gunnhild øyehaug
Foto: Magne Sandnes

Gunnhild Øyehaug

cand.mag. Maria Roslev, Bureauet, august 2018.
Top image group
gunnhild øyehaug
Foto: Magne Sandnes

Den norske forfatter Gunnhild Øyehaug skriver underholdende og elegant om livets alvor og springer ubesværet mellem det nære menneskelige og det teoretiske. Det gælder, uanset om hun skriver kortprosa, romaner eller essays. I hjemlandet debuterede hun i 1998 med digtsamlingen ”Slaven av blåbæret”. Siden har hun udgivet en række bøger, hvoraf mange er oversat, senest novellesamlingen ”Knuder” i 2018. Samlingen har givet hende stor international anerkendelse, og hun er blevet rost til skyerne i tidskriftet The New Yorker.

62232315

Blå bog

Født: 9. januar 1975 i Volda i Norge.

Uddannelse: Cand.phil. fra Bergens Universitet i 2002.

Debut: Slaven av blåbæret. 1998. Digtsamling.

Litteraturpriser: Bjørnsonstipendium, 2006. Tanums kvinnestipend, 2007. Doblougprisen, 2009. Sultprisen, 2009. Prins Eugens Kulturpris, 2010.

Seneste udgivelse: Onde blomster : noveller. Gutkind, 2022. (Vonde blomar, 2020). Oversætter: Sara Koch.

Inspiration: Dag Solstad, Virginia Woolf, Inger Christensen, Lydia Davis, Gustave Flaubert.

Artikel type
voksne

Baggrund

”De lignede, tænkte jeg og måtte kvæle et fnis, kalve der lige var kommet ud af stalden om foråret, kalvene havde kroppe, det havde de, og bruge den frit, det ville de, de havde bare ikke helt fundet ud af hvordan. Der var noget næsten rørende ved at se mine kolleger sådan. Det var et forsøg på at nærme sig noget, noget friere.”

”Undis Brekke”, s. 36-37.

Den norske forfatter Gunnhild Øyehaug er født i 1975 i Ørsta, en lille by nord for Bergen. Som bare femtenårig fik hun sin første novelle publiceret i ”Norsk barneblad”, et norsk magasin til børn, men hun vidste meget tidligere, at hun ville være forfatter. Hun fortæller, at hun lærte at læse som fireårig og begyndte at skrive dagbog som seksårig. Når hun skrev digte, afsluttede hun dem altid med ordene ”Flot digt”, fordi, som hun fortæller: ”Jeg havde en ældre kusine, der var begyndt i skole tidligere end mig. Jeg var meget misundelig på hende, fordi der altid stod ”flot arbejde” på det hjemmearbejde, hun viste mig. Derfor tænkte jeg: ”Okay, så må jeg være min egen lærer og skrive ’flot digt’”. Jeg måtte rose mig selv. Det er sikkert derfor, jeg er blevet forfatter – fordi jeg har rost mig selv så meget.” (Michelle Hogmire: Masses in Balance. A Conversation with Knots Author Gunnhild Øyehaug. KBG Bar Lit, 2017. Egen oversættelse). Om det er hendes egen ros eller en vedvarende fascination af sproget og tekstens mulighed for at frigøre det enkelte individ, er svært at afgøre, men forfatter blev hun.

Gunnhild Øyehaug debuterede i Norge med digtsamlingen ”Slaven av blåbæret” i 1998 og fik sit store gennembrud i hjemlandet med romanen ”Vente, blinke: et perfekt billede af et personligt indre” i 2008. Den blev i 2014 filmatiseret under titlen ”Kvinder i for store herreskjorter”. Siden har hun skrevet både noveller, romaner og essays, og flere af hendes bøger er oversat til blandt andet dansk, svensk, tysk og engelsk. At hun blev oversat til engelsk skyldtes delvist den amerikanske forfatter og oversætter Lydia Davis, for som Øyehaug siger: ”Frode Saugestad, iværksætter af the Norwegian American Festival i Oslo og New York, inviterede flere gange Lydia Davis til Norge. Han gav hende en stak norske bøger, som han selv holdt af, deriblandt ”Knuder”, og da hun på et tidspunkt skulle ud at rejse, tog hun mine noveller med. Det var sådan det begyndte. Hun kunne godt lide dem, fortalte Saugestad mig i en mail, og det var helt vildt for mig, fordi jeg er en ret stor fan af hende.(Michelle Hogmire: Masses in Balance. A Conversation with Knots Author Gunnhild Øyehaug. KBG Bar Lit, 2017. Egen oversættelse). Lydia Davis er ikke den eneste, der er vild med Øyehaugs noveller. ”Knuder”, der er kommet på dansk i 2018, har høstet formidable anmeldelser både i Danmark og USA.

Gunnhild Øyehaug er uddannet i litteraturvidenskab fra Bergen Universitet i 2002 og underviser i dag ved Skrivekunstakademiet i Bergen. Hun bor i Bergen og er gift med Sasja Haven, som hun har to børn med.

Vente, blinke: et perfekt billede af et personligt indre

”Jeg orker ikke flere kvinder i for store skjorter. Hvorfor er de så ekstremt pussenussede og dejlige i disse skjorter? Se bare, sagde Sigrid, en norsk film jeg ikke kan huske hvad hedder, hvor Maria Bonnevie spiller en kvinde som er to ting: udfordrende og sexet med røde læber og stram rød kjole og fortabt og sårbar med pjusket hår og næsten ingen sminke og en herreskjorte som er for stor.”

”Vente, blinke: et perfekt billede af et personligt indre”, s. 22.

Gunnhild Øyehaugs første roman ”Vente, blinke. Eit perfekt bilete av eit personleg indre” fra 2009 (”Vente, blinke: et perfekt billede af et personligt indre”, 2010) er en fortælling vævet sammen af mange historier og stemmer. Vi møder blandt andet den unge litteraturstuderende Sigrid, der længes efter kærligheden, filmskaberen Linnea, der længes efter sin tidligere elsker, og performancekunstneren Trine, der som nybagt mor har svært ved at finde fodfæste. Viggo, endnu en litteraturstuderende, længes efter at være noget, og forfatteren Kåre kan ikke finde ud af at elske, blot for at nævne nogle af romanens karakterer i krise. Flere af karaktererne krydser hinandens spor, men det, der rigtigt forbinder dem, er deres myldrende tanker.

28083270

Et grunddilemma i bogen er at udtrykke sig, at forlade tankerne og kommunikere med et andet menneske, og her findes fortællingens drivkraft. Der er ikke et egentligt plot i romanen. Det er karakterernes tankestrømme, drømme, indsigter, frygt og forvirring, der hvirvler fortællingen af sted. En alvidende vi-fortæller sætter scenen, hver gang der skiftes synsvinkel, og vi placeres således som læser i et rum, og karaktererne gives en krop. Fortælleren lader de utroligste sammentræf ske, og man mærker, at karaktererne også er brikker i en fortællers undersøgelse af det menneskelige sind.

Tematisk er romanen mangfoldig, men den cirkler især om den ældre mands blik på den unge kvinde, og filmmediets brug af yngre kvinder iklædt for store herreskjorter er et omdrejningspunkt. Sigrid går i kødet på denne kliché, og dermed bliver Øyehaugs roman også et opgør med det objektgørende blik på kvinden.

Sproget er præcist og flyder ubesværet, referencerne er utallige, og der formidles konstant på flere niveauer. Hen mod romanens slutning holder en litteraturprofessor en forelæsning om ’romanen som det famlende menneskes genre'. Stilmæssigt famler Øyehaug på ingen måde, men hun iscenesætter det famlende, så det mærkes helt ud i læsningen.

”Vente, blinke: et perfekt billede af et personligt indre” er en cirkulær og associativ fortælling om kaos, kunst og kærlighed. Det er en roman, der i sin helhed giver et indsigtsfuldt indblik i det menneskelige sind.