Andreas Pedersen er født i 1990 og opvokset i landsbyen Sejet, lidt uden for Horsens. Faderen er sjette og efter al sandsynlighed sidste generation på slægtsgården, der fungerer som et konventionelt svinelandbrug. Bedsteforældrene boede på en gård et par hundrede meter væk, og Andreas og hans to brødre hjalp til i høsten, med græsslåningen og med at sende svin til slagtning.
I 2012 blev han uddannet fra Forfatterskolen i København sammen med blandt andre Pernille Abd-El Dayem og Caroline Albertine Minor. I afgangsantologien herfra skriver han om landboprovinsen, der sætter sig i kroppens bevægelser, om ”Jordbrugerne foran deres markers spejl” og om ”At gå vågen ned til fjordområdet/ Med en slunkenhed i sig/ Med en tyngde efter søvnen”. I teksterne, der betegnes som udkast, er der en tæt forbindelse med dyrene, men også en dovent ungdommelig afstand til arbejdet på gården: ”Jeg var ikke i marken i sidste måned/ De ringede til mig/ Jeg lå længe og hørte på ringetonen/ Lydstyrken/ Så fortalte de mig om det fysiske arbejde/ Jordbrugerne”. (Forfatterskolens afgangsantologi).