gunnhild øyehaug
Foto: Magne Sandnes

Gunnhild Øyehaug

cand.mag. Maria Roslev, Bureauet, august 2018.
Top image group
gunnhild øyehaug
Foto: Magne Sandnes

Indledning

Den norske forfatter Gunnhild Øyehaug skriver underholdende og elegant om livets alvor og springer ubesværet mellem det nære menneskelige og det teoretiske. Det gælder, uanset om hun skriver kortprosa, romaner eller essays. I hjemlandet debuterede hun i 1998 med digtsamlingen ”Slaven av blåbæret”. Siden har hun udgivet en række bøger, hvoraf mange er oversat, senest novellesamlingen ”Knuder” i 2018. Samlingen har givet hende stor international anerkendelse, og hun er blevet rost til skyerne i tidskriftet The New Yorker.

54216483

Blå bog

Født: 9. januar 1975 i Volda i Norge.

Uddannelse: Cand.phil. fra Bergens Universitet i 2002.

Debut: Slaven av blåbæret. 1998. Digtsamling.

Litteraturpriser: Bjørnsonstipendium, 2006. Tanums kvinnestipend, 2007. Doblougprisen, 2009. Sultprisen, 2009. Prins Eugens Kulturpris, 2010.

Seneste udgivelse: Knuder. Rosinante, 2018. Oversætter: Sara Koch.

Inspiration: Dag Solstad, Virginia Woolf, Inger Christensen, Lydia Davis, Gustave Flaubert.

Artikel type
voksne

Baggrund

”De lignede, tænkte jeg og måtte kvæle et fnis, kalve der lige var kommet ud af stalden om foråret, kalvene havde kroppe, det havde de, og bruge den frit, det ville de, de havde bare ikke helt fundet ud af hvordan. Der var noget næsten rørende ved at se mine kolleger sådan. Det var et forsøg på at nærme sig noget, noget friere.”

”Undis Brekke”, s. 36-37.

Den norske forfatter Gunnhild Øyehaug er født i 1975 i Ørsta, en lille by nord for Bergen. Som bare femtenårig fik hun sin første novelle publiceret i ”Norsk barneblad”, et norsk magasin til børn, men hun vidste meget tidligere, at hun ville være forfatter. Hun fortæller, at hun lærte at læse som fireårig og begyndte at skrive dagbog som seksårig. Når hun skrev digte, afsluttede hun dem altid med ordene ”Flot digt”, fordi, som hun fortæller: ”Jeg havde en ældre kusine, der var begyndt i skole tidligere end mig. Jeg var meget misundelig på hende, fordi der altid stod ”flot arbejde” på det hjemmearbejde, hun viste mig. Derfor tænkte jeg: ”Okay, så må jeg være min egen lærer og skrive ’flot digt’”. Jeg måtte rose mig selv. Det er sikkert derfor, jeg er blevet forfatter – fordi jeg har rost mig selv så meget.” (Michelle Hogmire: Masses in Balance. A Conversation with Knots Author Gunnhild Øyehaug. KBG Bar Lit, 2017. Egen oversættelse). Om det er hendes egen ros eller en vedvarende fascination af sproget og tekstens mulighed for at frigøre det enkelte individ, er svært at afgøre, men forfatter blev hun.

Gunnhild Øyehaug debuterede i Norge med digtsamlingen ”Slaven av blåbæret” i 1998 og fik sit store gennembrud i hjemlandet med romanen ”Vente, blinke: et perfekt billede af et personligt indre” i 2008. Den blev i 2014 filmatiseret under titlen ”Kvinder i for store herreskjorter”. Siden har hun skrevet både noveller, romaner og essays, og flere af hendes bøger er oversat til blandt andet dansk, svensk, tysk og engelsk. At hun blev oversat til engelsk skyldtes delvist den amerikanske forfatter og oversætter Lydia Davis, for som Øyehaug siger: ”Frode Saugestad, iværksætter af the Norwegian American Festival i Oslo og New York, inviterede flere gange Lydia Davis til Norge. Han gav hende en stak norske bøger, som han selv holdt af, deriblandt ”Knuder”, og da hun på et tidspunkt skulle ud at rejse, tog hun mine noveller med. Det var sådan det begyndte. Hun kunne godt lide dem, fortalte Saugestad mig i en mail, og det var helt vildt for mig, fordi jeg er en ret stor fan af hende.(Michelle Hogmire: Masses in Balance. A Conversation with Knots Author Gunnhild Øyehaug. KBG Bar Lit, 2017. Egen oversættelse). Lydia Davis er ikke den eneste, der er vild med Øyehaugs noveller. ”Knuder”, der er kommet på dansk i 2018, har høstet formidable anmeldelser både i Danmark og USA.

Gunnhild Øyehaug er uddannet i litteraturvidenskab fra Bergen Universitet i 2002 og underviser i dag ved Skrivekunstakademiet i Bergen. Hun bor i Bergen og er gift med Sasja Haven, som hun har to børn med.

Vente, blinke: et perfekt billede af et personligt indre

”Jeg orker ikke flere kvinder i for store skjorter. Hvorfor er de så ekstremt pussenussede og dejlige i disse skjorter? Se bare, sagde Sigrid, en norsk film jeg ikke kan huske hvad hedder, hvor Maria Bonnevie spiller en kvinde som er to ting: udfordrende og sexet med røde læber og stram rød kjole og fortabt og sårbar med pjusket hår og næsten ingen sminke og en herreskjorte som er for stor.”

”Vente, blinke: et perfekt billede af et personligt indre”, s. 22.

Gunnhild Øyehaugs første roman ”Vente, blinke. Eit perfekt bilete av eit personleg indre” fra 2009 (”Vente, blinke: et perfekt billede af et personligt indre”, 2010) er en fortælling vævet sammen af mange historier og stemmer. Vi møder blandt andet den unge litteraturstuderende Sigrid, der længes efter kærligheden, filmskaberen Linnea, der længes efter sin tidligere elsker, og performancekunstneren Trine, der som nybagt mor har svært ved at finde fodfæste. Viggo, endnu en litteraturstuderende, længes efter at være noget, og forfatteren Kåre kan ikke finde ud af at elske, blot for at nævne nogle af romanens karakterer i krise. Flere af karaktererne krydser hinandens spor, men det, der rigtigt forbinder dem, er deres myldrende tanker.

28083270

Et grunddilemma i bogen er at udtrykke sig, at forlade tankerne og kommunikere med et andet menneske, og her findes fortællingens drivkraft. Der er ikke et egentligt plot i romanen. Det er karakterernes tankestrømme, drømme, indsigter, frygt og forvirring, der hvirvler fortællingen af sted. En alvidende vi-fortæller sætter scenen, hver gang der skiftes synsvinkel, og vi placeres således som læser i et rum, og karaktererne gives en krop. Fortælleren lader de utroligste sammentræf ske, og man mærker, at karaktererne også er brikker i en fortællers undersøgelse af det menneskelige sind.

Tematisk er romanen mangfoldig, men den cirkler især om den ældre mands blik på den unge kvinde, og filmmediets brug af yngre kvinder iklædt for store herreskjorter er et omdrejningspunkt. Sigrid går i kødet på denne kliché, og dermed bliver Øyehaugs roman også et opgør med det objektgørende blik på kvinden.

Sproget er præcist og flyder ubesværet, referencerne er utallige, og der formidles konstant på flere niveauer. Hen mod romanens slutning holder en litteraturprofessor en forelæsning om ’romanen som det famlende menneskes genre'. Stilmæssigt famler Øyehaug på ingen måde, men hun iscenesætter det famlende, så det mærkes helt ud i læsningen.

”Vente, blinke: et perfekt billede af et personligt indre” er en cirkulær og associativ fortælling om kaos, kunst og kærlighed. Det er en roman, der i sin helhed giver et indsigtsfuldt indblik i det menneskelige sind.

Undis Brekke

” (...) men nu er jeg så sløv, er der nogen risiko for at jeg er i gang med at udvikle virkelig tidlig Alzheimers? Det er der ingen risiko for, sagde min læge. Det er som om krydsningen mellem poesi og prosa i Rimbauds prosalyrik heller ikke er gribende længere, sagde jeg. Åh, sagde lægen. Så skal du have Brexidol. Han smilede og gav mig en henvisning til en psykolog eftersom han mente at jeg udviste symptomer på angst.”

”Undis Brekke”, s. 36-37.

Gunnhild Øyehaugs roman ”Undis Brekke” fra 2014 (”Undis Brekke”, 2014) handler om den 38-årige Undis, der vender tilbage til sin fødeby, en lille flække i fjeldene. Karrieren og samlivet i Bergen er kuldsejlet, og Undis forlader både sin ufærdige ph.d.-afhandling om Rimbaud, sin skriveblokade og kæresten Anja. Alt virkede ellers så lovende, da hun for længe siden slog igennem med sin debutroman, men nu sidder hun bænket til en julefrokost med sine nye kolleger fra universitetscenteret.

Julefrokosten med de dampende fårehoveder, som gæsterne sætter til livs, er romanens ramme. Dialoger, observationer, erindringer og tanker tager afsæt her. Øyehaug har et skarpt blik for menneskelige relationer, for magtkampe og modstriden mellem de kloge intellektuelle hoveder og deres manglende evne til at leve. Jo mere alkohol, der glider ned, jo tydeligere træder det frem, og hovedpersonen Undis er ingen undtagelse. Tværtimod. Hun famler rundt i livet og til julefrokosten, slået tilbage til start, hvor en ældgammel, ulykkelig forelskelse blusser op igen.

52197694

Tematisk kredser romanen om krop, sprog, kunst, kærlighed og identitet. Øyehaug bevæger sig gennem Undis fra det helt nære til det mere universelle, som for eksempel, når Undis ophæver sine PMS-problemer til et verdensproblem, og tilmed hævder, at både Virginia Woolf og Sylvia Plath tog livet af sig på grund af PMS (præmenstruelt syndrom). Denne zoomen helt ind og ud igen sker ofte i én sætning. I det hele taget er Øyehaug formidabel til at forme lange, elegante sætninger, der ofte indeholder en selvmodsigelse.

Kontrasten mellem intellekt og krop, mellem kønnene og mellem drømme og virkelighed er bærende i romanen, men lige så bærende er Øyehaugs opgør med tabuer. De kvindelige erfaringer med menstruation, PMS og fødsler er stadig tabuer, men i ”Undis Brekke” får det hele plads, og Øyehaug skriver om det med humor og alvor. Selv siger hun: ”Jeg er meget interesseret i den kvindelige erfaring. Jeg har selv læst meget lidt om den. Jeg er tilhænger af, at når noget er tabu, skal man skrive og tale om det.” (Heidi Borud: Gunnhild Øyehaug: - Jeg var litt utenfor. Da var det en styrke å kunne skrive. Aftenposten, 2017-07-08. Egen oversættelse).

Knuder

”Her går jeg og kunne forandre menneskeskæbner hvis nogen så mig, men der er ingen der ser mig. Her går jeg og er en hjort, og så er der ingen der er interesseret.”

”Knuder”, s. 75.

Gunnhild Øyehaugs novellesamlinger Knutar” fra 2012 og ”Draumeskrivar” fra 2016 er på dansk udgivet i én samling under titlen ”Knuder” i 2018. Den består af 45 korte og meget forskellige noveller, hvoraf nogle er eventyrlige og surrealistiske, andre metafiktive og andre igen realistiske, og man finder f.eks. både en stil, dagbogstekster, en tale og korte historier fra rummet i samlingen.

Øyehaug eksperimenterer åbenlyst med genrerne, og hun fortæller med mange forskellige stemmer. Men uanset om hovedpersonen er en mand, der for evigt er lænket til sin mor gennem en ubrydelig navlestreng, en hjort, der gerne vil ses eller en lille pige ved navn Mona Lisa, der har en stor mand klistret fast til sit lår, er det kendetegnende for dem, at de er tvivlende, søgende og længselsfulde skabninger. Novellernes hovedpersoner famler rundt i livet, uanset om de kan gå gennem vægge eller er en tur i Ikea. Skellet mellem ydre og indre, mellem den fysiske verden og følelseslivet er i mange af novellerne ophævet, og det virker ofte, som om både verden og fortælleren er ved at kollapse.

54216483

Der er både jeg-fortællere og tredjepersons-fortæller i novellerne, og sommetider forvandler en jeg-fortæller sig til en man-fortæller. Det sker f.eks. i ”Mildt og dejligt”, hvor jeg’et bliver til et ”man” i takt med, at manden, der fortæller, falder mere og mere fra hinanden på sin tur til Ikea. Fornemmelsen af kollaps findes altså helt ned i sproget.

Øyehaugs sprog er ellers på alle måder solidt. Hun skriver præcist og kortfattet i et højt fortælletempo. Hun er ferm til at komponere filmiske scener og skriver flerstemmigt og vedkommende. Det absurde i novellerne er ofte sjovt og overraskende. Det åbner nye dimensioner både i måden at fortælle på og i læsningen, og Øyehaug skriver indsigtsfuldt om følelseslivet, uanset hvor absurd rammen er.

Kunst og skrift er tilbagevendende temaer, og Øyehaugs store litterære viden skinner tydeligt igennem. Et andet centralt tema er utroskab og besværlig kærlighed, og mange af novellerne handler om alt det, der binder os mennesker sammen, på godt og ondt.

”Knuder” er en stilistisk og litterært legende novellesamling, der handler om alt fra svigt, frygt og død til det at skrive og skabe kunst.

Genrer og tematikker

Gunnhild Øyehaug har skrevet i de fleste genrer, men uanset om hun skriver noveller, romaner eller essays, balancerer hun mellem det tragiske og komiske, det rørende og frastødende. Hun springer mellem det menneskeligt nære og livets store linjer og refererer flittigt til både litterære klassikere og popkultur.

Tematisk kredser hendes forfatterskab om kærlighed, krop, køn, drømme, drifter og identitet. Hun skriver om menneskelige relationer, eller manglen på samme, og hun har et dissekerende blik for det pinlige og dysfunktionelle. Det ses især i romanerne, hvor for eksempel Undis i ”Undis Brekke” igen og igen ender i pinlige situationer, fordi hun enten er for ærlig eller for ærekær.

Generelt for Øyehaugs fortællinger er manglen på plot og personkarakteristik. Det er tankerne og sproget, der er materialet, og således mimer de fleste af hendes historier det menneskelige sind styret af tankernes cirkulære mønstre.  

Øyehaug leger med synsvinklerne, når hun skriver. I novellesamlingen ”Knuder” fortælles en af novellerne for eksempel fra en hjorts synsvinkel, og i ”Vente, blinke: et perfekt billede af et personligt indre” skiftes der ikke kun mellem mange forskellige personer, men med ét fortælles der også fra en fisks synsvinkel. I det hele taget bruger Øyehaug bevidst litterære virkemidler, men altid så det tilfører et ekstra lag og noget overraskende til fortællingen, aldrig kun for at demonstrere et fortælleteknisk greb.

Øyehaugs forfatterskab er både alvorligt og morsomt. Sammenstillingerne, personerne, referencerne og sproget bidrager hele tiden til noget nyt og overraskende. Øyehaug er både fabulerende og virkelighedsnær, skriver om det tunge og lette, det menneskelige og teoretiske, og under det hele løber en strøm af humor. Men humoren er ikke et litterært greb ifølge Øyehaug, for som hun fortæller: Det er ikke noget jeg beslutter mig for at gøre, som ”åh, det her er lidt trist, så må jeg hellere tilføre et morsomt element.” Det er en måde at tænke på, en måde at skrive på, og det er et dynamisk spil. Hvis det er meget dystert, er man nødt til at tilføre noget lys. Hvis ikke man gør det, drukner teksten i mine øjne. Og hvis det er for lyst, forsvinder betydningen, så er der ikke noget på spil.” (Michelle Hogmire: Masses in Balance. A Conversation with Knots Author Gunnhild Øyehaug. KBG Bar Lit, 2017. Egen oversættelse).

Beslægtede forfatterskaber

Gunnhild Øyehaug er blevet kaldt Norges Lydia Davis, og det er ikke uden grund. Øyehaugs 45 noveller i novellesamlingen ”Knuder” fra 2018 leder ikke kun tankerne hen på Davis, fordi de er korte og præcise. Forfatterne deler et humoristisk og absurd blik på tilværelsen, og de balancerer begge mellem humor og alvor, realisme og fabel, når de skriver. Davis er kendt som en fabelagtig stilist, og med sit forfatterskab understreger Øyehaug ligeledes, at hun er stilistisk suveræn.

Øyehaugs forfatterskab leder også tankerne hen på Virginia Woolf, som flere af Øyehaugs bøger direkte refererer til. Der er flere stilistiske fællestræk i de to forfatteres værker. I Woolfs roman ”Mrs. Dalloway” fra 1925 sondres der ikke mellem direkte og indirekte tale, og der skiftes frit mellem alvidende beskrivelser og indre monolog. Det samme gør sig gældende i ”Undis Brekke”, og Øyehaug er i hele sit forfatterskab tydeligt inspireret af Woolfs narrative teknik, der betegnes som ’stream of consciousness’. Derudover foregår ”Undis Brekke” over en enkelt aften, på samme måde som handlingen i Woolfs ”Mrs. Dalloway” strækker sig over en dag.

Forholdet mellem kønnene er et centralt tema i Woolfs forfatterskab, og i romanen ”Til fyret” fra 1927 er det en gennemgående konflikt for karaktererne at integrere både det kvindelige og mandlige i sig. Køn, krop og kærlighed er også centrale temaer i Øyehaugs forfatterskab. Selv siger Øyehaug om inspirationen fra Woolf: ”Jeg har altid være fascineret af en passage i Virginia Woolfs ”Til fyret”, hvor kunstneren Lily Briscoe fortæller om komponeringen af sit maleri. Hun siger, at her skal skyggerne være lysere og indser pludseligt, at træet skal centreres i maleriet. Det har faktisk altid været min guideline, når jeg former en tekst: jeg skal balancere delene i forhold til hinanden, og der er nødt til at være et centrum i teksten.” (Michelle Hogmire: Masses in Balance. A Conversation with Knots Author Gunnhild Øyehaug. KBG Bar Lit, 2017. Egen oversættelse).

Bibliografi

Digte

Øyehaug, Gunnhild: Slaven av blåbæret. Det Norske Samlaget, 1998.

Romaner, noveller & essays

Øyehaug, Gunnhild: Knutar. Cappelen, 2004. Noveller.
Øyehaug, Gunnhild: Stol og ekstase. Cappelen, 2006. Essays og noveller.
Øyehaug, Gunnhild: Vente, blinke: et perfekt billede af et personligt indre. Gyldendal, 2010. (Vente, blinke. Eit perfekt bilete av eit personleg indre, 2009). Oversat af: Sara Koch.
Øyehaug, Gunnhild: Undis Brekke. Gyldendal, 2014. (Undis Brekke, 2014). Oversat af: Sara Koch. Roman.
Øyehaug, Gunnhild: Draumeskrivar. Kolon Forlag, 2016. Noveller.
Øyehaug, Gunnhild: Miniatyrlesingar. Kolon Forlag, 2017. Essays.
Øyehaug, Gunnhild: Presens maskin. Kolon Forlag, 2018. Roman.
Øyehaug, Gunnhild: Stol og ekstase +. Kolon Forlag, 2018. Essays.
Øyehaug, Gunnhild: Knuder. Rosinante, 2018. (Knutar +, 2012). Oversat af: Sara Koch. Noveller.

Filmmanuskript

Øyehaug, Gunnhild: Kvinner i for store herreskjorter. 2015.

Kilder citeret i portrættet

Borud, Heidi: Gunnhild Øyehaug: - Jeg var litt utenfor. Da var det en styrke å kunne skrive. Aftenposten, 2017-07-08.