”Vand til blomster” læner sig genremæssigt op ad episke kærligheds- og slægtsromaner, ligesom den også trækker på elementer fra udviklingsromanen ved, at man følger hovedpersonens udvikling gennem et livsforløb. Af andre fortællinger, som foregår på en kirkegård, kan nævnes ”Fyren fra nabograven” (2003) af Katarina Mazetti. Romanen skildrer et kærlighedsmøde, som finder sted på en kirkegård.
Der kan spores en tematisk lighed omkring døden med Sara Stridsbergs ”Kærlighedens Antarktis” fra 2019. Heri beretter hovedpersonen Inni om hændelsesforløbet op til, at hun bliver dræbt, og undervejs indflettes erindringsglimt fra barndommen og den nære fortid, ligesom læseren også får indblik i, hvordan livet går videre for de efterladte. Violette, hovedpersonen i ”Vand til blomster”, har en sorgfuld og hård fortid tilfælles med Inni i ”Kærlighedens Antarktis”. Til fælles har romanerne også, at de udforsker forestillingen om, at de døde ikke kun lever videre i minderne, men faktisk er til stede iblandt os. I ”Vand til blomster” bliver vi hele tiden på de levendes side, men det er alligevel, som om de døde får en stemme gennem hovedpersonens betragtninger og samtaler med de pårørende.
I ”Vand til blomster” tegnes der et omrids af andre mennesker livshistorier. Denne optagethed af andres livshistorier går igen hos den canadiskbritiske forfatter Rachel Cusk. I ”Omrids” fra 2019 lader Cusk den unavngivne kvindelige hovedperson give stemme til de menneskers livshistorier, hun møder på sin vej.
Den italienske forfatter Elena Ferrantes Napoli-fortælling, der begynder med ”Min geniale veninde” fra 2014, har ligesom ”Vand til blomster” et livsforløb som den overordnede ramme. Værkerne skildrer dagliglivet for den kvindelige hovedperson med alt, hvad det indebærer af tematikker omkring ægteskab, moderskab og identitet. På samme måde som ”Vand til blomster” er Ferrantes romaner også opbygget med sammenflettede erindrings- og nutidsspor.