Af andre fortællinger, som foregår på en kirkegård, kan nævnes ”Grabben i graven bredvid” fra 1998 (”Fyren fra nabograven”, 2003) af Katarina Mazetti. Romanen skildrer et kærlighedsmøde, som finder sted på en kirkegård.
I ”Diqi tian” fra 2013 (”Den syvende dag”, 2017) af Yu Hua bliver der fortalt fra den afdøde hovedperson, Yangs, perspektiv. I syv dage går han rundt i et limbo, hvor han støder på mange af de mennesker, han i løbet af sit liv har mistet.
En anden fortælling, som er fortalt fra den dødes kropløse tilstand, er ”Kärlekens Antarktis” fra 2018 (”Kærlighedens Antarktis”, 2019) af Sara Stridsberg. Hovedpersonen, Inni, beretter om hændelsesforløbet op til, at hun bliver dræbt, og undervejs indflettes erindringsglimt fra barndommen og den nære fortid, ligesom læseren også får indblik i, hvordan livet går videre for de efterladte. Violette, hovedpersonen i ”Vand til blomster”, har en sorgfuld og hård fortid tilfælles med Inni i ”Kærlighedens Antarktis”. På samme måde som ”Vand til blomster” er ”Kærlighedens Antarktis” en roman, som forsøger at begribe døden og udforsker forestillingen om, at de døde ikke kun lever videre i minderne, men faktisk er til stede iblandt os. ”I vand til blomster” bliver vi hele tiden på de levendes side, men det er alligevel, som om de døde får en stemme gennem hovedpersonens betragtninger og samtaler med de pårørende.
I ”Vand til blomster” tegnes der et omrids af andre mennesker livshistorier. Denne optagethed af andres livshistorier går igen hos den canadiskbritiske forfatter Rachel Cusk. I ”Outline” fra 2014 (”Omrids”, 2019) lader Cusk den unavngivne kvindelige hovedperson give stemme til de menneskers livshistorier, hun møder på sin vej.
Den italienske forfatter Elena Ferrantes Napoli-fortælling, der begynder med første bind ”L’amica geniale” fra 2011 (”Min geniale veninde”, 2014), har ligesom ”Vand til blomster” et livsforløb som den overordnede ramme. Værkerne skildrer dagliglivet for den kvindelige hovedperson med alt, hvad det indebærer af tematikker omkring ægteskab, moderskab og identitet. På samme måde som ”Vand til Blomster” er Elena Ferrantes romaner også opbygget med sammenflettede erindrings- og nutidsspor.