Charlotte Pardi har hele livet betragtet andre mennesker og tegnet dem. Siden årtusindeskiftet har hun brugt sit talent til at illustrere mere end 50 billedbøger til indskolingsbørn i samarbejde med en række forfattere. Med en løs og skitseagtig streg og stærke farver har Pardi indfanget situationer og menneskelige relationer og ikke kun understreget teksternes figurtegninger, tematikker og humoristiske pointer. Tegningerne tilføjer ofte også nye aspekter til historierne. På spørgsmålet om, hvad der driver hende i hendes arbejde, svarer Charlotte Pardi da også, at det er lysten til at skabe billeder, kommunikere det, der skal fortælles, og muligheden for at udbygge historierne med sine illustrationer: ”I børnebogen handler det (mere) om at kunne sætte en stemning. Jeg kan godt lide at tegne til andres historier og synes, der er masser af rum for mig til at kunne udbygge og digte videre på historierne.” (dansklf.dk/nyheder/danmarks_skolebibliotekarers_børnebogspris_2012).
I en stribe historier til børn med alt fra sørøverhistorier til fortællinger om livets store spørgsmål har Charlotte Pardi skabt stemninger, som barnet kan sanse og leve sig ind i. Hun er i stand til at se verden med barnets øjne og er optaget af de børn, hun skildrer. Hun formidler ikke det voksne blik, som vil forklare for barnet, hvordan verden skal ses. Der er snarere tale om, at verden afslører sig selv i hendes tegninger, hvoraf mange af dem også er båret af en sikker sans for satire. Børnene er oftest sunde, stærke små mennesker med runde hoveder og opstoppernæser, som for det meste er glade. Men det er også børn, som formår at vise med kroppen, hvad der foregår indeni. Det gælder ikke mindst for figuren Frøken Ignora – den stærke pige i vandtårnet, hvis følelser af vrede, sårbarhed, ensomhed og kærlighed skildres i både tekst og billede. Med sine tegninger til Mette Moestrups ”Hvad siger sneugleungen Ulla?” bevæger Pardi sig for en stund væk fra det farverige og krøllede til en mere enkel stil i primært blå og hvid og med lige horisonter og store hvide flader.
Der er mange detaljer og stor genkendelighed i Charlotte Pardis billeder som f.eks. musselmalede kopper, ternede duge, saltbøsser, folkevognsbobler og mælkebøtter med flyvende frø. Men det, der ofte er allermest fokus på i Pardis illustrationer, er personerne og deres kropssprog. Som når hun illustrerer forældrekærligheden med en tegning af en mor og et barn tæt sammen i varme, røde farver i ”Her gik Victoria”, og når de to meget forskellige mormødre i ”Mormor & Mormor” ikke kun har forskelligt hår og forskelligt tøj på. I Pardis illustrationer fornemmer man også klart, at de kvinder sidder og bevæger sig helt forskelligt.
I Charlotte Pardis illustrationer kan man se, hvordan billedet er blevet til. Strukturen og materialerne vises frem for beskueren. Hun arbejder primært med blyant, tusch, akvarel og akryl, og både blyantstreger og penselstrøg er tydelige i hendes tegninger. Alle Charlotte Pardis illustrationer er fulde af liv. Stregen, der kan virke skødesløs og akvarellen, der flyder, er med til at skabe bevægelse – som om hun hurtigt er på vej til næste billede. I de første bøger var skitsepræget tydeligt, i de senere bøger har det skødesløse fået et mere stramt og præcist udtryk.