I 2020 var Charlotte Pardi med sin streg med til at formidle Glenn Ringtveds poetiske tekst om sorg, savn og kærlighed i billedbogen ”Her gik Victoria”. Bogen handler om en pige, som har mistet sin mor, Victoria.
Bogens første side har overskriften DECEMBER: ”Min mor døde i julen. Hun nåede lige at pynte op, men ellers lå hun i sengen hele tiden. Mig og far sad og holdt hende i hånden. Hun snakkede om de fodspor, man sætter i livet. Der er fodspor overalt.” (s. 1). Under teksten ses en enkel illustration af et julehjerte og på den modsatte side en større illustration af en pige, som går alene rundt i et vinterlandskab og sætter fodspor i sneen. Stemningen af sorg og ensomhed understøttes af illustrationen af en pige, som med sin røde hue lyser op i et ellers hvidt og bart landskab, mens en sort krage som en slags ulykkesfugl ses i baggrunden.
48170234
Efter bogens første opslag ser læseren sammen med pigen tilbage på morens liv og alle de ting, de vil huske hende for, og det hele er hurtigt mindre trist, hvilket også afspejler sig i tegningerne. I løbet af bogen hører vi blandt andet om dengang, moren begravede en skat i haven med sin bedste ven, og om dengang hun mødte pigens far til en fest. Vi hører også om den dag, hvor pigen havde glemt at købe en fødselsdagsgave til sin mor. Moren sagde dog bare ””Pyt med det” (...) ”du er den største gave, man kan få”” (s. 5). Dette erindringsbillede er i Pardis tegning skildret med varme, rødlige farver til et motiv, der viser en glad pige i tæt omfavnelse med sin mor. En fin illustration af den ubetingede kærlighed fra en forælder til et barn.
Et tematisk omdrejningspunkt er pointen om den betydning, kvinden Victoria har haft i sine relationer til andre mennesker. På bogens sidste sider har Pardi tegnet pigen med den røde hue i det samme snelandskab, som ses på bogens første side. Men stemningen er her anderledes lys, farverig og fuld af liv fra kælkende børn og deres mange fodspor i sneen. Den triste historie om tabet af en forælder bliver også en fortælling om kærlighed og de aftryk, vi sætter i hinandens liv. Og en skildring af, hvordan man lever videre i de mennesker, der husker en, efter man dør: ”Sneen smelter, og tiden går. Men jeg ved, at her gik Victoria.” (s. 23).