Alberte Winding

Elin Alberte Leonora Winding blev født den 23. august 1963 som datter af Lulu Gauguin og Thomas Winding. Hendes mor arbejdede som tv-medarbejder i Danmarks Radios Børne- og ungdomsafdeling, mens hendes far var børnebogsforfatter, kunstner og tv-mand kendt for sine børneprogrammer og sin varme lavmælte fortællerstemme. Hendes oldefar på morens side er den franske maler Paul Gauguin. Alberte Winding boede med sin mor, far og halvstorebror Aske i København, indtil forældrene gik fra hinanden, da hun var seks år. Hun boede herefter primært hos sin mor i hovedstaden og i et sommerhus i Tisvilde og startede på Bernadotteskolen i Hellerup, ligesom mange andre børn fra familier med kunstnerisk udøvende forældre.

Da Alberte Winding var otte år, mistede hun sin mor til selvmord. Et traume og et tab, som satte sig dybe spor: ”Når man som barn mister en forælder, sidder det i en hele livet. Man vil altid have let til tårer, og man vil altid have en mørk side.” (Marie-Louise Truelsen og Sara Wilkins: Alberte Winding: Pludselig kigger man ud over sit liv som et landskab og bliver rørt. Alt for damerne, 2020-11-20). Alberte Winding flyttede efter morens død til Ærø, hvor hun boede sammen med sin far, hans nye kone og hendes to døtre.

Alberte Winding flyttede som 16-årig til Martha’s Vineyard på USA’s østkyst sammen med sin kusine. Hun levede de næste tre år i Amerika, hvor hun passede børn, gjorde rent og udfoldede sit ungdomsliv, før hun som 19-årig vendte hjem til Danmark, begyndte at skrive musik og blev kendt som Luna i børneprogrammet ”Bamses Billedbog”. I samme periode mødte hun musikeren Jan Rørdam, som hun i 1985 blev gift med og fik to børn sammen med. Alberte Winding blev siden kendt som sangerinden bag sange som ”Lyse nætter”, ”Tænder på et kys” og ”Tju bang chokolademand” og for sit samarbejde med en række danske musikere.

Hun har siden 2006 også arbejdet som forfatter og udgivet en stribe børne- og ungdomsbøger som ”Barbara Tristan Møllers hemmelige dagbog”. Hun debuterede som voksenbogsforfatter i 2008 med romanen ”Tisvilde strand” og har siden skrevet flere bøger for voksne.

Alberte Winding blev skilt fra sin første mand i 2001. Hun har siden 2015 været gift for anden gang med guitarist Andreas Fuglebæk. Hun har udover sine to voksne børn en bonussøn og et barnebarn. Hun er bosat i København og har et sommerhus i Vejby.

En kvinde i krise er også i centrum af fortællingen i Alberte Windings roman fra 2025, ”En sang man kan græde til”.

Kvinden Saskia er taget til New York City med sin lydoptager for at lave et lydkunstprojekt. Med sin mikrofon i hånden går hun gennem byen og møder mennesker og deres historier – og knytter samtidig et bånd til den danske kvinde Asta og hendes vennegruppe, som hun både bliver en del af og føler sig uden for. I glimt dukker minder fra barndommen og forholdet til ikke mindst moren op hos hovedpersonen, hvis rejse også synes at være en rejse væk fra et smuldrende parforhold og en uforløst længsel efter selv at blive mor.

141276654

Windings roman er skrevet som en jeg-fortælling med indre synsvinkel, der gør, at man kommer tæt på hovedpersonens oplevelser, tanker og følelser. Den fremadskridende fortælling kombineres med afsnit, der indeholder breve til det barn, kaldet Bette, som den 42-årige Saskia længe har ønsket sig. På trods af adskillige fertilitetsbehandlinger er det ikke lykkedes at blive gravid. Brevene til barnet indeholder f.eks. gode forældrelige råd: ”Man skal have en sang, man kan græde til. En sang er et hus, som ens smerte kan bo i, når den er blevet et gammelt minde.” (s. 63).

Rejsen til den amerikanske storby medfører for romanens hovedperson også en smertefuld oplevelse af at se sig selv reagere anderledes, end hun plejer, midt i sin underliggende krise: ”Jeg troede, jeg var en stille lydperson. En, der lyttede. Men nu er jeg blevet en, der tager mikrofonen fra andre mennesker og skråler sorgfulde ting ud i hovedet på dem. Åbenbart.” (s. 116). Undervejs bliver der også plads til tanker om samtiden, som når Saskia her reflekterer over de inkluderende og imødekommende amerikanere: ”Det gør det så meget mere uforklarligt, at der blandt så elskværdigt et folk findes vrede mennesker nok til at vælge Trump som faderfigur for det hele.” (s. 17).

Winding har skrevet en bog om at lede efter at sted at høre til. Det er samtidig en roman om eksistentiel krise og sorg over ufrivillig barnløshed for en kvinde i starten af 40’erne.   

Alberte Windings erindringsbog fra 2018, ”Kastevind – erindringsglimt fra en barndom”, består af 12 korte kapitaler, som til sammen indkredser barnet Albertes opvækst i en lettere kaotisk kunstnerfamilie gennem den tidlige barndom, hen over tabet af hendes mor og til teenagerens søgen efter sin plads i verden. Minderne fra barndommen er bundet op på barnets sansning af verden, som farens tørre, varme hænder, morens duft og hvide tænder, den dampende varme fra hestene, og skøjter der klemmer, mens fisk kommer til syne under isen. Bogen skildrer ligeledes på rørende vis barnets famlende forsøg på at afkode de voksnes kropssprog.

54700180

I sin bog beskriver Alberte Winding ligeledes pigens tendens til at påtage sig skylden for begivenheder, hun på ingen måde kan være ansvarlig for. Et vigtigt omdrejningspunkt i bogen er morens selvmord og den betydning, det får for barnet: ”Det var først efter hendes død, da hun holdt op med at være her mere, at jeg føler mig uelsket. For at tage sit eget liv er også at forlade sit barn for evigt, uden at blinke.” (s. 30). I Alberte Windings bog bliver erindringsglimtene fortalt fra barnets perspektiv, men den voksne fortæller træder også ind og analyserer på det, barnet ikke kan huske eller helt forstår: ”Er jeg en del af hendes sidste sommer? Jeg tror det, men også at jeg vælger at glemme hendes kærlighed, så der er plads til sorgen over at miste hende.” (s. 29). Bogens titel henviser til den særlige uro og sårbarhed, som er blevet implementeret i barnet: ”Når jeg rider med Biesa alene, springer hun brat til siden, forstyrret af en kastevind, og jeg ved ikke, om den kommer af mine tanker. Min egen urolighed.” (s. 76).

Windings bog er en personlig fortælling om en barndom, men den er også et tidsbillede af en opvækst i 1970’erne med et opbrud i de traditionelle familiekonstellationer, et nyt blik på barnet og med voksne, der var optaget af deres arbejde, kunst og nye familier og derfor ikke altid var lige nærværende. Midt i sin skildring af den store betydning, det får for et barn at miste en forælder, er det ligeledes en bog fuld af livslyst. Det er også en bog, der handler om at ville livet på trods.

I 2020 udkom Alberte Windings bog ”Småt brændbart”, som ligger i forlængelse af erindringsbogen ”Kastevind”. Den unge hovedperson i bogen hedder ganske vist Solveig, men bogen kombinerer det selvbiografiske med fiktion og har da også genrebetegnelsen erindringsroman. Bogens jeg-fortæller tager som 16-årig til øen Martha’s Vineyard på den amerikanske østkyst med kusinen Marie. Hun arbejder her med at passe børn og gøre rent – mens hun samtidig forsøger at manøvrere i et klasseopdelt USA, forelsker sig i Sean, der ikke altid behandler hende lige godt, og forsøger at blive helt sin egen på afstand af familien i Danmark.

48930336

Romanen er bl.a. en skildring af, hvordan en ung teenagepige anskuer verden og fortæller også historien om en skrøbelig periode, hvor jegfortælleren, som har en særlig sårbarhed og angst for at blive svigtet, går fra at være pige til ung kvinde. Sårbarheden kommer f.eks. til udtryk i den unge kvindes egen oplevelse af at være ”en, der bruger så mange kræfter på at læse andres subtile energi hele tiden” (s. 35).

Bogen består af korte kapitaler med titler som ”Hjem”, ”Natur” og ”Drømme”, og Alberte Winding benytter sig i romanen af et poetisk billedsprog, som er med til at skildre den unge kvindes stemningsbilleder og indre univers af modstridende følelser, der ofte kobles med naturoplevelser. Som når lyden af fuglenes sang ”i træerne og i luften (er) som en violet og fløjlsblød hinde” (s. 217) og ”det blæser op, og alt knirker og maser sig ind i mine drømme.” (s. 217).   

Skildringer af ungdomslivet kombineres med en voksen fortællerstemme, som bryder ind i fortællingen og perspektiverer ungdomsoplevelserne med en erfaring om, hvad der siden vil ske: ”Jeg laver den slags pagt med Gud, jeg kommer til at lave mange gange i mit liv.” (s. 29). I romanens tredje del møder vi jegfortælleren som voksen kvinde med mand og små børn og sommerhus, som får besøg af den unge mand Ben, som jegfortælleren var babysitter for som ung.

Alberte Winding udgav i 2020 også albummet ”Martha’s Vineyard”.

Alberte Winding vendte sig i 2023 mod fiktionens verden med romanen ”Hvad jeg tænker mens du taler”. Bogen handler om sangerinden Pio, som er midt i 50’erne og lige har mistet sin mor, der aldrig fik hende til at føle sig elsket. Hendes krop er også under forandring af overgangsalderen, og hun kæmper med at skulle give slip på sin voksne søn, Anatole, der er flyttet til Paris, og ikke i samme grad som tidligere har brug for hende. Og for at gøre det hele endnu værre, mister hun også sin stemme, som hun omtaler som en sjæl: ”Jeg har ikke en sjæl, der skal være mor længere. Jeg er ikke nogens elskede. Jeg synger ikke for min mor.” (s. 115). Det hele munder ud i vrede og en oplevelse af at blive forrådt af sin krop: ”Grænser, streger, raseri er gevækster, der bare vokser ud på min alder, jeg kan ikke holde dem ud.” (s. 45).

135689351

”Hvad jeg tænker mens du taler” er en tredjepersonsfortælling med indre synsvinkel, som lader læseren komme tæt på jegfortællerens tanker og følelser, når hun tænker tilbage på sin barndom, og hvor Alberte Winding i lighed med tidligere værker også her bruger sin sans for at skildre barnets perspektiv: ”Det kunne ikke være sandet-i-alting, der fik hende til at råbe, det måtte være noget, jeg gjorde, måden, jeg var på.” (s. 57). Som læser kommer vi ligeledes tæt på bogens hovedperson, når hun reflekterer over alt det uudsagte i samspillet mellem mennesker. Romanens titel henviser også til denne tematik: ”- Men hvad sker der med dig nu? Du forsvinder igen? (…) Det, der sker, Aksel, er alt det, jeg tænker, mens du taler.” (s. 177).

Winding skildrer i sin roman på en virkelighedsnær og nøgtern facon den livskrise, mange rammes af, når de står midt i livet, har en oplevelse af at miste sig selv og gennemlever en sorg over familierelationer, der ændrer sig. Romanen er dog også skrevet med humor og med en fremhævelse af de nye muligheder, der er forbundet med den identitetskrise, Pio går igennem. Det gælder ikke mindst i forhold til venskabet med kollegaen Martha og den spirende kærlighedsrelation til den noget yngre skuespiller Aksel.

Alberte Winding debuterede som voksenbogsforfatter med romanen ”Tisvilde strand” og udgav herefter erindringsbogen ”Kastevind – erindringsglimt fra en barndom”, hvor et væsentligt omdrejningspunkt er morens selvmord: ”Jeg havde fået et granatchok, og det blev en del af mig. Det var en slags hemmelig ensomhedsfølelse, fordi min sorg var svær at dele med andre.” (Birgitte Bartholdy: Alberte Winding: Jeg er i tæt kontakt med tårerne. Femina, 2018-09-24). I erindringsbogen skildres tiden op til katastrofen, årene herefter og pubertetsårenes famlende forsøg på at blive helt sin egen. Men Winding blander også de nærsanselige barndomsminder med den voksne fortællers analytiske blik på begivenhederne og den betydning, de skulle få for den voksne kvinde.

Med sin erindringsbog indskriver Winding sig i den litterære barndomsskildring, hvor forholdet mellem det fortalte barn og den fortællende voksen er i centrum. Som Lilian Munk Rösing beskriver det i bogen ”At læse barnet”, er det erindrede indre barn ”den repræsentation af barnet, der findes indlejret i den voksne” (s. 11), men skildringen indebærer også, at man ”føler empati med det barn, man engang var” (s. 8). Som i andre barndomsskildringer kombinerer Winding en beskrivelse af verden, som barnet oplever den, med den voksne fortællers fortolkning af de følelser, som barnet ikke forstår.

”Småt brændbart” fra 2020 tager også udgangspunkt i forfatterens eget liv – denne gang de vigtige teenageår, hvor hun udvikler sig fra at være pubertetspige til ung kvinde. Winding kombinerer her det selvbiografiske med fiktionen: ”Det er en erindringsroman (…) jeg har haft brug for at lægge et fiktionsfilter på for at turde undersøge en svær tid.” (Mikkel Fønsskov: ”Alberte Winding. ”Det var en ensom periode, hvor jeg fik skrammer, og indimellem dansede jeg på kanten.” Gyldendals bogklubbers blog Flere sider af livet. 2020). Bogen er en lyrisk roman med et poetisk billedsprog, som både skildrer den unge kvindes måde at opleve verden på og den voksne kvindes blik på ungdommen.

Windings roman fra 2023, ”Hvad jeg tænker mens du taler”, er en fiktiv fortælling om en midaldrende sangerinde, som mister sin stemme. Et af romanens tematiske omdrejningspunktet er oplevelse af tab midt i livet. Romanen ”En sang man kan græde til” fra 2025 handler om en kvinde, der rejser væk for at finde sig selv igen, og som i New York møder nye mennesker og reflekterer over livet og det moderskab, hun måske aldrig selv vil opleve.

I sine bøger kombinerer Alberte Winding på forskellig vis selvbiografisk materiale med fiktivt stof. En anden dansk forfatter, som også har skrevet erindringsromaner, er Barbara Gress. I sine bøger ”Dæmoner og engle” (1996) og ”Huset og slottet” (1999) skildrer hun ligeledes et sensitivt pigesind, ligesom det er tilfældet i Alberte Windings bøger.

To andre forfattere, der kan siges at have ting til fælles med Alberte Winding, er Karen Fastrup, hvis autofiktive ”Hungerhjerte” skildrer et skrøbeligt sind, og Helle Vincentz, hvis erindringsroman ”Jorden under mig” fra 2021 også har tabet af en forælder som barn som et vigtigt omdrejningspunkt, ligesom man ser det i Windings ”Kastevind” og erindringsromanen ”Småt brændbart”. I den sidstnævnte skildrer Alberte Winding også skelsættende oplevelser i en ung kvindes liv. En anden stærk selvbiografisk skildring af en ung piges oplevelser er den norske forfatter Linn Ullmanns autofiktive fortælling ”Pige, 1983” fra 2022. Linn Ullmann blander også andre steder i sit forfatterskab selvbiografiske erindringer og fiktion, f.eks. i romanen ”De urolige” fra 2015, der handler om at vokse op med kunstnerforældre og hvilke omkostninger, det har for barnet. En tematik, der også er til stede i Alberte Windings forfatterskab.

Andre nyere danske erindringsfortællinger, der undersøger hvordan barndommen former os og skildrer nye familieformer i 1970’erne, er Lærke Kløvedals ”Sømærke” fra 2023 og Nadia Kløvedal Reichs ”Det bedste man kan sige”, også fra 2023.

En anden roman, der ligesom Windings ”Hvad jeg tænker mens du taler”, beskæftiger sig med kvinder midt i livet, er Hanne Richardt Becks ”Uforudsete hændelser”, som udkom i 2016.