 250 forvandlingshistorier berettet i forskellige tempi og længde og med en spændvidde fra verdens skabelse til samtiden under kejser Augustus’ regering. Værket er opbygget som en digtkreds, hvor hver mytologisk historie ender med en forvandling. Liv i forvandling til nyt er netop det emne, som beretteren har sat sig for at skildre.

29592586

Mytemosaikken åbner med en skabelsesberetning. Verden er en plump og uformelig masse, et kaos. Guddommen former jorden, så den bliver rund som en vældig kugle. Han skaber havene, lande og øer, ud af mudder skaber han mennesker, som adskiller sig fra dyrene ved at have evnen til dybere tænkning.

Myterne, som Ovid gendigter, stammer fra græsk og romersk mytologi. I Tredje sang er det myten om Ekko og Narcissus, der gendigtes. Ekkos skæbne er den, at hun ikke kan tale, men kun efterplapre de sidste ord, hun hører. Ekko forelsker sig i Narcissus, men han afviser hende, og hun sygner hen af ulykkelig kærlighed, til der til sidst kun er stemmen og knogler tilbage. Narcissus har kun blik for sit eget spejlbillede, sulter sig ihjel og forvandles til blomsten Narcis. Kendetegnende for forvandlinger i ”Ovids metamorfoser” er, at menneskene ofte forvandles til noget livløst, og at det sker som en straf, som guderne påfører de magtesløse mennesker. F.eks. bliver jægeren Actaeon straffet for at have set gudinden Diana nøgen og forvandles til en hjort, som bliver dræbt af hans egne jagthunde.

”Ovids metamorfoser” er et fletværk, hvor myterne griber ind i hinanden og danner en helhed. Forvandlinger og kærlighed er de helt store tematikker. I et fortællelystent og patosfyldt sprog beretter Ovid om forvandlingshistorier, der ofte indtræffer uden forvarsel, og som omformer de menneskelige egenskaber til naturfænomener.