Andreas Pedersen skriver fra en ivrig ungdom om fryden. Der er en begejstring for små, kondenserede øjeblikke og de umiddelbare omgivelser, som man også finder i Asta Olivia Nordenhofs ”det nemme og det ensomme” (2013), der på lignende måder blander barndomserindringer, mikroportrætter og besyngelser af omgivelserne. Det er ikke bare skønheden der beskrives, men følelsen af at overgive sig til skønheden, der videreformidles.
Den patosfyldte og uironiske stemme har han tilfælles med jævnaldrende forfattere som Caspar Eric og Lea Løppenthin. De skriver, uden distance, om følelser og kropslige erfaringer. Mens Caspar Erics ”Nike” og Løppenthins ”Marts er bedst” er mere sorgfulde og vrede er grundfølelsen anderledes frydefuld hos Pedersen. Fælles for dem er, at affekten er en form for hovedperson i bøgerne, hvilket gør teksternes jeger til nogle påvirkelige jeger. På den måde handler opmærksomheden på det nære og på følelseslivet ikke om afgrænsede individer, men om jeger, der er sårbare og afhængige af fællesskabet.
Jegerne er altså ikke adskilt fra, men påvirket af verden. Og kroppen er et uomgængeligt punkt for påvirkninger og relationer: ”Jeg skal ikke kunne sige, hvad man ønsker sig af mig i verden. Min krop er som vinden, den er udenfor, og selv når den er stille, er den forjaget.” (”Fryden”, s. 37).