Aktuelt værk: Månebarn

Citat
Hun er på røven. Ikke godt og grundigt, ikke endnu, men hun tænker tit, at hun ikke kan komme i tanke om et punkt i sit liv som nu, hvor hun virkelig må siges at være på røven. Økonomisk, tidsmæssigt, socialt, overskudsmæssigt. Underskuddet vokser. Alle kroner, alle minutter, alle måltider, alle ledige vasketider, alle indåndinger uden angstforstærkende stik i brystkassen tæller.
”Månebarn”, s. 249

”Månebarn” fra 2025 er andet bind i Morten Papes autofiktive værk om sin familiehistorie og handler om moren, Sanne, og hendes familie.

141253255

Som helt ung er Sanne tæt på at komme ind på flyvelederuddannelsen, men får aldrig lyst til at søge igen, fordi hendes selvværd er banket i bund af hendes voldelige far, Smeden. Hjemme i huset på Amager er han altid efter hende og hendes mor. Ingenting kan de gøre godt nok, og Sanne kommer derfor aldrig længere end til at blive rengøringskone i en svømmehal. Det bliver ikke bedre, da hun gifter sig med Ole, en leddeløs mand uden fremdrift. De flytter ind i Urbanplanen på Amager og får tre børn, men skændes efterhånden i ét væk og bliver skilt. Tilbage står Sanne med et dårligt betalt job, tre børn og en eksmand, der dårligt gider at være far. Ansvaret er så tyngende, at hendes nerver flosser endnu mere, og hun må have antidepressive piller.

I bogen klipkrydses mellem Sannes historie, og 2015, hvor Morten Pape romandebuterer med ”Planen”. Efter et kærestebrud flytter han hjem til sin mormor, som han kalder Bedste, og bor på hendes sofa, mens han soler sig i de begejstrede anmeldelser. Dele af morens familie er vrede over Mortens fremstilling i romanen af sin familiebaggrund. Men hans loyale Bedste står bag ham, sådan som hun også altid har stået bag sin datter, Sanne. Faktisk klamrer Bedste sig nok lidt til Morten, går det op for ham, for også hun har dystre misbrugsproblemer og sorger fra fortiden, der stadig rumsterer i hende. 

Sproget i bogen er barsk og beskrivelserne ofte brutalt socialrealistiske på kanten til det absurde. Ind imellem falder skriften fra hinanden og bliver til korte samtaler mellem Morten og hans mor eller til betydningsladede sætninger, der står alene på en side. Fortællevinklen skifter også. Nogle gange er vi indeni Sanne, andre gange er Morten jeg-fortæller. I det hele taget er det en opbrudt fortælling, hvor den røde tråd udgøres af den grumme heltindebeskrivelse af Sanne og Bedste.

Selv da Sanne kæmper med selvmordstanker, har hun overskud til at tage brugslån til julegaver. Selv da Bedste er nedbrudt af sorg over sin mands død, støtter hun op om sit barnebarns bogsucces. De gør sig umage, også når stormen raser i og omkring dem. Noget, mændene i bogen ikke kan. Og så er de også fælles om at gemme på skamfulde hemmeligheder om dengang, de hver især næsten var ved at lykkes med at begå selvmord.