Valérie Perrin

Valérie Perrin blev født i 1967 og voksede op i Gueugnon, mellem fodboldstøvler og -trøjer, der stank af sved, fordi faren var fodboldspiller, fortæller hun i et interview og uddyber om sin skolegang: ”I skolen elskede jeg at opdage nye forfattere i fransktimerne, men det var ikke nok for mig at have en normal skolegang.” (Alpha Forlag: Q&A med Valérie Perrin om Tre. Alpha Forlag, 2023-04-14).

Perrin droppede ud af gymnasiet og flyttede som 18-årig til Paris. Om livet i Paris siger hun: ”Det var overvældende, og jeg boede på et værelse på ni kvadratmeter, helt til jeg blev 25 år. Der var toilet på gangen, og jeg gik i bad hos min onkel, der havde en lejlighed i nærheden.” (Camilla Wass: Hendes roman blev kaldt “den smukkeste roman i verden”. Femina, 2024–02-09).

Debutromanen ”Les Oubliés du dimanche” (2015) var længe undervejs, og først da hun pludselig havde fri i seks måneder, blev den færdig.

Om at debutere som 48-årig har Perrin udtalt: ”Som 48-årig er vi ikke gamle, men heller ikke unge. Vi er erfarne. Som 48-årig havde jeg fået to børn, og jeg havde elsket. Jeg vidste ikke, at jeg ville skrive. Men jeg havde det på fornemmelsen.” (Isabel Williams: The things I would tell my younger author self by Valérie Perrin, author of Three. Femalefirst, 2022-05-30. Egen oversættelse). I samme interview forklarer Perrin, at hun som 20-årig havde gang i for mange ting til at kunne skrive en roman. Hendes livserfaring og modenhed har altså kun styrket skrivelysten.

Siden debutromanen er endnu to romaner blevet føjet til forfatterskabet. ”Changer l’eau des fleurs” (”Vand til blomster”, 2021) fra 2018 blev hendes internationale gennembrud, og den seneste, ”Tre”, udkom på dansk i 2023.

Ved siden af forfattergerningen arbejder Valérie Perrin som fotograf og filmmanuskriptforfatter. Hun bor med sin mand, den franske filminstruktør Claude Lelouche, i en lejlighed på Montmartre i Paris.

I 2018 udgav Valérie Perrin sin anden roman, ”Changer l’eau des fleurs” (”Vand til blomster”, 2021), der handler om en kirkegårdspasser ved navn Violette Toussiant. Kirkegården, der ligger i en lille by i Bourgogne, er det fysiske sted, hvor der fortælles fra. Romanen er opbygget som en kronologisk fortælling. Ved hver kapitelinddeling er indsat en filosofisk note om døden, der kan læses som en slags gravskrift, og således slås romanens tematik an.

61510141

Det er et stille liv, jeg-fortælleren Violette lever. Dagene går med at passe gravsteder og tale med de besøgende. Gennem Violettes samtaler og grundige observationer af de afdødes pårørende vrimler det frem med fragmenter af livshistorier, og det er, som om de afdøde bliver vakt til live i minderne om dem.

Den lokale sognepræst, bedemændene og tre gravere er de personer, Violette tilbringer mest tid sammen med, men sådan har det ikke altid været. Gennem den dagbogsagtige fortællestil med tankestrømme og erindringsglimt, som flettes ind og ud af nutidssporet, får læseren stykke for stykke indblik i Violettes fortid. En fortid præget af stor lykke og stor sorg. Hun har haft døden tæt inde på livet flere gange, selv hendes navn bærer på et dødsnært minde. Violet var nemlig farven på hendes hud, da hun blev født. Jordemoderen, der troede, hun var dødfødt, skyndte sig derfor at navngive hende. Hun var et uønsket barn og blev bortadopteret ved fødslen.

Anden gang, hun er ”tæt på døden”, er i en periode af hendes liv, hvor hun ikke rigtigt lever, eller som Violette selv formulerer det ”en tid i min død”. Livet kredser om det monotone og krævende arbejde, som består i at hæve og sænke en jernbanebom, indtil en stor sorg sender Violettes liv ud på en ny bane. På trods af sorgen er det både en optimistisk og humoristisk stemme, læseren møder, og det er, som om ”Vand til blomster” insisterer på, at selv de mindste glæder ved livet bliver forstørret og endnu mere værdsat i nærværet af døden.