Gunnhild Øyehaug har skrevet i de fleste genrer, men uanset om hun skriver noveller, romaner eller essays, balancerer hun mellem det tragiske og komiske, det rørende og frastødende. Hun springer mellem det menneskeligt nære og livets store linjer og refererer flittigt til både litterære klassikere og popkultur.
Tematisk kredser hendes forfatterskab om kærlighed, krop, køn, drømme, drifter og identitet. Hun skriver om menneskelige relationer, eller manglen på samme, og hun har et dissekerende blik for det pinlige og dysfunktionelle. Det ses især i romanerne, hvor for eksempel Undis i ”Undis Brekke” igen og igen ender i pinlige situationer, fordi hun enten er for ærlig eller for ærekær.
Generelt for Øyehaugs fortællinger er manglen på plot og personkarakteristik. Det er tankerne og sproget, der er materialet, og således mimer de fleste af hendes historier det menneskelige sind styret af tankernes cirkulære mønstre.
Øyehaug leger med synsvinklerne, når hun skriver. I novellesamlingen ”Knuder” fortælles en af novellerne for eksempel fra en hjorts synsvinkel, og i ”Vente, blinke: et perfekt billede af et personligt indre” skiftes der ikke kun mellem mange forskellige personer, men med ét fortælles der også fra en fisks synsvinkel. I det hele taget bruger Øyehaug bevidst litterære virkemidler, men altid så det tilfører et ekstra lag og noget overraskende til fortællingen, aldrig kun for at demonstrere et fortælleteknisk greb.
Øyehaugs forfatterskab er både alvorligt og morsomt. Sammenstillingerne, personerne, referencerne og sproget bidrager hele tiden til noget nyt og overraskende. Øyehaug er både fabulerende og virkelighedsnær, skriver om det tunge og lette, det menneskelige og teoretiske, og under det hele løber en strøm af humor. Men humoren er ikke et litterært greb ifølge Øyehaug, for som hun fortæller: ”Det er ikke noget jeg beslutter mig for at gøre, som ”åh, det her er lidt trist, så må jeg hellere tilføre et morsomt element.” Det er en måde at tænke på, en måde at skrive på, og det er et dynamisk spil. Hvis det er meget dystert, er man nødt til at tilføre noget lys. Hvis ikke man gør det, drukner teksten i mine øjne. Og hvis det er for lyst, forsvinder betydningen, så er der ikke noget på spil.” (Michelle Hogmire: Masses in Balance. A Conversation with Knots Author Gunnhild Øyehaug. KBG Bar Lit, 2017. Egen oversættelse).