andreas pedersen
Foto: Sofie Amalie Klougart

Andreas Pedersen

ph.d. Iben Engelhardt Andersen, iBureauet/Dagbladet Information. 2017.
Top image group
andreas pedersen
Foto: Sofie Amalie Klougart

Indledning

Andreas Pedersen skriver om det moderne landboliv, ung kærlighed og andre menneskers bevægelser. Med intens opmærksomhed, begejstret åbenhed og sproglig koncentration indfanger han øjeblikke af fryd i kraftfulde sætninger. Det handler om at give sig hen til skønheden og dermed overgive sig til fællesskabet.

52664225

Blå bog

Født: 1990, Østjylland.

Uddannelse: Forfatterskolen, 2012.

Debut: Fryden. Gladiator, 2016.

Litteraturpriser: Blixenprisen for årets litterære talent, 2017. Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat, 2017.

Seneste udgivelse: Fryden. Gladiator, 2016.

Inspiration: Clarice Lispector, Kirsten Thorup, Spinozas etik.

Artikel type
voksne

Baggrund

”At tænke på, hvad et menneske vil kunne lide, er vidunderligt./ Når man forestiller sig mødet finde sted./ Det sælsomme, som gennemstrømmer verden.// Hvordan vidste du, at det var min yndlingsfarve?// Fordi jeg har tænkt på, hvad du ville elske. Jeg har set dig som en/ melodi, en farve, en hastighed og set på, hvad du forbandt dig/ med, og hvad der forbandt sig med dig.”

”Fryden”, s. 7.

Andreas Pedersen er født i 1990 og opvokset i landsbyen Sejet, lidt uden for Horsens. Faderen er sjette og efter al sandsynlighed sidste generation på slægtsgården, der fungerer som et konventionelt svinelandbrug. Bedsteforældrene boede på en gård et par hundrede meter væk, og Andreas og hans to brødre hjalp til i høsten, med græsslåningen og med at sende svin til slagtning.

I 2012 blev han uddannet fra Forfatterskolen i København sammen med blandt andre Pernille Abd-El Dayem og Caroline Albertine Minor. I afgangsantologien herfra skriver han om landboprovinsen, der sætter sig i kroppens bevægelser, om ”Jordbrugerne foran deres markers spejl” og om ”At gå vågen ned til fjordområdet/ Med en slunkenhed i sig/ Med en tyngde efter søvnen”. I teksterne, der betegnes som udkast, er der en tæt forbindelse med dyrene, men også en dovent ungdommelig afstand til arbejdet på gården: ”Jeg var ikke i marken i sidste måned/ De ringede til mig/ Jeg lå længe og hørte på ringetonen/ Lydstyrken/ Så fortalte de mig om det fysiske arbejde/ Jordbrugerne”. (Forfatterskolens afgangsantologi).

Fryden

”Det er ikke slut med at komme ind i dette hus og være min mors barn. Det er ikke slut med, at min mor rejser sig op til sin mors begravelse, og derfra, hvor jeg sidder, er hun gemt bag en af de søjler, der holder sammen på forsamlingshuset. Og det er ikke slut med, at hun grædende efter et par ord, måske kun "Kære mor" sætter sig ned igen og trækker stolen ind under sig.”

”Fryden”, s. 46.

Andreas Pedersens debutbog ”Fryden” fra 2016 har ingen genrebetegnelse. Den består af prosastykker og linjebrudte digte, der inddeles af en række abstrakte tegninger – en slags fremmede skrifttegn – som også er afbildet på omslaget. Første digt starter som titlen: ”"Fryden".// Et ord jeg skrev ned, fordi nogle en dag gav sig til at synge og/ spille i gården, og jeg stod ligesom mange andre på en af/ altanerne og lyttede til det.” Oplevelsen her beskrives som ”Notater i flok” og, som Politikens anmelder bemærkede, kunne det være en betegnelse for bogen, der indeholder små scener, tanker, udbrud, erindringer og drømme om film.

Bogens tekster spænder fra fortællinger om de nære relationer –familien, barndomsgården og en kæreste – til digte om forestillede ungdomsfilm til en besyngelse af litteraturens kraft: ”jeg elsker Mandelstams linjer/ om kun at ville læse børnebøger/ og have barnlige tanker/ og jeg tror på den kærligheds vigtighed”. (s. 57).

52664225

Med koncentreret opmærksomhed portrætteres bl.a. kæresten, som klæder sig på grinende og sukkende. Små situationer bliver foldet ud, ligesom et andet menneskes bevægelser eller ansigt bliver anledning til kærligt detaljerede betragtninger. Som portrættet af en ung, sovende mand i Tokyos metro: ”At se ham var som at se på den måde en revne løber gennem glas på, uforudsigeligt afsted fra et punkt, fra den uafvendelige sårbarhed. Han så så blid ud i støvet arbejdstøj med fint foldede hænder.” (s. 51).

De enkelte sætninger er koncentrerede og kan både være tænksomme og medrevne euforiske. Højstemt patos optræder side om side med ung beruselse, som her: ”En pragt som et åndedræt i det nøgne bryst/eller mindre højstemt: patter og maver så dejlige/at jeg hiver i mine brystvorter med krydsede arme.” (s. 35).

Der er et ønske om at gå i forbindelse med andre og forstå og deltage i deres bevægelser og bevæggrunde. Der er det skrøbelige portræt af den fremmede i metroen, men der er også åbne, opmærksomme og kærlige skildringer af velkendte mennesker og situationer. Moren, som er ved at komme sig over en alvorlig sygdom, ”udfolder den kunst, det er at leve.” (s. 8). Og landmandsfaren, i hvis daglige praksis, sønnen genkender en lavmælt skønhed: ”han bærer noget med sig/ måske dette, at han på sin egen måde, ud fra ideer om/ drift, udvikling, anseelse, tradition/ listen ufuldstændig/ har levet ekstremt tæt på, hvad han har forestillet sig/ er skønheden”. (s. 27).

Genrer og tematikker

I et interview fortæller Andreas Pedersen, at da han skrev ”Fryden”, beskæftigede han sig med oplevelsen af at overgive sig til følelser, rytmer og bevægelser, der virker større end en selv: ”Fryden er en fornemmelse af at blive revet med af noget, som man ikke ved hvad betyder, samtidig med at man har en følelse af glæde.” (Bogfolk, Politiken podcast, uge 49, 2016).

Han siger i samme interview, at han har søgt at finde et modsprog til et credo om, at man skal stå fast på sig selv og stå imod påvirkninger og ydre kræfter. Selv om det betyder, at man kan fremstå latterlig, påvirkelig eller afhængig af andre mennesker, har han villet give euforien sprog: Hans tekster er et forsøg på at ”bekæmpe ensomhed og tilbagetrækning, den fristelse der er for enhver til at blive det isolerede eller afgrænsede menneske, det selvdefinerede menneske eller det uforanderlige menneske.” (Bogfolk, Politiken podcast, uge 49, 2016).

Det nære liv får stor opmærksomhed i Pedersens tekster. Han skriver om hverdagssituationer og genkendelige møder. Det er ikke af den grund naivt eller selvoptaget, der ligger snarere en form for program i at besynge den umiddelbare oplevelse af fryd og bruge ellers lidt belastede eller – i poetisk kontekst – bedagede ord som ”lykke”.

Overgivelsen til fryden er nemlig uproduktiv, hvis man med produktiv forstår noget, der skal føre til noget bestemt. Det er heller ikke en individuel følelse, men snarere et moment af opmærksomhed på det fælles. Et sted lyder det sådan her: ”Fremtiden er ikke andet end en del af nutiden, som man befrier i et stormløb.” (s. 35).

Pedersen citerer og henviser til anden litteratur igennem ”Fryden” – Clarice Lispector, Kirsten Thorup, Kafka, Mandelstam. De bliver en del af den modstand, som digtningen – og de kondenserede sætninger – kan yde det mere instrumentaliserede eller fornuftige sprog, som mennesker ellers forholder sig til hinanden med. Pedersen skriver: ”det sker, at jeg bare ligger og læser/ glemmer at spise/ det eneste, jeg tænker på/ er, hvordan jeg skal leve mit liv/ for at leve som den sætning” (s. 57).

Beslægtede forfatterskaber

Andreas Pedersen skriver fra en ivrig ungdom om fryden. Der er en begejstring for små, kondenserede øjeblikke og de umiddelbare omgivelser, som man også finder i Asta Olivia Nordenhofs ”det nemme og det ensomme” (2013), der på lignende måder blander barndomserindringer, mikroportrætter og besyngelser af omgivelserne. Det er ikke bare skønheden der beskrives, men følelsen af at overgive sig til skønheden, der videreformidles.

Den patosfyldte og uironiske stemme har han tilfælles med jævnaldrende forfattere som Caspar Eric og Lea Løppenthin. De skriver, uden distance, om følelser og kropslige erfaringer. Mens Caspar Erics ”Nike” og Løppenthins ”Marts er bedst” er mere sorgfulde og vrede er grundfølelsen anderledes frydefuld hos Pedersen. Fælles for dem er, at affekten er en form for hovedperson i bøgerne, hvilket gør teksternes jeger til nogle påvirkelige jeger. På den måde handler opmærksomheden på det nære og på følelseslivet ikke om afgrænsede individer, men om jeger, der er sårbare og afhængige af fællesskabet.

Jegerne er altså ikke adskilt fra, men påvirket af verden. Og kroppen er et uomgængeligt punkt for påvirkninger og relationer: ”Jeg skal ikke kunne sige, hvad man ønsker sig af mig i verden. Min krop er som vinden, den er udenfor, og selv når den er stille, er den forjaget.” (”Fryden”, s. 37).

Bibliografi

Pedersen, Andreas: Andreas Pedersen i Forfatterskolens afgangsantologi 2012. Basilisk, 2012.
Pedersen, Andreas: Fryden. Gladiator, 2016.

Om forfatterskabet

Tale til Andreas Pedersen i anledning af Munch-Christensens Kulturlegat 2017. Litteratursiden, 2017-09-27.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Andreas Pedersen

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Interview med Andreas Pedersen. Bogfolk, uge 49, Politiken Podcast, 2016.