Andreas Pedersens debutbog ”Fryden” fra 2016 har ingen genrebetegnelse. Den består af prosastykker og linjebrudte digte, der inddeles af en række abstrakte tegninger – en slags fremmede skrifttegn – som også er afbildet på omslaget. Første digt starter som titlen: ”"Fryden".// Et ord jeg skrev ned, fordi nogle en dag gav sig til at synge og/ spille i gården, og jeg stod ligesom mange andre på en af/ altanerne og lyttede til det.” Oplevelsen her beskrives som ”Notater i flok” og, som Politikens anmelder bemærkede, kunne det være en betegnelse for bogen, der indeholder små scener, tanker, udbrud, erindringer og drømme om film.
Bogens tekster spænder fra fortællinger om de nære relationer –familien, barndomsgården og en kæreste – til digte om forestillede ungdomsfilm til en besyngelse af litteraturens kraft: ”jeg elsker Mandelstams linjer/ om kun at ville læse børnebøger/ og have barnlige tanker/ og jeg tror på den kærligheds vigtighed”. (s. 57).
52664225
Med koncentreret opmærksomhed portrætteres bl.a. kæresten, som klæder sig på grinende og sukkende. Små situationer bliver foldet ud, ligesom et andet menneskes bevægelser eller ansigt bliver anledning til kærligt detaljerede betragtninger. Som portrættet af en ung, sovende mand i Tokyos metro: ”At se ham var som at se på den måde en revne løber gennem glas på, uforudsigeligt afsted fra et punkt, fra den uafvendelige sårbarhed. Han så så blid ud i støvet arbejdstøj med fint foldede hænder.” (s. 51).
De enkelte sætninger er koncentrerede og kan både være tænksomme og medrevne euforiske. Højstemt patos optræder side om side med ung beruselse, som her: ”En pragt som et åndedræt i det nøgne bryst/eller mindre højstemt: patter og maver så dejlige/at jeg hiver i mine brystvorter med krydsede arme.” (s. 35).
Der er et ønske om at gå i forbindelse med andre og forstå og deltage i deres bevægelser og bevæggrunde. Der er det skrøbelige portræt af den fremmede i metroen, men der er også åbne, opmærksomme og kærlige skildringer af velkendte mennesker og situationer. Moren, som er ved at komme sig over en alvorlig sygdom, ”udfolder den kunst, det er at leve.” (s. 8). Og landmandsfaren, i hvis daglige praksis, sønnen genkender en lavmælt skønhed: ”han bærer noget med sig/ måske dette, at han på sin egen måde, ud fra ideer om/ drift, udvikling, anseelse, tradition/ listen ufuldstændig/ har levet ekstremt tæt på, hvad han har forestillet sig/ er skønheden”. (s. 27).
