Vente, blinke: et perfekt billede af et personligt indre

Citat
”Jeg orker ikke flere kvinder i for store skjorter. Hvorfor er de så ekstremt pussenussede og dejlige i disse skjorter? Se bare, sagde Sigrid, en norsk film jeg ikke kan huske hvad hedder, hvor Maria Bonnevie spiller en kvinde som er to ting: udfordrende og sexet med røde læber og stram rød kjole og fortabt og sårbar med pjusket hår og næsten ingen sminke og en herreskjorte som er for stor.”

”Vente, blinke: et perfekt billede af et personligt indre”, s. 22.

Gunnhild Øyehaugs første roman ”Vente, blinke. Eit perfekt bilete av eit personleg indre” fra 2009 (”Vente, blinke: et perfekt billede af et personligt indre”, 2010) er en fortælling vævet sammen af mange historier og stemmer. Vi møder blandt andet den unge litteraturstuderende Sigrid, der længes efter kærligheden, filmskaberen Linnea, der længes efter sin tidligere elsker, og performancekunstneren Trine, der som nybagt mor har svært ved at finde fodfæste. Viggo, endnu en litteraturstuderende, længes efter at være noget, og forfatteren Kåre kan ikke finde ud af at elske, blot for at nævne nogle af romanens karakterer i krise. Flere af karaktererne krydser hinandens spor, men det, der rigtigt forbinder dem, er deres myldrende tanker.

28083270

Et grunddilemma i bogen er at udtrykke sig, at forlade tankerne og kommunikere med et andet menneske, og her findes fortællingens drivkraft. Der er ikke et egentligt plot i romanen. Det er karakterernes tankestrømme, drømme, indsigter, frygt og forvirring, der hvirvler fortællingen af sted. En alvidende vi-fortæller sætter scenen, hver gang der skiftes synsvinkel, og vi placeres således som læser i et rum, og karaktererne gives en krop. Fortælleren lader de utroligste sammentræf ske, og man mærker, at karaktererne også er brikker i en fortællers undersøgelse af det menneskelige sind.

Tematisk er romanen mangfoldig, men den cirkler især om den ældre mands blik på den unge kvinde, og filmmediets brug af yngre kvinder iklædt for store herreskjorter er et omdrejningspunkt. Sigrid går i kødet på denne kliché, og dermed bliver Øyehaugs roman også et opgør med det objektgørende blik på kvinden.

Sproget er præcist og flyder ubesværet, referencerne er utallige, og der formidles konstant på flere niveauer. Hen mod romanens slutning holder en litteraturprofessor en forelæsning om ’romanen som det famlende menneskes genre'. Stilmæssigt famler Øyehaug på ingen måde, men hun iscenesætter det famlende, så det mærkes helt ud i læsningen.

”Vente, blinke: et perfekt billede af et personligt indre” er en cirkulær og associativ fortælling om kaos, kunst og kærlighed. Det er en roman, der i sin helhed giver et indsigtsfuldt indblik i det menneskelige sind.