Valérie Perrin

Valérie Perrin blev født i 1967 i den franske bjergby Remiremont. Hun voksede op i Bourgogne med sin fodboldspillende familie. Skolen sagde hende ikke noget, derfor var det også stort, da en lærer forelskede sig i et lille digt, hun havde skrevet om forladthed og empati. Heller ikke gymnasiet brød hun sig om, hun droppede ud og flyttede som 19-årig til Paris, hvor hun tog forskellige småjobs. Valérie Perrin har prøvet lidt af hvert. ”Jeg har haft tusind liv, også professionelt”, fortæller hun i et interview (Turid Oline Hepsø: Valérie Perrin: – Bak det ytre skallet skjuler den sanne menneskelige natur seg. Boktips, 2022-02-23. Egen oversættelse).

Om skriveprocessen med debutromanen ”Les oubliés du dimanche”, der udkom i 2015, har Valérie Perrin udtalt, at hun længe havde gået med planer om at skrive en bog, men det var først, da hun pludselig havde fri i seks måneder, at den blev færdig. Hendes livspartner, den franske filminstruktør Claude Lelouche, blev hendes første læser, og siden har Valérie Perrin fået et læsende publikum i over 32 lande.

Valérie Perrin var 48, da hun debuterede. Om at debutere i den alder har hun udtalt: ”Som 48-årig er vi ikke gamle, men heller ikke unge. Vi er erfarne. Som 48- årig havde jeg fået to børn, og jeg havde elsket. Jeg vidste ikke, at jeg ville skrive. Men jeg havde det på fornemmelsen”. (Isabel Williams: The things I would tell my younger author self by Valérie Perrin, author of Three. Femalefirst, 2022-05-30. Egen oversættelse). Livserfaring har altså været afgørende for Valérie Perrins skrivelyst, men også roen, der kommer med alderen. Om dette siger hun i samme interview: ”Som 20-årig flyttede jeg rundt, løb, arbejdede, gik i biografen, i teateret, til koncerter, jeg tjente til føden, gik i byen mange gange om ugen og elskede mange gange om dagen”.

Siden udgivelsen af debutromanen er endnu to romaner blevet føjet til forfatterskabet. Den ene, ”Changer l’eau des fleurs” (”Vand til blomster”, 2021), udkom i 2018 og blev hendes internationale gennembrud. Den anden, som også er sidste skud på stammen, er ”Trois” fra 2021 og er endnu ikke oversat til dansk.

Ved siden af forfattergerningen arbejder Valérie Perrin i dag også som fotograf og filmmanuskriptforfatter.

I 2018 udgav Valérie Perrin sin anden roman ”Changer l’eau des fleurs” (”Vand til blomster”, 2021), der handler om en kirkegårdspasser ved navn Violette Toussiant. Kirkegården, der ligger i en lille by i Bourgogne, er det fysiske sted, hvor der fortælles fra. Romanen er opbygget som en kronologisk fortælling. Ved hver kapitelinddeling er indsat en filosofisk note om døden, der kan læses som en slags gravskrift, og således slås romanens tematik an.

Det er et stille liv, som jegfortælleren, Violette, lever. Dagene går med at passe gravstederne og tale med de besøgende. Gennem Violettes samtaler og grundige observationer af de afdødes pårørende vrimler det frem med fragmenter af livshistorier, og det er, som om de afdøde bliver vakt til live i minderne om dem.

61510141

Den lokale sognepræst, bedemændene og de tre gravere er de personer, som Violette tilbringer mest tid sammen med, men sådan har det ikke altid været. Gennem den dagbogsagtige fortællestil med tankestrømme og erindringsglimt, som flettes ind og ud af nutidssporet, får læseren stykke for stykke indblik i Violettes fortid. En fortid præget af stor lykke og stor sorg. Hun har haft døden tæt inde på livet flere gange, selv hendes navn bærer på et dødsnært minde. Violet var nemlig farven på hendes hud, da hun blev født. Jordemoderen, der troede, hun var dødfødt, skyndte sig derfor at navngive hende. Hun var et uønsket barn og blev bortadopteret ved fødslen.

Anden gang, hun er ”tæt på døden”, er i en periode af hendes liv, hvor hun ikke rigtigt lever, eller som Violette selv formulerer det ”en tid i min død”.  Livet kredser om det monotone og krævende arbejde, som består i at hæve og sænke en jernbanebom, indtil en stor sorg sender Violettes liv ud på en ny bane. På trods af sorgen er det både en optimistisk og humoristisk stemme, læseren møder, og det er, som om ”Vand til blomster” insisterer på, at selv de mindste glæder ved livet bliver forstørret og endnu mere værdsat i nærværet af døden.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Vand til blomster"